Kapitel 4 1 Kontrol
Erhvervsstyrelsen fører kontrol med, at denne lov og regler fastsat i medfør heraf overholdes.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan kræve at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for udførelse af kontrollen efter stk. 1. Oplysningerne kan kræves meddelt af virksomheder eller personer, der projekterer, driver og udfører elektriske anlæg eller elektriske installationer, og ejere og brugere af elektriske anlæg eller elektriske installationer.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen eller bemyndigede efter § 24 må ikke oplyse andre om, at Erhvervsstyrelsen har modtaget en anmeldelse fra en arbejdstager eller dennes repræsentant.
Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed foretage registersamkøring af oplysninger fra egne registre og offentligt tilgængelige oplysninger, der er indhentet hos andre offentlige myndigheder.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i det omfang, det er af væsentlig betydning for kontrollen efter § 13, stk. 1, indhente ikke offentligt tilgængelige oplysninger fra offentlige myndigheder med henblik på registersamkøring i kontroløjemed.
Erhvervsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at tilvejebringe oplysninger til brug for gennemførelse af kontrol efter denne lov.
Stk. 2 Politiet yder om fornødent Erhvervsstyrelsen bistand hertil.
Erhvervsstyrelsen kan påbyde ejeren eller brugeren af et elektrisk anlæg eller en elektrisk installation at lade en autoriseret elinstallatørvirksomhed foretage eftersyn af anlægget eller af installationen for ejers eller brugers egen regning.
Erhvervsstyrelsen kan påbyde ejeren eller brugeren af et elektrisk anlæg eller en elektrisk installation at få udbedret fejl og mangler ved anlægget eller installationen for ejers eller brugers egen regning.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan tillige påbyde ejeren af et elektrisk anlæg at foretage ændringer i anlæggets kvalitetsledelsessystem for ejerens egen regning.
Erhvervsstyrelsen kan forbyde brug af elektriske anlæg og elektriske installationer, der ikke overholder regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1 og 2, eller sikkerhedskravet i § 3.
Stk. 2 Overtrædes et forbud efter stk. 1, kan Erhvervsstyrelsen lade elforsyningen til det pågældende anlæg eller den pågældende installation afbryde for ejers eller brugers regning. Erhvervsstyrelsen kan give påbud til den, der driver et elektrisk anlæg til distribution af elektrisk energi, om at foretage afbrydelse af elforsyningen, hvis forbud efter stk. 1 overtrædes.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan kræve omkostninger til afbrydelse af elforsyningen refunderet af den, der har fået meddelt forbud efter stk. 1.
Erhvervsstyrelsen kan påbyde den, der har fået meddelt en dispensation med vilkår efter § 6, stk. 1, at overholde disse.
Erhvervsstyrelsen kan oplyse offentligheden om faren ved elektriske anlæg og elektriske installationer, når der er meddelt et påbud eller et forbud efter § 16, § 17 og, § 18, stk. 1.
Stk. 2 Ved oplysning efter stk. 1 kan Erhvervsstyrelsen kun videregive oplysninger, der har karakter af forretningshemmeligheder, når dette findes nødvendigt for at beskytte forbrugernes sikkerhed.
Erhvervsstyrelsen kan bemyndige andre myndigheder og private virksomheder til at
-
1) udføre kontrolopgaver efter § 13, stk. 1,
-
2) bistå Erhvervsstyrelsen med gennemførelse af kontrol efter § 13, stk. 1, eller
-
3) udstede påbud eller forbud efter § 16, § 17 og § 18, stk. 1.
Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med en bemyndigelse efter stk. 1 stille krav om, at myndigheden eller virksomheden er akkrediteret til inspektion. Den pågældende myndighed eller virksomhed afholder omkostningerne i forbindelse med akkrediteringen.
Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med en bemyndigelse efter stk. 1 stille krav om habilitet, om tekniske kvalifikationer og om ansvarsforsikring. Erhvervsstyrelsen kan endvidere stille krav om, at påbud eller forbud indeholder oplysning om klageadgang, jf. § 33, stk. 2.
Stk. 4 Ansatte hos myndigheder og virksomheder, der er bemyndiget i henhold til stk. 1, har tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 f.