Forsikringsvirksomhedsloven § 58

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

Overdragelse af forsikringsbestand
§ 58

Finanstilsynet giver samtykke til overdragelse af hele eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i landet af et udenlandsk forsikringsselskab i overensstemmelse med §§ 49 eller 52, medmindre overdragelsen ikke kan anses for forsvarlig. Finanstilsynets samtykke skal meddeles det overdragende forsikringsselskabs tilsynsmyndighed, der træffer afgørelse om overdragelsen, senest 3 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget anmodning herom. Er det overtagende forsikringsselskab hjemmehørende her i landet, fremsender Finanstilsynet til det overdragende forsikringsselskabs tilsynsmyndighed en erklæring om, at forsikringsselskabet overdragelsen taget i betragtning overholder kravene i §§ 154 og 155.

Stk. 2 Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

Stk. 3 Ved en overdragelse skal Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse om overdragelsen i Statstidende og et landsdækkende dagblad. Meddelelse i et landsdækkende dagblad kan undlades, hvis de berørte forsikringstagere har modtaget personlig orientering om overdragelsen på anden vis.