Lov om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) Kapitel 12

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 699 af 20. juni 2025

Kapitel 12 1 Fremgangsmåde for overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte
Udarbejdelse af aftaleudkast
§ 149

Kommunalbestyrelsen udarbejder et udkast til en aftale mellem kommunen og regionen, inden for hvis område kommunen ligger, om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen efter kapitel 10 og 11 og de forskrifter, der er fastsat i medfør heraf.

Stk. 2 Er det ved forskrift udstedt i medfør af kapitel 10 eller 11 fastsat, at bestemte aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte overtages af en bestemt region, indgår disse ikke i aftaleudkastet, medmindre andet aftales efter denne forskrift.

Stk. 3 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 kan alene omfatte følgende:

  • 1) Aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne, pligterne og de ansatte udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de overførte opgaver.

  • 2) Aktiver, passiver, rettigheder og pligter hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne og pligterne hverken udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de opgaver, der overføres, og såfremt den kommune, som der overføres en opgave fra, vælger at tilbyde overførsel heraf.

Stk. 4 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte omfattet af stk. 3, nr. 1, den kommune, som opgaven overføres fra, ikke ønsker at afgive.

Stk. 5 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal omfatte de aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, som er hos kommunen på tidspunktet for aftaleudkastets færdiggørelse.

Stk. 6 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er fornødne for at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som aftaleudkastet skal omfatte, jf. stk. 3, og oplysning om aktivets og passivets værdi.

Stk. 7 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver og lønmæssige forhold vedrørende hver ansat, som aftaleudkastet omfatter, jf. stk. 3, nr. 1.

Stk. 8 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 kan indeholde vilkår om,

  • 1) at en region overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en kommune, på betingelse af at den region, som aktivet eller rettigheden overføres til, betaler et beløb til den kommune, som aktivet eller rettigheden overføres fra, eller

  • 2) at en region overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse, der overføres fra en kommune, på betingelse af at kommunen, som passivet eller forpligtelsen overføres fra, betaler et beløb til den region, som passivet eller forpligtelsen overføres til.

Stk. 9 Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 er fortroligt, indtil en aftale er indgået efter § 151 eller Delingsrådet har truffet beslutning efter § 152. Oplysninger i aftaleudkastet om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører, og til den ansattes repræsentanter, i det omfang dette følger af § 156.

Forelæggelse af aftaleudkast
§ 150

Kommunalbestyrelsen forelægger inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af stk. 5, aftaleudkastet som nævnt i § 149 for regionsrådet for den region, inden for hvis område kommunen ligger, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Skal overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte ske til Region Østdanmark, forelægger kommunalbestyrelsen inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af stk. 5, aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 for det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.

Stk. 3 Den kommunalbestyrelse, som der overføres opgaver fra, sender aftaleudkastet som nævnt i § 149 til Delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Stk. 4 Den kommunalbestyrelse, som der overføres opgaver fra, videregiver i forbindelse med stk. 1-3 oplysninger som nævnt i § 149, stk. 7, om hver ansat, som aftaleudkastet skal omfatte, jf. § 149, stk. 3, nr. 1, til de i stk. 1-3 nævnte myndigheder.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om en frist for forelæggelsen af aftaleudkastet efter stk. 1 og 2.

Forhandlinger og aftale mellem myndighederne
§ 151

Kommunalbestyrelsen udpeger repræsentanter for kommunalbestyrelsen og indkalder snarest muligt efter forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet som nævnt i § 149 repræsentanter, der udpeges af regionsrådet for den region, inden for hvis område kommunen ligger, til forhandlinger, med henblik på at der inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af stk. 13, indgås en aftale mellem kommunen og regionen om overførslen efter kapitel 10 og 11 af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Skal overførslen ske til Region Østdanmark, foretages forhandlingerne og aftaleindgåelsen som nævnt i stk. 1 inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af stk. 13, med det forberedende regionsråd for Region Østdanmark.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen for den kommune, som der overføres opgaver fra, kan under forhandlingerne med den region eller det forberedende regionsråd, som kommunens opgaver overføres til, foretage de ændringer i aftaleudkastet som nævnt i § 149, som kommunalbestyrelsen vurderer er hensigtsmæssige, for at der kan indgås en aftale som nævnt i stk. 1.

