Lov om produkter og markedsovervågning § 4

Denne konsoliderede version af lov om produkter og markedsovervågning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 799 af 9. juni 2020,
jf. lovbekendtgørelse nr. 22 af 8. januar 2026

§ 4

I denne lov forstås ved:

  • 1) Erhvervsdrivende: En fabrikant, bemyndiget repræsentant, importør, distributør, udbyder af distributionstjenester eller enhver anden fysisk eller juridisk person, der har forpligtelser i forbindelse med fremstillingen, tilgængeliggørelsen på markedet eller ibrugtagningen af produkter, som er omfattet af § 2, og enhver, der handler i en sådan erhvervsdrivendes navn eller på en sådan erhvervsdrivendes vegne som led i sit erhverv.

  • 2) Instrumentejer: Fysisk eller juridisk person, som anvender eller stiller et instrument til rådighed til måling, hvor der på baggrund af målingen skal foretages betaling.

  • 3) Elektrisk materiel: Materiel af enhver art, der indgår i eller er beregnet til at indgå i eller blive tilsluttet et elektrisk anlæg eller en elektrisk installation, bortset fra elektrisk materiel, som er særligt beregnet til brug om bord på skibe, på mobile offshoreanlæg eller i luftfartøjer og i køretøjer, der anvendes på jernbanenettet, samt elektrisk materiel i motorkøretøjer, der er beregnet til drift af motorkøretøjet, bortset fra ladestik, der er beregnet til at indgå i eldrevne motorkøretøjer.

  • 4) Gasmateriel: Materiel af enhver art, der indgår i eller er beregnet til at indgå i gasanlæg eller gasinstallationer.

  • 5) Produktforordninger: Samlet betegnelse for forordningerne i § 2, stk. 1, nr. 26-43.

  • I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er der i § 4, nr. 6, ved en fejl skrevet "omfatter af § 2, stk. 1, nr. 1" i stedet for "omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1", jf. § 2, nr. 8, og § 3, stk. 1, i lov nr. 2396 af 14. december 2021. 6) Færdselsrelaterede produkter: Samlet betegnelse for produkter i form af køretøjer, køretøjstekniske produkter, udstyr, tilbehør, systemer, komponenter og separate tekniske enheder til køretøjer og køretøjstekniske produkter og personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter m.v. omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1, 14, 22-24, 26-37 og 40, og § 2, stk. 2, nr. 4-9.

  • 7) Kommunikationsplatform: Onlineplatform, som med henblik på opnåelse af fortjeneste tilbyder den besøgende at oprette en profil og udforske andre profiler, og hvis primære funktion består i at give brugerne af platformen mulighed for at tilslutte sig og dele meddelelser eller præsentationer med indhold i form af tegn, ord, skrift, lyd, billeder eller video.