Kapitel 7 Ophør og bevarelse af opholdsret
Tidsbegrænset opholdsret efter §§ 5-8, §§ 10-14, § 16, stk. 2 og 3, og § 17, stk. 2, jf. stk. 3, ophører, hvis den pågældende ikke længere opfylder betingelserne, der er nævnt i disse bestemmelser. Modtagelse af sociale ydelser medfører ikke automatisk, at tidsbegrænset opholdsret efter 1. pkt. ophører.
Stk. 2 Tidsbegrænset opholdsret for unionsborgere, hvis ret til ophold følger af § 16, stk. 1, eller § 17, stk. 1, om familiemedlemmers bevarelse af opholdsretten efter hovedpersonens død eller udrejse eller efter ophør af ægteskab, ophører, hvis den pågældende opgiver sin bopæl her i landet eller har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder.
Stk. 3 Tidsbegrænset opholdsret ophører dog ikke som følge af ophold uden for landet for danske statsborgeres familiemedlemmer omfattet af § 1, stk. 3, der har opholdt sig uden for landet som statsudsendte, eller som har opholdt sig uden for landet i forbindelse med, at den danske statsborger har været statsudsendt. 1. pkt. gælder dog kun, hvis udlændingen indrejser i Danmark senest 1 måned efter statsudsendelsens ophør eller, hvis denne frist er udsat efter ansøgning herom, inden udløbet af denne frist.
Stk. 4 For familiemedlemmer omfattet af stk. 3 kan der højest indgå en periode på 12 måneder af opholdet uden for Danmark i beregningen af, hvornår de pågældende har opnået tidsubegrænset opholdsret i henhold til § 18, jf. § 18, stk. 4, nr. 3.
Tidsubegrænset opholdsret efter §§ 18-20 ophører, hvis den pågældende har opholdt sig uden for landet i mere end 2 på hinanden følgende år.
Stk. 2 Tidsubegrænset opholdsret ophører dog ikke som følge af ophold uden for landet for danske statsborgeres familiemedlemmer omfattet af § 1, stk. 3, der har opholdt sig uden for landet som statsudsendte, eller som har opholdt sig uden for landet i forbindelse med, at den danske statsborger har været statsudsendt. 1. pkt. gælder dog kun, hvis udlændingen indrejser i Danmark senest 1 måned efter statsudsendelsens ophør eller, hvis denne frist er udsat efter ansøgning herom, inden udløbet af denne frist.
Afgørelser om ophør af opholdsret skal meddeles skriftligt og skal begrundes i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom, jf. dog § 39.
Stk. 2 Hvis en persons opholdsret ophører efter §§ 29-30, træffer Styrelsen for International Rekruttering og Integration afgørelse om, hvorvidt den pågældende bibeholder sit opholdsgrundlag. Bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 1, finder anvendelse. Opholdskort for udstationerede tredjelandsstatsborgere, jf. § 25, og opholdskort for familiemedlemmer, jf. §§ 26 og 28, spærres, hvis der træffes afgørelse om, at indehaveren ikke længere har ret til at opholde sig her i landet.
Stk. 3 Det kan efter ansøgning bestemmes, at en opholdsret ikke skal anses for ophørt i de tilfælde, der er nævnt i § 29, stk. 2, og § 30.