Bilag 3

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Skemaer med tærskelværdier for niveauinddeling af virksomheder, jf. § 4.)

  • Bilag 2 (Skemaer med tærskelværdier for klassificering af anlæg, jf. § 6.)

  • Bilag 3 (Oplysninger, som virksomheder skal indsende til Energistyrelsen til brug for Energistyrelsens niveauinddeling af virksomheder og klassificering af anlæg, jf. § 9.)

  • Bilag 4 (Øvelseselementer, jf. § 20)

  • Bilag 5 (Sektorer af særligt kritisk betydning)

Oplysninger, som virksomheder skal indsende til Energistyrelsen til brug for Energistyrelsens niveauinddeling af virksomheder og klassificering af anlæg, jf. § 9.
Bilag 3

1) Virksomhedens navn, adresse og CVR-nummer.

2) Den relevante delsektor, som virksomheden er omfattet af, jf. § 2 i lov om styrket beredskab i energisektoren.

3) Beskrivelse af den eller de tjenester, som virksomheden leverer til den relevante delsektor, jf. nr. 2.

4) Ajourførte kontaktoplysninger på virksomheden, herunder e-mailadresser, IP-intervaller og telefonnumre.

5) De medlemsstater i Den Europæiske Union, hvor virksomheden leverer tjenester.

6) Virksomhedens bevilling til energiproduktion.

7) Oplysninger om den samlede energimængde, som virksomheden håndterer inden for en nærmere fastsat tidsperiode, herunder:

a) Kapaciteten af den elektricitet, som elproducenter, udpegede elektricitetsmarkedsoperatører og markedsdeltagere, der leverer tjenester, som vedrører aggregering, fleksibelt elforbrug eller energilagring kan producere, forbruge eller udveksle med det kollektive net.

b) Kapaciteten af den elektricitet, som operatører af ladepunkter kan håndtere eller udveksle med det kollektive net. Oplysningerne omfatter både den samlede effekt af de installerede ladepunkter samt den tilgængelige kapacitet for den samlede portefølje af ladepunkter.

c) Kapaciteten af den elektricitet, som operatører af brintproduktion kan forbruge fra det kollektive elnet.

d) Mængden af el, som distributionssystemoperatører i det seneste fulde kalenderår har distribueret.

e) Mængden af gas, som gasforsyningsvirksomheder, LNG-systemoperatører, naturgasvirksomheder, operatører af naturgasraffinaderier og –behandlingsanlæg og operatører inden for brintlagring årligt injicerer i eller opgraderer til et gasnet eller årligt behandler eller producerer. Mængden skal opgøres i Nm3.

f) Lagersystemoperatørers udtrækskapacitet og injektionskapacitet opgjort i Nm3 gas pr. dag.

g) Mængden af gas, som distributionssystemoperatører og operatører inden for brinttransmission håndterer. Mængden skal opgøres i Nm3 gas pr. time.

h) Kapaciteten samt den transporterede mængde gas, som operatører af opstrømsrørledningsnet kan håndtere og som virksomheden har solgt eller på anden måde håndteret i det seneste fulde kalenderår.

i) Mængden af olie, som operatører af olieproduktionsanlæg, herunder offshore olieanlæg, har produceret årligt de seneste fem år samt den forventede produktion af olie i det indeværende kalenderår.

j) Den samlede kapacitet af de olielagre, herunder olieterminaler, som operatører af olielagre ejer.

k) Mængden af olie, som operatører af olieraffinaderier og oliebehandlingsanlæg har forarbejdet årligt de seneste fem år samt den forventede forarbejdning af olie i det indeværende kalenderår.

l) Kapaciteten samt den transporterede mængde olie, som operatører af olietransmission kan håndtere og som virksomheden har solgt eller på anden måde håndteret i det seneste fulde kalenderår.

m) Det samlede mængde olieprodukter, som operatører af tankstationer har solgt det seneste kalenderår. Mængden skal opgøres i m3. Desuden skal operatører af tankstationer oplyse det samlede antal tankstationer, som denne ejer.

n) Mængden af varme og køling, som operatører af fjernvarme og fjernkøling har solgt årligt de seneste tre kalenderår.

