Regionsloven § 14d

Denne konsoliderede version af regionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, hovedstadens udviklingsråd og hovedstadens sygehusfællesskab

Lov nr. 537 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 10. juli 2025,
som ændret ved lov nr. 719 af 20. juni 2025

§ 14d

Sundhedsrådene består af regionale medlemmer, der er valgt af regionsrådet i den region, som sundhedsrådet henhører under, og kommunale medlemmer, der repræsenterer kommunalbestyrelsen i de kommuner, der henhører under sundhedsrådet.

Stk. 2 I kommuner med under 80.000 indbyggere er kommunalbestyrelsen repræsenteret med 1 kommunalt medlem i det sundhedsråd, som kommunen henhører under. I kommuner med mindst 80.000 indbyggere, men under 300.000 indbyggere, er kommunalbestyrelsen repræsenteret med 2 kommunale medlemmer i det sundhedsråd, som kommunen henhører under. I kommuner med mindst 300.000 indbyggere er kommunalbestyrelsen repræsenteret med 3 kommunale medlemmer i det sundhedsråd, som kommunen henhører under.

Stk. 3 Ved opgørelsen af kommunens indbyggertal efter stk. 2 og §§ 14 h-14 j anvendes indbyggertallet pr. 1. april i det år, hvor der afholdes valg til kommunalbestyrelsen, som opgjort af Danmarks Statistik.

Stk. 4 Regionsrådet vælger de regionale medlemmer af sundhedsråd i regionen blandt regionsrådets medlemmer. Antallet af regionale medlemmer i det enkelte sundhedsråd fastsættes i styrelsesvedtægten, således at de regionale medlemmer til enhver tid udgør 1 medlem mere end antallet af kommunale medlemmer i sundhedsrådet.