Spilleloven § 10

Denne konsoliderede version af spilleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om spil

Lov nr. 848 af 1. juli 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1182 af 22. september 2025

Almennyttigt lotteri
§ 10

Der kan gives tilladelse til afholdelse af landbaseret lotteri til fordel for et almennyttigt formål eller til et politisk parti, som er opstillingsberettiget til Folketinget eller et nationalt parlament i et andet EU- eller EØS-land, og som afholder lotteri til fordel for sig selv. Hele overskuddet fra lotteriet skal udloddes til det eller de formål, der er givet tilladelse til.

Stk. 2 Tilladelse kan gives til foreninger og offentligt støttede enheder, hvor lotterierne har en årlig salgssum fra og med 15.000 kr. til og med 200.000 kr., og hvor der alene må benyttes frivillig ulønnet arbejdskraft i forbindelse med lotteriet. Offentligt støttede enheder er undtaget fra reglerne i kapitel 4 bortset fra § 32.

Stk. 3 Tilladelse til lotterier med en årlig salgssum fra og med 15.000 kr. til og med 5.000.000 kr. kan gives til foreninger, fonde, selvejende institutioner og virksomheder, dog ikke til enkeltmandsvirksomheder og til personligt ejede mindre virksomheder. For foreninger skal overskuddet udgøre minimum 15 pct. af salgssummen. For øvrige skal overskuddet udgøre minimum 35 pct. af salgssummen.

Stk. 4 Tilladelse til lotterier med en årlig salgssum over 5.000.000 kr. til og med 100.000.000 kr. kan gives til foreninger, fonde, selvejende institutioner og virksomheder, dog ikke til enkeltmandsvirksomheder og til personligt ejede mindre virksomheder. Overskuddet skal udgøre minimum 35 pct. af salgssummen.

Stk. 5 Tilladelse efter stk. 2-4 kan gives for 1 eller 3 år ad gangen. Tilladelse kan alene opnås, hvis ansøger ikke allerede har tilladelse til udbud af spil efter denne lov, bortset fra tilladelser efter § 18 a.

Stk. 6 Der kan ikke efter stk. 2-4 gives tilladelse til at afholde klasselotteri.

Stk. 7 Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvilke kriterier almennyttige lotterier og politiske partier, som holder lotterier til fordel for sig selv, skal opfylde, for at der kan gives tilladelse, samt regler om, hvordan lotterierne kan afholdes.