Stk. 4 Regionsrådet eller det forberedende regionsråd for den region, som kommunens opgaver overføres til, skal lade sig repræsentere i forhandlingerne. Regionsrådet eller det forberedende regionsråd for den region, som kommunens opgaver overføres til, skal meddele kommunalbestyrelsen, i hvilket omfang aftaleudkastet og de fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres.

Stk. 5 Aftalen som nævnt i stk. 1 kan alene omfatte følgende:

  • 1) Aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne, pligterne og de ansatte udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de overførte opgaver, medmindre den kommune, der afgiver opgaven, og den region eller det forberedende regionsråd, der modtager opgaven, har indgået aftale om ikke at overføre aktivet, passivet, rettigheden, pligten eller den ansatte.

  • 2) Aktiver, passiver, rettigheder og pligter hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne og pligterne hverken udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de opgaver, der overføres, og såfremt den kommune, der afgiver opgaven, og den region eller det forberedende regionsråd, der modtager opgaven, har indgået aftale om at overføre aktivet, passivet, rettigheden og pligten.

Stk. 6 Aftalen som nævnt i stk. 1 skal omfatte de aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, som er hos kommunen på tidspunktet for aftaleudkastets færdiggørelse. Aftalen kan indeholde de ændringer i kommunens aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der sker fra aftaleudkastets færdiggørelse frem til aftalens indgåelse.

Stk. 7 Aftalen som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er fornødne for at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter samt hver enkelt ansat, som aftalen skal omfatte, jf. stk. 5, og oplysning om aktivets og passivets værdi.

Stk. 8 § 149, stk. 2 og 8, finder tilsvarende anvendelse for aftalen efter stk. 1.

Stk. 9 Aftalen kan indeholde vilkår om, at den betaling, der er nævnt i § 149, stk. 8, kan ske i form af overdragelse af andre aktiver eller passiver.

Stk. 10 Den kommune, som der overføres opgaver fra, kan efter anmodning fra regionsrådet eller det forberedende regionsråd for den region, som kommunens opgaver overføres til, videregive oplysninger som nævnt i § 149, stk. 7, om ansatte, der vil være omfattet af aftalen, jf. stk. 5, nr. 1, til den pågældende region eller det pågældende forberedende regionsråd, såfremt oplysningerne ikke er videregivet efter § 150, stk. 4.

Stk. 11 Ændringer i aftaleudkastet som nævnt i § 149, fremsatte forslag til ændringer i aftaleudkastet og myndighedernes forhandlinger i øvrigt er fortrolige, indtil en aftale er indgået efter stk. 1 eller Delingsrådet har truffet beslutning efter § 152. Oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører, og til den ansattes repræsentanter, i det omfang dette følger af § 156.

Stk. 12 Kommunalbestyrelsen for den kommune, som der overføres opgaver fra, underretter Delingsrådet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om forhandlingernes forløb, herunder om indgåelse af aftale efter stk. 1.

Stk. 13 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om en frist for indgåelse af aftale efter stk. 1 og 2.

Delingsrådets beslutning om overførsel
§ 152

Er der ikke ved forhandling efter § 151 inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren har fastsat i medfør af § 151, stk. 13, indgået en aftale om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte mellem den kommune, som der overføres opgaver fra, og den region, som kommunens opgaver overføres til, træffer Delingsrådet inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i medfør af stk. 10, beslutning om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte efter § 141, stk. 1, 5-7 og 9-12, § 142, stk. 1 og 3-6, og §§ 143, 144, 147 og 148 og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, mellem på den ene side den kommune, som der overføres opgaver fra, og på den anden side den region, som kommunens opgaver overføres til. For kommuner, der ligger inden for Region Sjællands og Region Hovedstadens områder, træffer Delingsrådet beslutning efter 1. pkt. om overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra disse kommuner til Region Østdanmark. Delingsrådet træffer dog ikke beslutning efter 1. og 2. pkt., såfremt den kommune, som der overføres opgaver fra, og den region, som kommunens opgaver overføres til, forinden har indgået en aftale efter § 151.

Stk. 2 Delingsrådet er ved sin beslutning efter stk. 1 ikke bundet af eventuelle aftaler mellem kommunen og regionen om overførsel af bestemte aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte. Delingsrådet kan træffe beslutning om overførsel af de aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, som kommunen og regionen har indgået aftale om.

