Forsikringsvirksomhedsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af forsikringsvirksomhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forsikringsvirksomhed i tværgående pensionskasser, livsforsikringsselskaber og skadesforsikringsselskaber m.v. (lov om forsikringsvirksomhed)

Lov nr. 718 af 13. juni 2023,
jf. lovbekendtgørelse nr. 169 af 16. februar 2025,
som ændret ved lov nr. 711 af 20. juni 2025

Kapitel 4 1 Selskabsform, aktiekapital og udbyttedeling m.v.
Selskabsform
§ 39

Forsikringsselskaber skal være aktieselskaber, gensidige selskaber eller tværgående pensionskasser. Captivegenforsikringsselskaber skal være aktieselskaber.

Stk. 2 Forsikringsselskaber som nævnt i stk. 1 skal have en bestyrelse og direktion.

Aktiekapital, egne aktier m.v.
§ 40

Er et forsikringsselskab et aktieselskab, skal aktiekapitalen indbetales fuldt ud. Immaterielle aktiver kan ikke anvendes til indbetaling af aktiekapital.

Stk. 2 I forsikringsselskaber kan deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeværdi ikke finde sted.

Stk. 3 Et forsikringsselskab må ikke mod vederlag erhverve egne aktier til eje eller pant, hvis den pålydende værdi af selskabets og dets datterselskabers samlede beholdning af aktier i selskabet som følge af erhvervelsen vil overstige 10 pct. I den tilladte beholdning af egne aktier medregnes aktier, der er erhvervet af tredjemand i eget navn, men for virksomhedens regning.

Stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte regler for egne udstedte instrumenter, der kan indgå i kapitalgrundlaget, herunder regler om indløsning og erhvervelse af egne udstedte instrumenter for finansielle holdingvirksomheder, som ikke er omfattet af Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber.

§ 41

Beslutning om, at nye aktier skal kunne indbetales ved konvertering af gæld i medfør af § 161 i selskabsloven, skal godkendes af Finanstilsynet.

§ 42

§ 199 i selskabsloven finder ikke anvendelse på et forsikringsselskabs anskaffelse af egne aktier.

Udbytteuddeling m.v.
§ 43

Som udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber kan kun anvendes årets resultat (overskud) i henhold til den godkendte årsrapport for sidste regnskabsår, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne i medfør af lov eller selskabets vedtægter, efter fradrag dels af udækket underskud, dels af beløb, der i medfør af lov eller selskabets vedtægter skal henlægges til en sikkerhedsfond eller til andre formål.

Stk. 2 Som ekstraordinært udbytte kan anvendes:

  • 1) Midler, der er omfattet af stk. 1.

  • 2) Overskud i det indeværende regnskabsår frem til datoen for mellembalancen, jf. § 183, stk. 2, i selskabsloven, hvis beløbet ikke er uddelt, forbrugt eller bundet.

  • 3) Frie reserver, der er opstået eller blevet frigjort i det indeværende regnskabsår.

§ 44

Så længe gruppe 1-forsikringsselskabet ikke opfylder solvenskapitalkravet, jf. § 154, eller minimumskapitalkravet, jf. § 155, eller gruppe 2-forsikringsselskabet ikke opfylder basiskapitalkravet i § 156, kan der ikke udbetales udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionærer, rente til garanter eller beløb til medlemmer i gensidige selskaber.

§ 45

I forsikringsselskaber, der er aktieselskaber, kan uddeling af selskabets midler til aktionærerne ud over efter §§ 43 og 44 kun finde sted som udlodning i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen eller selskabets opløsning, herunder ved likvidation.

Stk. 2 I gensidige selskaber kan uddeling til medlemmer ud over efter stk. 1 kun ske i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i vedtægterne.

Stk. 3 Udbytte eller ekstraordinært udbytte til aktionærer, rente til garanter eller udbetaling til medlemmer i gensidige selskaber må ikke overstige, hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets og i moderselskaber koncernens økonomiske stilling.