Kørekortbekendtgørelsen § 96

Denne konsoliderede version af kørekortbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kørekort

Bekendtgørelse nr. 1402 af 30. november 2023

§ 96

Ansøgning om fornyelse af et kørekort ved udløb af gyldighedstiden for en eller flere kategorier indleveres til kommunen. Ansøgningen kan indleveres til enhver kommune, uanset hvor ansøgeren har bopæl. Ansøgeren skal hos kommunen udfylde underskriftsrubrikken i et stamkort.

Stk. 2 Ansøgning om fornyelse af kørekort til kategori C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring og kørekort med påtegning om godkendelse som kørelærer skal vedlægges et fotografi og en lægeattest, jf. § 3, stk. 2 og 4. Ansøgeren skal endvidere godtgøre sin identitet, jf. § 4, stk. 1-5. Bestemmelserne i § 3, stk. 3 og 5, samt § 5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Ansøgning om fornyelse af kørekort til kategori AM, A1, A2, A, B og B/E skal vedlægges et fotografi, jf. § 3, stk. 2. Ansøgeren skal endvidere godtgøre sin identitet, jf. § 4, stk. 1-5. Bestemmelserne i § 3, stk. 3 og 5, samt § 5 finder tilsvarende anvendelse. Er kørekortets gyldighedstid individuelt fastsat efter § 86, stk. 1, skal ansøgning om fornyelse af kørekort tillige vedlægges en lægeattest, jf. § 3, stk. 4. Dette gælder dog ikke ansøgning om fornyelse af kørekort til lille knallert.

Stk. 4 Ved ansøgning om fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring finder § 29, stk. 6 og 7, tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen sender ansøgninger om fornyelse af kørekort med påtegning om godkendelse som kørelærer til Færdselsstyrelsen, som træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at få kørelærergodkendelsen fornyet, jf. færdselslovens § 66, stk. 3.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen sender ansøgninger om fornyelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til Færdselsstyrelsen, som træffer afgørelse om, hvorvidt fornyelse kan ske, jf. straffelovens § 78, stk. 3.

Stk. 7 Udstedelse af kørekort i forbindelse med fornyelse af et kørekort udstedt før den 19. januar 2013 sker i medfør af §§ 141-146. Bestemmelserne i § 95, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 8 Udlevering af det nye kørekort kan først ske, når ansøgeren har afleveret sit tidligere udstedte kørekort til kommunen.

Stk. 9 Er ansøgerens kørekort udløbet ved tidspunktet for ansøgning om fornyelse af kørekortet, skal ansøgeren aflevere kørekortet til kommunen ved indlevering af ansøgningen.