Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret § 18

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 321 af 05. april 2016

§ 18

En kollektiv forvaltnings-organisation må ikke foretage andre fradrag end administrationsomkostninger fra de rettighedsvederlag, der hidrører fra de rettigheder, den forvalter på grundlag af en repræsentationsaftale, eller fra nogen anden indtægt hidrørende fra investering af disse rettighedsvederlag, medmindre den anden kollektiv forvaltnings-organisation, der er part i repræsentationsaftalen, har givet sit udtrykkelige samtykke til sådanne fradrag.

Stk. 2 Kollektiv forvaltnings-organisationen skal regelmæssigt, omhyggeligt og nøjagtigt fordele de skyldige beløb til andre kollektiv forvaltnings-organisationer.

Stk. 3 Kollektiv forvaltnings-organisationen skal foretage fordelingen til de andre kollektiv forvaltnings-organisationer hurtigst muligt og senest 9 måneder efter udgangen af det regnskabsår, hvor rettighedsvederlaget er opkrævet, medmindre objektive grunde forhindrer overholdelse af fristen.

Stk. 4 Kollektiv forvaltnings-organisationen, der modtager det skyldige beløb fra en anden kollektiv forvaltnings-organisation, skal viderefordele dette hurtigst muligt og senest 6 måneder efter modtagelsen, medmindre objektive grunde forhindrer kollektiv forvaltnings-organisationen i at overholde denne frist.