For udgifter efter stk. 4 udgør den samlede beløbsgrænse en øvre grænse for den samlede kommunale udgift i det pågældende år i opgørelsen af efterreguleringen af den kommunale budgetgaranti efter § 14, stk. 2, nr. 5, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Beskæftigelsesministeriet opgør den endelige beløbsgrænse for kommunerne for et regnskabsår som antallet af personer efter stk. 2 ganget med grænsen efter stk. 3 for 2026 og efter stk. 7 for efterfølgende år.
Stk. 2 Beregningen af den samlede beløbsgrænse for kommunerne, jf. stk. 1, sker på grundlag af antallet af personer, som er omfattet af § 6, nr. 1-10, herunder personer, der deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 eller 6 ugers jobrettet uddannelse efter kapitel 9. Personer, som er i fleksjob eller modtager tilskud til selvstændig virksomhed, og personer, der er omfattet af et program efter integrationsloven, indgår ikke i beregningen. Beskæftigelsesministeriet opgør det endelige antal af fuldtidspersoner for hele året.
Stk. 3 For 2026 gælder en grænse på 11.045 kr. pr. fuldtidsperson (2026-niveau) i målgruppen, jf. stk. 2. En tilsvarende grænse kan fastsættes for efterfølgende år i henhold til stk. 7.
Stk. 4 Beløbsgrænsen, jf. stk. 1, gælder for kommunernes udgifter under ét til partnerskabsaftaler efter § 15, tilbud om vejledning og opkvalificering efter § 91, udgifter til mentorstøtte efter § 167, undervisningsmateriale efter § 172, stk. 3, og merudgiftsgodtgørelse efter § 176. Samme beløbsgrænse gælder også for udgifterne til personer omfattet af arbejdspligt efter § 105 a, som får tilbud om vejledning og opkvalificering efter § 91, jf. § 105 b. Beløbsgrænsen vedrører kommunernes reale udgifter efter fradrag af statsrefusion.
Stk. 5 Beskæftigelsesministeriet offentliggør senest den 1. juli en foreløbig grænse efter stk. 7 for det kommende år. Beskæftigelsesministeriet offentliggør senest den 31. december den endelige grænse efter stk. 7 for det kommende år.
Stk. 6 Den 1. januar hvert år reguleres grænsen i stk. 3 med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Ved den årlige regulering af grænsen i stk. 3 oprundes det regulerede beløb til nærmeste hele beløb. Beløbet før oprunding danner grundlag for det kommende års satsregulering.
Stk. 7 Beskæftigelsesministeriet fastsætter efter reglerne i stk. 1-6 den foreløbige og endelige grænse pr. fuldtidsperson for 2027 og efterfølgende år.