Folketinget har senest med virkning fra dagen efter det førstkommende folketingsvalg efter vedtagelsen af beslutningsforslag nr. B 168, folketingsåret 2024-25, truffet beslutning om de stående udvalgs benævnelser og sagsområder. Nedenfor fremgår en samlet oversigt over udvalgenes herefter gældende benævnelser og sagsområder.
1) Udvalget for Forretningsordenen (UFO)
Folketingets arbejdsformer og godkendelse af valg
Udvalget beskæftiger sig bl.a. med grundloven og Folketingets forretningsorden, som indeholder reglerne for, hvordan arbejdet i Folketinget foregår.
Udvalget træffer beslutninger om Folketingets budget og om visse personaleforhold i Folketingets Administration.
Udvalget behandler også sager om ministres retlige og politiske ansvar og om folketingsmedlemmers vilkår og retlige immunitet.
Udvalget udarbejder indstillinger til Folketinget om at godkende stedfortrædere for folketingsmedlemmer, godkendelse af valg m.v.
2) Beskæftigelses- og Ligestillingsudvalget (BEU)
Arbejdsmarkedsforhold og ligestilling mellem køn
Udvalget arbejder bl.a. med regler og rettigheder på arbejdsmarkedet, beskæftigelsesindsatsen, arbejdsmiljø og ydelser til personer, der er helt eller midlertidigt uden for arbejdsmarkedet, f.eks. folkepension, førtidspension, visse former for uddannelseshjælp og dagpenge ved sygdom, fødsel m.v.
Udvalget arbejder også med ligestilling mellem køn både nationalt og internationalt.
3) Børne-, Undervisnings- og Forskningsudvalget (BUU)
Pasning af børn, skoler, uddannelse og forskning
Udvalget beskæftiger sig med alle former for dagtilbud og pasningsordninger til børn indtil skolestart.
Udvalget arbejder bl.a. med grundskolen, fritids- og klubtilbud til børn og unge, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser m.v.
Udvalget arbejder også med det samlede forskningsområde, f.eks. rammerne for og driften af forskningsinstitutioner og finansiering af forskning.
4) Erhvervs- og Digitaliseringsudvalget (ERU)
Erhvervslivet, it og digitalisering af den offentlige sektor
Udvalget arbejder bl.a. med erhvervs- og forbrugerregulering, innovation og erhvervsfremme, selskabslovgivning, konkurrencevilkår, handel og iværksætteri.
Udvalget arbejder også med it, teleforsyning, digitalisering, databeskyttelse og borgernes rettigheder i den digitale verden m.v.
5) Europaudvalget (EUU)
Behandling af regeringens forhandlingsoplæg til EU-politik og koordinering af Folketingets arbejde med EU-sager
Udvalget arbejder med EU-politik generelt og behandler de forhandlingsoplæg, som regeringens ministre forelægger for udvalget i sager »af større rækkevidde« forud for forhandlinger i EU.
Udvalget beskæftiger sig også med det multilaterale handelssamarbejde under World Trade Organization og koordinerer arbejdet, når Folketinget behandler EU-sager.
6) Finansudvalget (FIU)
Finanslovsforslag og bevillingsansøgninger (aktstykker) fra ministre
Udvalget arbejder med generel økonomisk politik og behandler regeringens årlige finanslovsforslag og forslag til lov om tillægsbevilling m.v.
Udvalget behandler løbende ansøgninger om bevillinger (aktstykker) fra ministre, og udvalget kontrollerer anvendelsen af midlerne.
Udvalget behandler også statsregnskabet.
7) Færøudvalget (FÆU)
Lovgivning for Færøerne og forholdet mellem Færøerne og Danmark
Udvalget beskæftiger sig med lovgivning på de sagsområder, som Færøernes hjemmestyre ikke har overtaget ansvaret for, men hvor dansk lovgivning gælder for Færøerne, eller hvor dansk lovgivning har en særlig betydning for Færøerne.
Udvalget beskæftiger sig også med alle emner, der er knyttet til forholdet mellem Færøerne og Danmark, f.eks. inden for erhverv, miljø, kultur eller sociale forhold.
8) Grønlandsudvalget (GRU)
Lovgivning for Grønland og forholdet mellem Grønland og Danmark
Udvalget beskæftiger sig med lovgivning på de sagsområder, som Grønlands Selvstyre ikke har overtaget ansvaret for, men hvor dansk lovgivning gælder for Grønland, eller hvor dansk lovgivning har en særlig betydning for Grønland.
Udvalget beskæftiger sig også med alle emner, der er knyttet til forholdet mellem Grønland og Danmark, f.eks. inden for erhverv, kultur, miljø eller sociale forhold.
