Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 347 af 28. februar 2023

Kapitel 8 Bedømmelse og karaktergivning
§ 44

Der foretages ved alle prøver en individuel bedømmelse af prøvedeltagerens præstation.

Stk. 2 Bedømmelsen sker efter reglerne i bekendtgørelse om karakterskala inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Stk. 3 Der udfyldes en karakterliste for henholdsvis den skriftlige del af prøven og den mundtlige del af prøven.

Stk. 4 En karakter er endelig, når den er indført på karakterlisten.

§ 45

Senest syv hverdage efter modtagelsen af de skriftlige besvarelser returnerer censor de bedømte besvarelser til lederen hos den prøveafholdende udbyder. Forsendelsen skal ske som sikker og sporbar post, og lederen hos den prøveafholdende udbyder skal kvittere for modtagelsen.

§ 46

Når bedømmelsen af en prøve foreligger, meddeles karakteren straks prøvedeltageren.

Stk. 2 Ved prøver, hvor bedømmelsen ikke meddeles prøvedeltageren umiddelbart efter prøven, fastsætter den prøveafholdende udbyder en dato, hvor karakteren vil blive bekendtgjort. Datoen meddeles prøvedeltagerne samtidig med meddelelsen om prøvens afholdelse, enten ved opslag eller på anden måde.

Stk. 3 Lederen hos den prøveafholdende udbyder skal i god tid og senest samtidig med meddelelse af karakteren vejlede prøvedeltageren om muligheden for at klage over bedømmelsen efter bestemmelserne i kapitel 11.

§ 47

I Prøve i Dansk 1 gives en samlet karakter for prøvens skriftlige del, som består af læseforståelse og skriftlig fremstilling, samt en karakter for den mundtlige del, som består af mundtlig kommunikation, hvori der indgår lytteforståelse. Prøve i Dansk 1 er bestået, hvis prøvedeltageren opnår et karaktergennemsnit på mindst 2,0. I beregningen af et gennemsnit for prøven vægtes den mundtlige del med to tredjedele, og den skriftlige del med en tredjedel. Gennemsnittet beregnes på baggrund af resultater opnået ved samme prøvetermin, medmindre prøven aflægges over flere terminer i medfør § 9, stk. 2.

Stk. 2 I den skriftlige del af Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 gives en karakter for læseforståelse og en karakter for skriftlig fremstilling. I den mundtlige del gives en karakter for mundtlig kommunikation, hvori der indgår lytteforståelse. Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 er bestået, hvis prøvedeltageren opnår et karaktergennemsnit på mindst 2,0. I beregningen af et gennemsnit for prøven tæller mundtlig kommunikation dobbelt. Gennemsnittet beregnes på baggrund af resultater opnået ved samme prøvetermin, medmindre prøven aflægges over flere terminer i medfør § 9, stk. 2.

Stk. 3 I den skriftlige del af Studieprøven gives en karakter for læseforståelse og en karakter for skriftlig fremstilling. I den mundtlige del gives en karakter for mundtlig kommunikation, hvori der indgår lytteforståelse. Studieprøven er bestået, hvis læseforståelse, skriftlig fremstilling og mundtlig kommunikation hver bestås med mindst karakteren 02, og læseforståelse og skriftlig fremstilling er bestået i samme prøvetermin.

§ 48

Er der sket fritagelse for en eller flere delprøver, medregnes disse ikke i karaktergennemsnittet.