Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter Kapitel 24

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 8. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024, lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 1602 af 17. december 2024, lov nr. 1666 af 30. december 2024, lov nr. 1668 af 30. december 2024, lov nr. 52 af 28. januar 2025 og lov nr. 712 af 20. juni 2025

Kapitel 24 1 Parter, frister, kommunikation og afgift
Parter
§ 259

Som part i forhold til Finanstilsynet anses fondsmæglerselskabet, fondsmæglerholdingvirksomheden, den tilknyttede agent etableret her i landet, den blandede finansielle holdingvirksomhed, den blandede holdingvirksomhed, investeringsselskabet eller investeringsholdingvirksomheden, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov, forskrifter fastsat i medfør af denne lov, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 af 27. november 2019 om tilsyn med investeringsselskaber og forordninger og regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 af 27. november 2019 om tilsynsmæssige krav til investeringsselskaber, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for kryptoaktiver og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor og regler udstedt i medfør heraf, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 I nedennævnte tilfælde anses en anden end fondsmæglerselskabet, fondsmæglerholdingvirksomheden, den tilknyttede agent etableret her i landet, den blandede finansielle holdingvirksomhed, den blandede holdingvirksomhed, investeringsselskabet eller investeringsholdingvirksomheden tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:

  • 1) Modervirksomheden, hvor denne er en fondsmæglerholdingvirksomhed eller et fondsmæglerselskab.

  • 2) Virksomheder, med hvilke et fondsmæglerselskab, en fondsmæglerholdingvirksomhed, en blandet finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed, et investeringsselskab eller en investeringsholdingvirksomhed har en særlig direkte eller indirekte forbindelse, og hvor Finanstilsynet kan indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg, jf. § 233, stk. 2.

  • 3) En fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 233, stk. 3.

  • 4) Den påtænkte erhverver eller besidderen af en kvalificeret andel, når Finanstilsynet behandler sager om godkendelse af erhvervelse, jf. §§ 59, 60 og 63, og når Finanstilsynet reagerer som følge af manglende underretning om en andel eller ophæver stemmeretten, som er knyttet til den pågældende ejers andel, jf. § 65, stk. 1-3.

  • 5) Revisor i et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed, når Finanstilsynet påbyder denne at give oplysninger om fondsmæglerselskabets eller fondsmæglerholdingvirksomhedens forhold, samt i sager vedrørende forbud mod, at en revisor har lån m.v. i det fondsmæglerselskab, som revisor reviderer, jf. § 160, stk. 5 og 6.

  • 6) Virksomheder, hvortil et fondsmæglerselskab eller en fondsmæglerholdingvirksomhed har en sådan tilknytning, at denne efter Finanstilsynets afgørelse skal medtages i konsolideringen, jf. § 177, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

  • 7) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, jf. § 13, stk. 1, og § 20, eller hvis ansøgning suspenderes, jf. § 23.

  • 8) Et medlem af et fondsmæglerselskabs bestyrelse eller direktion eller en kapitalejer, når Finanstilsynet nægter et fondsmæglerselskab tilladelse eller inddrager denne helt eller delvis, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, §§ 21 og 164 og § 166, stk. 1.

  • 9) Virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til et fondsmæglerselskab, når tilladelse nægtes eller inddrages efter § 20, stk. 1, nr. 5 og 6, og § 164.

  • 10) Den, som overtræder lovens forbud mod i en virksomheds navn eller betegnelse af virksomheden at benytte ord, der er omfattet af fondsmæglerselskabers eneret til navn, jf. § 17, jf. § 13, stk. 1.

  • 11) Den, der overtræder lovens forbud mod at drive virksomhed omfattet af § 13, stk. 1 og 3, uden tilladelse.

  • 12) Den, over for hvem Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan tilbyde investeringsservice uden tilladelse, jf. § 13, stk. 5.

  • 13) Den midlertidige administrator, der indsættes i bestyrelsen i et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, i medfør af § 179 i sager, der vedrører udpegning eller afsættelse af den midlertidige administrator.

  • 14) Et medlem af bestyrelsen eller direktionen eller en kapitalejer i et fondsmæglerselskab, der har tilladelse til at yde eller udføre en eller begge af de i bilag 1, afsnit A, nr. 3 og 6, nævnte investeringsservicer og -aktiviteter, eller virksomheder, som Finanstilsynet finder har snævre forbindelser til et fondsmæglerselskab, når Finanstilsynet træffer afgørelse om, at fondsmæglerselskabet anses for nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 165.

Stk. 3 Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i et fondsmæglerselskab, en fondsmæglerholdingvirksomhed, en blandet finansiel holdingvirksomhed, en blandet holdingvirksomhed, et investeringsselskab eller en investeringsholdingvirksomhed, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende. Det samme gælder for administrator i et administrationsbo for særligt dækkede obligationer.

Stk. 4 Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor Finanstilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 12, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor Finanstilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor Finanstilsynets afgørelse er truffet efter den 1. juli 2009.

Stk. 5 Finanstilsynet kan, når Finanstilsynet tager en sag op om videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. kapitel 12, give visse partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end dem, der er nævnt i stk. 2 og 3. Partsbeføjelser kan alene gives, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Partsbeføjelser skal gives under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de fondsmæglerselskaber, der er under tilsyn. Partsbeføjelserne er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 1. januar 2004.

§ 260

Som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser om egnethed og hæderlighed anses både det berørte fondsmæglerselskab, den berørte fondsmæglerholdingvirksomhed, den berørte blandede finansielle holdingvirksomhed eller den berørte blandede holdingvirksomhed og det bestyrelsesmedlem eller den direktør, som afgørelsen omhandler. Det samme gælder Finanstilsynets afgørelser efter §§ 76 og 242.

Stk. 2 Som part i forhold til Finanstilsynets afgørelser truffet som led i Finanstilsynets kontrol af regnskaber aflagt efter reglerne i denne lovs kapitel 16 og de regler, der er udstedt i medfør af § 157, og af koncernregnskaber omfattet af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder anses i øvrigt enhver, som Finanstilsynet anser som part i sagen.

Frister
§ 261

De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dags- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2 Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3 Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.

Stk. 4 Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5 Udløber en frist i en weekend eller på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

Kommunikation
§ 262

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra erhvervsministeren, Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt, og fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

§ 263

En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for den, meddelelsen er adresseret til.

§ 264

Hvor det i denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end erhvervsministeren, Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Afgift
§ 265

Fondsmæglerselskaber og fondsmæglerholdingvirksomheder samt udenlandske investeringsselskaber, der yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter her i landet gennem en filial eller tilknyttede agenter, der er etableret her i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet.

Stk. 2 Udenlandske investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse til at yde eller udføre investeringsservice og -aktiviteter i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og for hvilket land Europa-Kommissionen ikke har vedtaget en afgørelse som omhandlet i artikel 47, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, eller hvor en sådan afgørelse ikke længere er gyldig, og som yder grænseoverskridende tjenesteydelser med investeringsservice og -aktiviteter her i landet, skal betale afgift til Finanstilsynet.

Stk. 3 Afgiften fastsættes i henhold til kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.