Pensionsloven § 39b

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 39b

Udbetaling Danmark foretager årligt en endelig efterregulering af pensionen for det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 7.

Stk. 2 Pensionen efterreguleres på grundlag af indtægten opgjort efter reglerne i §§ 29 og 32 a, jf. dog stk. 3. Ved efterregulering er opgørelsesperioden for indtægtsgrundlaget det kalenderår eller den del af et kalenderår, som pensionen er udbetalt på baggrund af.

Stk. 3 Efterregulering sker på grundlag af årsopgørelsen og oplysninger fra indkomstregisteret.

Stk. 4 Er pensionen omregnet i løbet af året, jf. § 39, stk. 2, nr. 2, skal der ved efterregulering af pensionen for perioden før omregning bortses fra en tidligere ægtefælles eller samlevers personlige indkomst, som fremgår af indkomstregisteret for perioden efter omregningen.

Stk. 5 Oplyser pensionisten til Udbetaling Danmark, at årsopgørelsen er påklaget, kan Udbetaling Danmarks endelige afgørelse om efterregulering af pensionen ikke træffes, før klagesagen om årsopgørelsen er færdigbehandlet.

Stk. 6 Afgørelse om efterregulering af pensionen genoptages ikke, som følge af at afgørelse om årsopgørelsen genoptages. Afgørelse om efterregulering kan dog genoptages, hvis en genoptagelse af årsopgørelsen medfører en ændring af pensionistens eller dennes ægtefælles eller samleveres årsindkomst på mindst 25.000 kr.

Stk. 7 Helbredstillæg, jf. § 14 a, efterreguleres ikke.

Stk. 8 Viser efterreguleringen, at pensionisten har fået for lidt udbetalt i pension, efterbetaler Udbetaling Danmark den resterende pension. Viser efterreguleringen, at pensionisten har fået for meget udbetalt i pension, skal den overskydende pension tilbagebetales til Udbetaling Danmark, jf. dog stk. 9.

Stk. 9 Udbetaling Danmark kan ikke kræve tilbagebetaling efter stk. 8, hvis tilbagebetalingskravet for et kalenderår udgør mindre end 250 kr.