Stk. 3 § 149, stk. 2 og 8, og § 151, stk. 6 og 7, finder tilsvarende anvendelse for Delingsrådets beslutning efter stk. 1.

Stk. 4 Delingsrådet kan videregive ved beslutning efter stk. 1 de fornødne oplysninger som nævnt i § 149, stk. 7, om hver ansat omfattet af overførslen efter § 142.

Stk. 5 Delingsrådet kan inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i medfør af stk. 10, meddele den kommune, som et aktiv skal overføres fra, pålæg om at afhænde aktivet, med henblik på at salgssummen fordeles ved beslutning efter stk. 1.

Stk. 6 Delingsrådet skal, forinden Delingsrådet træffer beslutning efter stk. 1 og meddeler pålæg efter stk. 5, inden for den frist, indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i medfør af stk. 10, sende et udkast til beslutning efter stk. 1 og pålæg efter stk. 5 til den kommune og den region, der er nævnt i stk. 1. Delingsrådet skal samtidig med fremsendelsen meddele den kommune og den region, der er nævnt i stk. 1, en frist på 2 uger til at fremkomme med eventuelle bemærkninger til udkastet til beslutning efter stk. 1 og pålæg efter stk. 5.

Stk. 7 Udkastet til beslutning efter stk. 1 og pålæg efter stk. 5 er fortroligt, indtil Delingsrådet har truffet beslutning efter stk. 1 og meddelt pålæg efter stk. 5. Oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningen vedrører, og til den ansattes repræsentanter, i det omfang dette følger af § 156.

Stk. 8 Delingsrådet meddeler en beslutning efter stk. 1 og et pålæg efter stk. 5 til den kommune og den region, der er nævnt i stk. 1, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Stk. 9 Delingsrådet kan ikke ændre en beslutning, der er truffet efter stk. 1, eller et pålæg, der er meddelt efter stk. 5. Kommunerne og regionerne kan ikke ved indgåelse af aftale ændre Delingsrådets beslutning.

Stk. 10 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om en frist for Delingsrådets beslutning efter stk. 1 og pålæg efter stk. 5 og en frist for Delingsrådets høring efter stk. 6.

§ 153

Forvaltningslovens kapitel 4-6 finder ikke anvendelse ved forhandlinger, aftaleindgåelse og beslutninger efter dette kapitel.

Afskæring af klageadgang m.v.
§ 154

Delingsrådets beslutninger kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 155

Indbringelse af Delingsrådets beslutninger for domstolene har ikke opsættende virkning.

Orientering af ansatte
§ 156

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal, for så vidt angår overførslen af ansatte, orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet som nævnt i § 149 forud for forelæggelsen efter § 150.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal forud for forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet gøre den ansatte bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende, og, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for kommunens udarbejdelse af aftaleudkastet vedrørende den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være bekendt med at kommunen er i besiddelse af. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en frist for den ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.

Stk. 3 Stk. 2 gælder ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for forelæggelsen efter § 150 af aftaleudkastet, eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i stk. 11 med hensyn til de pågældende oplysninger.

Stk. 4 Hvad angår ansatte, der bliver omfattet af ændringer af aftaleudkastet, kan kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra den ansatte overføres efter § 142, gøre den ansatte bekendt med den del af ændringen i aftaleudkastet, der vedrører overførslen af den pågældende ansatte.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er forelagt efter § 150, om forløbet af forhandlingerne efter § 151 og om Delingsrådets høring, jf. § 152, stk. 6, af et udkast til beslutning efter § 152, stk. 1.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal så hurtigt som muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvis ansatte berøres af overførslerne, skal orientere repræsentanter for de ansatte om fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet, om forhandlingernes forløb og om aftalen eller Delingsrådets beslutning. Kommunalbestyrelsen skal endvidere drøfte med repræsentanter for de ansatte fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte efter 1. pkt.

Stk. 8 Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, skal så hurtigt som muligt efter aftalen efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, skriftligt orientere de ansatte, der overføres efter § 142, herom og om, til hvilken region overførslen skal ske.

Stk. 9 Repræsentanterne for de ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er givet i medfør af stk. 1 og 5. Oplysninger om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører.

