Folketingsvalgloven § 96a

Denne konsoliderede version af folketingsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til folketinget

Lov nr. 271 af 13. maj 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1380 af 5. december 2024,
som ændret ved lov nr. 1703 af 30. december 2024 og lov nr. 719 af 20. juni 2025

§ 96a

Ved folkeafstemninger, der ikke afholdes på Færøerne henholdsvis i Grønland, gælder stk. 2-5.

Stk. 2 Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste på Færøerne eller i Grønland, anses for at have fast bopæl i Danmark.

Stk. 3 Følgende personer, der midlertidigt har taget ophold på Færøerne eller i Grønland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark:

  • 1) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste på Færøerne eller i Grønland som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.

  • 2) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.

  • 3) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste på Færøerne eller i Grønland af en dansk hjælpeorganisation.

  • 4) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland i uddannelsesøjemed.

  • 5) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland af helbredsmæssige grunde.

  • 6) Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, og som i henseende til tilknytningen til Danmark ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.

Stk. 4 Personer, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, anses ligeledes for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de agter at vende tilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen.

Stk. 5 En person, der samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 2, 3 eller 4, anses for at have fast bopæl i Danmark, såfremt de pågældende to samlevende

  • 1) har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller

  • 2) opfylder betingelserne for at indgå ægteskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.