9) Indfødsretsudvalget (IFU)
Tildeling af dansk statsborgerskab
Udvalget beskæftiger sig bredt med reglerne for at kunne opnå dansk statsborgerskab. Det er udvalgets opgave at behandle lovforslagene om, hvem dansk statsborgerskab skal tildeles (lovforslagene om indfødsrets meddelelse).
Udvalget tager også stilling til, om visse ansøgere kan få dispensation fra et eller flere af kravene, der stilles i forbindelse med at kunne få dansk statsborgerskab.
10) Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget (KEF)
Klimaforandringer og forsyning af energi m.v.
Udvalget arbejder med den nationale og internationale indsats mod klimaforandringer, f.eks. CO2-reduktioner.
Udvalget arbejder også med affaldshåndtering og energi- og vandforsyning m.v.
11) Indenrigs-, Bolig- og Landdistriktsudvalget (IBL)
Styring af kommunerne og regionerne, boliger, byggeri og vilkår for landdistrikter og øer
Udvalget beskæftiger sig med hele indenrigsområdet, det vil sige bl.a. valglovgivning, folkeregistrering og styring af kommuners og regioners opgaver og økonomi m.v.
Udvalget arbejder med regulering af boliger og byggeri, byfornyelse og indsatser mod parallelsamfund i visse boligområder m.v.
Udvalget arbejder også med udviklingen i landdistrikter og på mindre øer og småøer.
12) Kultur- og Kirkeudvalget (KUU)
Kultur, kunst, idræt, medier, kirke og trossamfund
Udvalget arbejder med hele kulturområdet, bl.a. teater, film, musik, billedkunst, bygningsfredning, fortidsminder og idræt.
Udvalget arbejder med mediernes vilkår, folkeoplysning, ophavsret og nationale mindretal.
Udvalget arbejder også med folkekirken og andre trossamfunds stilling m.v.
13) Miljø- og Fødevareudvalget (MOF)
Miljø, natur og fødevareproduktion
Udvalget arbejder bl.a. med miljø- og naturbeskyttelse, råstoffer, klimatilpasning og kystsikring.
Udvalget arbejder også med landbrug, fiskeri, fødevareproduktion og dyrevelfærd.
14) Retsudvalget (REU)
Retsvæsen, politi og straffelovgivning
Udvalget arbejder med rets- og politivæsenet, straffelovgivningen og retsplejeloven m.v.
Udvalget afgiver også indstilling om valg af Folketingets ombudsmand og om Ombudsmandens årlige beretning.
15) Skatteudvalget (SAU)
Skatter, told og afgifter
Udvalget beskæftiger sig med skatter, told og afgifter og reguleringen af børne- og ungeydelse m.v.
16) Socialudvalget (SOU)
Familieret, støtte til udsatte borgere og støtte til personer med handicap
Udvalget arbejder med det familieretslige område, f.eks. ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og samværsaftaler.
Udvalget arbejder også med støtte til personer med nedsat funktionsevne og til udsatte børn, unge og voksne.
17) Sundheds- og Ældreudvalget (SUU)
Forebyggelse og behandling af sygdomme samt støtte til ældre
Udvalget arbejder med sundhedsvæsenet, sundhed og sygdomme, herunder psykiatri, patientrettigheder, patientklager, medicin og sundhedsdata m.v.
Udvalget arbejder også med støtte til ældre og ældrepleje.
18) Transportudvalget (TRU)
Transportformer, trafikinfrastruktur og statens ejendomme
Udvalget arbejder med reguleringen af en række forskellige transportformer, f.eks. bil, tog, lastbil, færge og fly, og infrastrukturen, der knytter sig disse transportformer.
Udvalget beskæftiger sig også med administrationen af statens kontorejendomme og universitetsbygninger.
19) Udenrigs- og Forsvarsudvalget (UDF)
Udenrigs-, udviklings- og forsvarspolitik og beredskabet
Udvalget arbejder med udenrigspolitik og internationalt udviklingssamarbejde.
Udvalget arbejder med forsvarspolitik og de institutioner, der hører under forsvaret.
Udvalget arbejder også med det kommunale og det statslige beredskab i forhold til naturkatastrofer, havforurening, terror, cybertrusler og lign.
20) Udlændinge- og Integrationsudvalget (UUI)
Udlændinges ophold i Danmark og integrationsindsatsen
Udvalget beskæftiger sig med reglerne for udlændinges forskellige grundlag for at opholde sig i Danmark, f.eks. asyl, familiesammenføring eller ophold på baggrund af beskæftigelse eller uddannelse.
Udvalget arbejder også med integration af udlændinge i samfundet og forebyggelse af radikalisering.
Epidemiudvalget, jf. § 7, stk. 2, har følgende sagsområde:
Kontrol med regeringens bemyndigelser under en epidemi
Udvalget har til opgave at udføre den parlamentariske kontrol med ministrenes anvendelse af visse bestemmelser om bemyndigelser i epidemiloven.