Lov om Aarhus Letbane Kapitel 2

Denne konsoliderede version af lov om Aarhus Letbane er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 432 af 16. maj 2012,
som ændret ved lov nr. 155 af 18. februar 2015

Kapitel 2 1 Aarhus Letbane I/S’ formål og ledelse
§ 4

Aarhus Letbane I/S’ formål er at anlægge Aarhus Letbane, jf. § 2. Selskabet foretager offentligt udbud af anlæg af letbanen.

Stk. 2 Udbuddet af letbanen kan også omfatte indkøb af letbanetog, værksted og depot, jf. § 14, stk. 3.

Stk. 3 Udbuddet af letbanen kan ligeledes omfatte hel eller delvis elektrificering af Grenaabanen eller Odderbanen eller begge dele, jf. § 10, stk. 3.

Stk. 4 Kontrakt om anlæg af letbanen eller ændringer heri kan kun indgås, hvis der er enighed herom mellem Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

§ 5

Aarhus Letbane I/S ledes af en bestyrelse og en direktion.

§ 6

Selskabslovens kapitel 1-3 og 6, 7, 9 og 20 finder med de tilpasninger, der følger af denne lov, anvendelse for Aarhus Letbane I/S.

§ 7

Aarhus Kommune og Region Midtjylland fastsætter i fællesskab en vedtægt for Aarhus Letbane I/S.

Stk. 2 Aarhus Letbane I/S skal på begæring uden unødigt ophold stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

§ 8

Årsregnskabslovens regler, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Aarhus Letbane I/S.

Stk. 2 Aarhus Letbane I/S’ regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, der udpeges af Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

§ 9

Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Aarhus Letbane I/S.