Dyreforsøgsbekendtgørelsen Kapitel 12

Denne konsoliderede version af dyreforsøgsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dyreforsøg

Bekendtgørelse nr. 2028 af 14. december 2020

Kapitel 12 Forsøgsdyrenes pasning, pleje m.v.
§ 48

Forsøgsdyrene skal i videst muligt omfang vænnes til nær kontakt med mennesker, så det enkelte forsøgsdyr gennem hyppige kontakter bliver fortroligt med menneskers tilstedeværelse og aktivitet. Om nødvendigt skal dyrene trænes i daglige rutiner.

Stk. 2 Forsøgsdyr, der skal gruppeopstaldes, skal om nødvendigt socialiseres til harmoniske grupper.

§ 49

Ved tilgangen af et forsøgsdyr til et opstaldningssted eller det sted, hvor forsøget skal foregå, samt i tilfælde af at forsøgsdyr flyttes, skal der af hensyn til forsøgsdyrets velfærd og sundhed foretages de foranstaltninger, der efter en konkret vurdering er nødvendige for at akklimatisere forsøgsdyret til de nye forhold.

§ 50

Forsøgsdyrene skal i nødvendigt omfang trænes til forsøgssituationen, så stress og anden lidelse i forbindelse med forsøget undgås mest muligt.

Stk. 2 Træning af forsøgsdyrene kan dog undlades, hvis træningen i sig selv vil medføre stress eller anden lidelse, som svarer til eller overstiger, hvad der påføres forsøgsdyret ved forsøget.

§ 51

Forsøgsdyr, der i kortere eller længere tid befinder sig udendørs, skal i overensstemmelse med deres behov beskyttes mod overlast som følge af de vejr- og temperaturmæssige forhold. Dyrenes færden må ikke være begrænset til udendørsarealer under klimatiske forhold, der kan være en psykisk belastning for dyrene.

Stk. 2 Ved hel eller delvis udendørs opstaldning skal temperaturen om nødvendigt overvåges og registreres.

§ 52

Mærkning af forsøgsdyr til identifikation m.v. skal ske så smertefrit som muligt og må kun foretages af en dyrlæge eller en person, der er uddannet og øvet i at udføre mærkningen. Hvis mærkningen vil medføre stærke smerter eller ubehag for forsøgsdyret, skal der anvendes bedøvelse eller smertestillende midler.

Stk. 2 Mærkningen må ikke medføre varig gene for forsøgsdyret.