Jagttegnsbekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af jagttegnsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om jagttegn

Bekendtgørelse nr. 491 af 18. marts 2021

Kapitel 4 Haglskydeprøven og påtegning om tilladelse til jagt med haglgevær
§ 17

Jagt og regulering med glatløbet haglgevær må, jf. dog stk. 3, kun udøves af personer, der

  • 1) har bestået haglskydeprøven efter reglerne i dette kapitel, og som har påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med glatløbet haglgevær, eller

  • 2) uden at bestå haglskydeprøven har opnået påtegning om tilladelse til jagt med glatløbet haglgevær på jagttegnet i henhold til tidligere gældende regler.

Stk. 2 Haglskydeprøven kan kun aflægges af personer, der er jagttegnsberettigede, jf. kapitel 1, og fyldt 16 år.

Stk. 3 Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og som kan dokumentere at have tilladelse fra den relevante nationale myndighed til at udøve jagt med glatløbet haglgevær i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, kan ved udstedelse af dansk jagttegn, jf. § 2, på begæring få påtegning på jagttegnet om tilladelse til jagt med glatløbet haglgevær. Miljøstyrelsen kan betinge påtegningen af, at den pågældende aflægger og består haglskydeprøven efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 4 Jagt og regulering med luftgevær og våben med randtænding må kun udøves af personer, der lever op til betingelserne i stk. 1 eller i § 24, stk. 1, jf. § 24, stk. 5.

§ 18

Meddelelse om tid og sted for haglskydeprøvernes afholdelse annonceres på »Mit jagttegn«.

Stk. 2 Tilmelding til haglskydeprøve skal ske digitalt på »Mit jagttegn«.

Stk. 3 Inden tilmelding til haglskydeprøven skal der til Miljøstyrelsen betales et prøvegebyr på 200 kr. Betaling skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«.

Stk. 4 Tilmelding skal ske senest 3 dage inden prøvens afholdelse kl. 12.

Haglskydeprøvens afholdelse og indhold
§ 19

Haglskydeprøven administreres af Miljøstyrelsen, som kan henlægge opgaven med afholdelse af haglskydeprøven til private organisationer. Haglskydeprøven aflægges for en prøvesagkyndig, der er godkendt af Miljøstyrelsen.

§ 20

Aspiranter, der er forhindret i at møde til haglskydeprøven, skal melde afbud til prøven via »Mit jagttegn« senest 4 dage før haglprøvens afholdelse. Sker afmelding ikke rettidigt, skal der ved tilmelding til en ny prøve betales nyt gebyr.

Stk. 2 Inden prøven aflægges, skal den enkelte aspirant for den prøvesagkyndige forevise gyldigt jagttegn samt fotolegitimation med angivelse af personnummer.

§ 21

Haglskydeprøven skal aflægges på en skydebane godkendt i henhold til bekendtgørelse om skydebaners indretning, anlæggelse og anvendelse. Aspiranten skal medbringe det glatløbede haglvåben, der ønskes aflagt prøve med og den fornødne ammunition. Ammunitionen skal være flugtskydningsammunition, dvs. patroner med haglstørrelse 7-9 og en haglladning på maksimalt 28 g.

§ 22

For at bestå haglskydeprøven skal aspiranten afgive skud til 6 højreduer, 6 venstreduer og 6 bagduer, dog således at kategorien afsluttes, når 2 duer i hver kategori er ramt. Der må maksimalt anvendes 18 patroner til prøven. For at bestå haglskydeprøven skal 2 duer i hver kategori være ramt.

Stk. 2 Den prøvesagkyndige afgør, hvorvidt kravene i stk. 1, for bestået prøve er opfyldt.

Stk. 3 Hvis aspiranten under prøvens aflæggelse efter den prøvesagkyndiges skøn ikke udviser forsvarlig og korrekt behandling af våbnet, skal den prøvesagkyndige indstille prøven med det resultat, at den ikke er bestået.

Stk. 4 Den prøvesagkyndige udsteder et prøvebevis, såfremt aspiranten har aflagt haglskydeprøve, og den er bestået.

Efter haglskydeprøvens aflæggelse
§ 23

Bevis for bestået haglskydeprøve er i den resterende del af det jagtår, hvor prøven er bestået, sidestillet med den påtegning, der er nævnt i stk. 4, såfremt det medbringes sammen med jagttegnet i forbindelse med udøvelse af hagljagt.

Stk. 2 Såfremt haglskydeprøven ikke bestås, kan fornyet aflæggelse af prøven først ske, når betaling af nyt prøvegebyr og tilmelding via »Mit jagttegn« er sket, jf. § 18. Aspiranten kan kun aflægge én haglskydeprøve på samme prøvedag.

Stk. 3 Den, der afholder haglskydeprøven, jf. § 19, meddeler digitalt Miljøstyrelsen resultatet af de afholdte haglskydeprøver.

Stk. 4 Når Miljøstyrelsen har modtaget meddelelse om bestået haglskydeprøve, jf. stk. 3, giver styrelsen påtegning på jagttegnet for kommende jagtår om tilladelse til jagt med glatløbet haglgevær.