Folketingsvalgloven § 96b

Denne konsoliderede version af folketingsvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om valg til folketinget

Lov nr. 271 af 13. maj 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 08. januar 2024

§ 96b

Vælgere, der er omfattet af § 96 a, og som er registreret i Det Centrale Personregister (CPR) som udrejst eller med bopæl i Grønland, skal efter anmodning optages på en særlig valgliste i Københavns Kommune, hvis der er truffet afgørelse herom senest 7.-dagen før valgdagen.

Stk. 2 Vælgere, der har haft ophold på Færøerne henholdsvis i Grønland i mere end 4 år, kan kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 96 a for at være opfyldt. Hvis der i øvrigt er tvivl om, hvorvidt en vælger er omfattet af § 96 a, kan vælgeren kun optages på valglisten, såfremt Valgnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 96 a for at være opfyldt.

Stk. 3 Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 96 a, stk. 2 eller 3, eller § 96 a, stk. 5, jf. stk. 2 eller 3, gælder i 2 år fra afgørelsens dato. Indgiver vælgeren inden udløbet af den i 1. pkt. nævnte periode anmodning om fornyet optagelse på valglisten, forlænges perioden, indtil der er truffet afgørelse. Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 96 a, stk. 4, gælder i 2 år regnet fra datoen for udrejsen. Afgørelse om optagelse på valglisten af en vælger, der er omfattet af § 96 a, stk. 5, jf. stk. 4, gælder i 2 år regnet fra datoen for udrejsen for den person omfattet af § 96 a, stk. 4, vælgeren har den i § 96 a, stk. 5, nævnte tilknytning til.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om optagelse på listen og om listens udarbejdelse.