8) Oplysninger om det antal slutbrugere, som virksomheden forsyner, herunder:

a) Antallet af slutbrugere i distributionssystemoperatørers forsyningsområde

b) Antallet af slutbrugere, til hvilke operatører af bygas fremfører bygas.

9) Oplysninger om virksomhedens anlæg efter nr. 10-15, herunder antal anlæg, type af anlæg, anlæggets geografiske placering og energimængden, som anlægget samlet set kan håndtere eller har håndteret inden for en nærmere fastsat tidsperiode.

10) Produktionsanlæg, anlæg med systembærende egenskaber, stationer til el-distribution og el-transmission og forbindelser i el-systemet, som håndterer energimængder svarende til tærskelværdierne for anlæg i elsektoren, jf. skema 1 i bilag 2, herunder kraftværker, nødstartsanlæg, transformerstationer, kabelovergangsstationer, stationsanlæg, kabelanlæg, luftledningsanlæg, ledningsstrækninger, tilbageførelsesanlæg, forbindelseslinjer, anlæg med vindmøller (inkl. havmøller), solceller, batterier og brintproducerende anlæg.

11) Anlæg i gassektoren, der håndterer energimængder efter tærskelværdierne for anlæg i gassektoren, jf. skema 2 i bilag 2, herunder kompressorstationer, gaslagerfaciliteter, beskyttelsesanlæg, stationer (M/R stationer, tilbageførelsesanlæg, linjeventilstationer, ledningsstrækninger), ledninger (transmissionsledninger), opstrømsrørledningsnet, naturgasraffinaderier og –behandlingsanlæg, gasproduktionsanlæg, opgraderingsanlæg, LNG-faciliteter samt kontrolrum, der styrer, regulerer eller overvåger gasleverancer.

12) Brintproducerende anlæg, som forbruger eller udveksler elektricitet svarende til tærskelværdierne for anlæg i elsektoren, jf. skema 1 i bilag 2 samt anlæg inden for brintlagring og brinttransmission, der håndterer mængder svarende til tærskelværdierne for anlæg i gassektoren jf. skema 2 i bilag 2.

13) Anlæg i oliesektoren, der håndterer energimængder efter tærskelværdierne for anlæg i oliesektoren, jf. skema 3 i bilag 2, herunder olieproduktionsanlæg, olieraffinaderier, oliebehandlingsanlæg, olielagre, olieterminaler og olietransmissionsanlæg, herunder olierørledninger.

14) Antal anlæg i fjernvarme- og fjernkølingssektoren, som håndterer energimængder svarende til tærskelværdierne for anlæg i fjernvarmesektoren, jf. skema 4 i bilag 2, herunder kraftvarmeværker, fjernkølingsanlæg, spids- og reservelastanlæg, ledningsnet, pumpestationer, varmevekslerstationer, varmepumper og kontrolrum.

15) Kontrolrum, der styrer, regulerer eller overvåger leverancer til et energisystem svarende til tærskelværdierne i bilag 1 og bilag 2.

16) Oplysninger om virksomhedens omsætning, balance og medarbejderantal de seneste to afsluttede kalenderår. Der ønskes følgende oplysninger fra de seneste to afsluttede kalenderår:

a) Om virksomheden havde en omsætning på minimum 10 mio. EUR.

b) Om virksomheden havde en omsætning på minimum 50 mio. EUR.

c) Om virksomheden havde en balance på minimum 10 mio. EUR.

d) Om virksomheden havde en balance på minimum 50 mio. EUR.

e) Om virksomheden havde minimum 50 ansatte.

f) Om virksomheden havde minimum 250 ansatte.