Stk. 10 En ansat, der overføres efter § 142, kan, medmindre den ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig begrundelse for valget af den region, overførslen af den pågældende efter aftalen eller Delingsrådets beslutning skal ske til. En begæring herom skal fremsættes over for den i 1. pkt. nævnte region, inden 14 dage efter at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres. Begæringen skal behandles efter reglerne i forvaltningslovens § 23, stk. 2. Begrundelsen skal gives af den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter § 142, efter reglerne i forvaltningslovens § 24.

Stk. 11 En ansat, der overføres efter § 142, har først, når den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken region den ansatte skal overføres, ret til aktindsigt efter reglerne om partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 9 a og 10-16 i oplysninger om overførslen af den pågældende ansatte.

Bemyndigelse
§ 157

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden efter dette kapitel for overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, herunder nærmere regler om udarbejdelsen af og formen for aftaleudkastet efter § 149, aftalen efter § 151, Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, og Delingsrådets pålæg om afhændelse efter § 152, stk. 5.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at bestemte aktiver, passiver, rettigheder, pligter og grupper af ansatte ikke er omfattet af aftaleudkastet efter § 149, aftalen efter § 151, Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, og Delingsrådets pålæg om afhændelse efter § 152, stk. 5.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om revisionspåtegning af aftaleudkastet efter § 149, om fastsættelse af vilkår for aftalen efter § 151 og Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, og om Delingsrådets pålæg om afhændelse efter § 152, stk. 5, og vilkårene herfor.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om indsendelse til Delingsrådet af aftalen med bilag, der er indgået efter § 151, stk. 1 eller 2.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan ved fastsættelsen af regler efter stk. 1-4 fravige reglerne i §§ 149-152.

Efterregulering
§ 158

Den kommune, hvorfra der overføres opgaver til en region, foretager en efterregulering efter stk. 2-5 og de forskrifter, der er udstedt i medfør af stk. 6, for ændringer indtil ultimo regnskabsåret 2026 af den overførsel af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der er foretaget ved kommunens og regionens aftale efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1.

Stk. 2 Aktiver, passiver, rettigheder og pligter, der opstår efter kommunen og regionens aftale efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, følger fordelingen af de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som de nye aktiver, passiver, rettigheder og pligter har en nær og naturlig tilknytning til. 1. pkt. gælder tilsvarende for aktiver, passiver, rettigheder og pligter, der ikke er omfattet af kommunen og regionens aftale efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1.

Stk. 3 Genbesættes en stilling efter indgåelsen af kommunen og regionens aftale efter § 151 eller efter Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, overføres den nye ansatte til den region, som den tidligere ansatte i den stilling, der genbesættes, skal overføres til efter § 151 eller § 152, stk. 1.

Stk. 4 Kommunens genbesættelse af en stilling, hvor den tidligere ansatte efter § 151 eller § 152, stk. 1, var overført til en region i henhold til kommunen og regionens aftale efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, kan kun ske efter aftale med den region, som den tidligere ansatte var overført til efter § 151 eller § 152, stk. 1.

Stk. 5 Opstår der ud over de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde efter kommunen og regionens aftale efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1, aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der udelukkende eller helt overvejende knytter sig til varetagelsen af en overført opgave, overføres de pågældende aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte til den region, som opgaven er overført til. 1. pkt. gælder tilsvarende for aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der ikke er omfattet af kommunen og regionens aftale efter § 151 eller Delingsrådets beslutning efter § 152, stk. 1. De aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der er omfattet af 1. og 2. pkt., overføres dog ikke, såfremt den kommune, som opgaven overføres fra, og den region, som opgaven overføres til, har indgået aftale om, at overførsel undlades.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter stk. 2, 3 eller 5, skal så hurtigt som muligt efter en foretagen efterregulering af overførslen af en ansat skriftligt orientere den ansatte og dennes repræsentanter herom og om, til hvilken region overførslen skal ske. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvorfra der overføres ansatte efter stk. 2, 3 eller 5, og regionsrådet eller det forberedende regionsråd i den region, hvortil der overføres ansatte efter stk. 2, 3 eller 5, skal så hurtigt som muligt efter en foretagen efterregulering af overførslen af en ansat skriftligt orientere den ansattes repræsentanter herom og om, til hvilken region overførslen skal ske. § 156, stk. 10 og 11, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler for efterreguleringen efter stk. 2-6, herunder for fremgangsmåden ved og frister for efterreguleringen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan ved fastsættelsen af regler efter 1. pkt. fravige stk. 2-5, i det omfang dette skønnes nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig efterregulering af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte.