Bekendtgørelse om skadedækning fra Byggeskadefonden Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2140 af 21. december 2020

Kapitel 2 Anmeldelse og behandling af byggeskader i Afdeling A og B
§ 4

Hvis bygningsejeren konstaterer skade eller tegn herpå, skal bygningsejeren i videst muligt omfang uden ugrundet ophold søge udbedring gennemført på grundlag af indgåede entrepriseaftaler, rådgiveraftaler, købsaftaler og lignende aftaler, inden anmeldelse til Byggeskadefonden foretages. Bygningsejeren kan i den forbindelse indgå aftaler med modparter og disses forsikringsselskaber om afhjælpning, omlevering, godtgørelse, afslag og erstatning og kan i fornødent omfang inddrage teknisk og juridisk bistand hertil, jf. § 13, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2 Hvis bygningsejeren ikke opnår udbedring efter stk. 1, skal bygningsejeren herefter uden ugrundet ophold anmelde forholdet til fonden.

Stk. 3 Bygningsejeren kan ikke uden fondens godkendelse begære syn og skøn udmeldt eller anlægge rets- eller voldgiftsag, medmindre de omtvistede forhold er uden betydning for fondens dækning.

Stk. 4 Stk. 1 anvendes ikke, når udbedring af skade er uopsættelig.

§ 5

Anmeldelse skal indsendes til fonden. Kopi af anmeldelsen indsendes til kommunalbestyrelsen. Anmeldelse skal ske på et særligt ansøgningsskema, som udarbejdes af fonden.

Stk. 2 Fonden bestemmer, hvilken dokumentation anmeldelsen skal indeholde.

§ 6

Anmeldelse af byggeskade på byggerier eller renoveringer skal være kommet frem til fonden inden 20 år fra byggeriets eller renoveringsarbejdernes aflevering. For private andelsboliger opført væsentligst i bygherrens eget regi skal anmeldelse være kommet frem til fonden inden 20 år fra byggeriets skæringsdato.

Anmeldelse og behandling af byggeskader i Afdeling C
§ 7

Bygningsejeren skal uden ugrundet ophold efter opdagelsen af skade eller tegn på skade anmelde skaden til fonden, jf. § 16, stk. 1, nr. 1.

Stk. 2 I mangelafhjælpningsperioden skal ejeren dog først søge byggeskaden udbedret efter reglerne i Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB92 og AB18), jf. § 16, stk. 1, nr. 1.

§ 8

Ejeren kan indgå sædvanlige aftaler med en entreprenør eller sælger med henblik på at få byggeskaden udbedret efter § 7, stk. 2.

Stk. 2 Ejeren kan dog ikke uden fondens godkendelse med retsvirkning for fonden indgå aftaler med sine aftaleparter eller disses forsikringsselskaber om erstatning eller anden kompensation.

Stk. 3 Ejeren kan endvidere ikke uden fondens godkendelse med retsvirkning for fonden udtage stævning eller anlægge voldgiftssag om udbedring af byggeskader.

§ 9

Anmeldelse skal ske på et særligt anmeldelsesskema, som udarbejdes af fonden.

§ 10

Anmeldelse af byggeskade skal være kommet frem til fonden inden 20 år fra bygningsfornyelsesarbejdernes aflevering.