Spilleloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af spilleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om spil

Lov nr. 848 af 01. juli 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1303 af 04. september 2020,
som ændret ved lov nr. 650 af 08. juni 2016, lov nr. 533 af 27. marts 2021 og lov nr. 375 af 28. marts 2022

Kapitel 4 1 Kriterier for udbud af spil
§ 25

Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan gives til personer og selskaber m.v. (juridiske personer), medmindre andet fremgår af denne lov, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Tilladelse til udbud og arrangering af lokale puljevæddemål på cykelløb på bane, hundevæddeløb på væddeløbsbane og kapflyvning med duer, jf. § 13, kan kun gives til selskaber m.v. (juridiske personer), der er arrangør af cykelløb på bane, hundevæddeløb på væddeløbsbaner eller kapflyvning med duer, og som er tilsluttet den pågældende sports­grens centralorganisation eller -forbund. Tilladelse til lokale puljevæddemål på hestevæddeløb, jf. § 13, kan kun udstedes til foreninger, som i en årrække har haft en sådan tilladelse.

§ 26

Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan kun gives til personer, der

  • 1) er fyldt 21 år,

  • 2) ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

  • 3) ikke har indgivet begæring om rekonstruktion, konkurs eller gældssanering eller er under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering,

  • 4) ikke er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, og

  • 5) ikke har forfalden gæld til det offentlige.

Stk. 2 Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan kun gives til personer, der ikke har bopæl her i landet eller et andet EU- eller EØS-land, såfremt ansøger har udpeget en godkendt repræsentant, jf. § 30.

§ 27

Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan kun gives til selskaber m.v. (juridiske personer), der er etableret her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan gives til selskaber m.v. (juridiske personer), der ikke er etableret her i landet eller i et andet EU- eller EØS-land, såfremt ansøger har udpeget en godkendt repræsentant, jf. § 30.

§ 28

Det er en betingelse for at opnå tilladelse, at selskaber m.v. (juridiske personer) opfylder betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 3-5, og at medlemmer af direktionen og bestyrelsen opfylder betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 1-5. Indtræder der et nyt medlem i bestyrelsen, eller ansættes et nyt medlem i direktionen, skal dette inden 14 dage anmeldes til spillemyndigheden.

Stk. 2 Spillemyndigheden kan træffe afgørelse om, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal udtræde af bestyrelsen eller direktionen, hvis medlemmet er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, eller har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.

Stk. 3 Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal udtræde af bestyrelsen eller direktionen, hvis medlemmet ikke længere opfylder en af betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 2 og 3.

§ 29

Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan kun gives til ansøgere, der må antages at kunne udøve virksomhed med spil på økonomisk og faglig forsvarlig vis.

Stk. 2 Tilladelse kan ikke gives, hvis ansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

§ 30

En udpeget repræsentant, jf. § 26, stk. 2, og § 27, stk. 2, skal godkendes af spillemyndigheden. Repræsentanten skal opfylde betingelserne i § 26, stk. 1, og have bopæl her i landet, hvis repræsentanten er en person, eller § 26, stk. 1, nr. 3-5, og være etableret her i landet, hvis repræsentanten er et selskab m.v. (juridisk person).

Stk. 2 Repræsentanten skal være bemyndiget til at repræsentere tilladelsesindehaveren over for myndighederne samt under søgsmål og i forbindelse med eventuelle straffesager.

Stk. 3 Godkendelse af en repræsentant kan tilbagekaldes, hvis repræsentanten er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr., eller ikke længere har bopæl eller er etableret her i landet.

Stk. 4 Godkendelse af en repræsentant bortfalder, hvis repræsentanten ikke længere opfylder betingelserne i § 26, stk. 1, nr. 2 eller 3.

§ 31

Ved afgørelsen af, om en tilladelse skal gives til oprettelse og drift af landbaserede kasinoer eller til opstilling af gevinstgivende spilleautomater i spillehaller, kan der lægges vægt på ordensmæssige forhold, spillestedets størrelse og placering.

§ 32

Der kan fastsættes vilkår for tilladelser udstedt efter denne lov.