Bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 347 af 28. februar 2023

Kapitel 7 Bedømmere (censorer og eksaminatorer)
§ 32

Ved bedømmelse af prøvedeltagerens præstation medvirker en censor og en eksaminator, jf. dog § 39, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3.

§ 33

Styrelsen for International Rekruttering og Integration beskikker censorer til de skriftlige prøver og til et antal af de mundtlige prøver.

Stk. 2 Styrelsen for International Rekruttering og Integration beskikker censorer efter indstilling fra de prøveafholdende udbydere. Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan fastsætte, hvor mange censorer den prøveafholdende udbyder som minimum skal indstille til beskikkelse. Fastsættelse foretages på baggrund af den prøveafholdende udbyders prøveaktivitet. Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan beskikke andre censorer end de af de prøveafholdende udbydere indstillede.

Stk. 3 De af Styrelsen for International Rekruttering og Integration beskikkede censorer pålægges censoropgaver af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Stk. 4 Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddeler de prøveafholdende udbydere fordelingen af de beskikkede censorer ved prøverne senest fire uger før prøveterminens begyndelse.

§ 34

Får en beskikket censor pludseligt forfald eller opstår der lignende omstændigheder ved prøverne, kan Styrelsen for International Rekruttering og Integration pålægge den prøveafholdende udbyder, hvor censoren er ansat, at indstille en ny censor til beskikkelse.

§ 35

Lederen hos den prøveafholdende udbyder udpeger blandt egne lærere censorer til bedømmelse af mundtlige prøver, hvor der ikke indgår beskikket censur, hos en anden prøveafholdende udbyder. Udpegning af censorer sker på foranledning af lederen hos den anden prøveafholdende udbyder.

§ 36

Censor er en lærer hos en prøveafholdende udbyder eller særligt udpeget af Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Censoren skal have et grundigt fagligt kendskab til prøven og dens niveau.

Stk. 2 Censoren må ikke være ansat hos den prøveafholdende udbyder, hvor den pågældende skal virke som censor. Når lederen hos den prøveafholdende udbyder fordeler censorarbejdet, skal det tilstræbes, at de samme to personer ikke bedømmer sammen mere end højst én gang hvert andet år.

Stk. 3 For censorer gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningsloven om inhabilitet og tavshedspligt.

§ 37

Censor skal

  • 1) påse, at de decentralt udarbejdede dele af prøverne er i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i fagbeskrivelserne for de prøvebærende moduler i danskuddannelserne, jf. bilag 1 i bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.,

  • 2) medvirke til at påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, og

  • 3) medvirke til at påse, at prøvedeltagerne får en ensartet og retfærdig behandling, og at deres præstationer får en pålidelig bedømmelse.

Stk. 2 Konstaterer censor, at kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt, eller giver forløbet af prøven censor anledning til at formode, at der har været mangler ved den forudgående undervisning, afgiver censor indberetning herom til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med kopi til lederen hos den pågældende prøveafholdende udbyder.

Stk. 3 Det påhviler censor og eksaminator at gøre notater om prøvedeltagerens præstation, bedømmelse og karakterfastsættelse til eget brug med henblik på udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag efter bestemmelserne i kapitel 11. Notaterne skal opbevares i et år.

§ 38

Eksaminator er en lærer hos den prøveafholdende udbyder med grundigt fagligt kendskab til prøven og dens niveau. Det skal tilstræbes, at eksaminator ikke er den lærer eller en af de lærere, der er ansvarlig for den enkelte prøvedeltagers undervisning.

§ 39

Ved bedømmelse af den skriftlige del af Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 medvirker en eksaminator og en beskikket censor. Ved den skriftlige del af Prøve i Dansk 1 foretages bedømmelsen alene af en beskikket censor.

Stk. 2 Når særlige forhold gør sig gældende, kan Styrelsen for International Rekruttering og Integration bestemme, at bedømmelsen ved prøvens skriftlige del i stedet foretages af to beskikkede censorer.

Stk. 3 Den skriftlige del af Studieprøven bedømmes altid af to beskikkede censorer.

Stk. 4 Censor og eksaminator må ikke påføre de originale besvarelser notater eller tegn.

Stk. 5 Ved uenighed mellem censor og eksaminator vedrørende en fælles karakter fastsættes karakteren efter reglerne i § 11, stk. 2, i bekendtgørelse om karakterskala inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Bemærkning herom medtages på karakterlisten, jf. § 44, stk. 3.

§ 40

Ved bedømmelse af den mundtlige del af Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3 medvirker en eksaminator og en censor.

Stk. 2 Den mundtlige del af Studieprøven bedømmes altid af en eksaminator og en beskikket censor.

Stk. 3 Ved uenighed mellem censor og eksaminator om en fælles karakter, fastsættes karakteren efter reglerne i § 11 stk. 2, i bekendtgørelse om karakterskala inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. Bemærkning herom medtages på karakterlisten, jf. § 44, stk. 3.

Vederlag m.v.
§ 41

Styrelsen for International Rekruttering og Integration afholder vederlag fastsat i henhold til Skatteministeriets cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag til

  • 1) medlemmer af opgavekommissionen, jf. § 4, stk. 3, og

  • 2) beskikkede censorer, jf. § 33, stk. 1, ved de skriftlige prøver.

Stk. 2 Styrelsen for International Rekruttering og Integration afholder transportgodtgørelse til medlemmer af opgavekommissionen i henhold til bestemmelserne herom i Skatteministeriets cirkulære om satsregulering for tjenesterejser.

§ 42

Medmindre andet er aftalt, afholdes udgifter til udpegede censorer, jf. § 35, og til beskikkede censorer, jf. § 33, stk. 1, ved de mundtlige prøver af det sprogcenter, hvor den pågældende er ansat, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Vederlag til eventuelle beskikkede censorer, der ikke er indstillet af en prøveafholdende udbyder, jf. § 33, stk. 2, sidste pkt., afholdes af den udbyder, hvor den pågældende udfører censorhverv. Vederlaget fastsættes efter reglerne i Skatteministeriets cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag.

Stk. 3 Styrelsen for International Rekruttering og Integration afholder transportgodtgørelse til de beskikkede censorer, jf. § 33, stk. 1, ved de mundtlige prøver i henhold til Skatteministeriets cirkulære om satsregulering for tjenesterejser.

§ 43

Det påhviler ansættelsesstedet at godtgøre arbejdstid for de lærere, der virker som eksaminatorer eller censorer, når disse deltager i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations opkvalificerende aktiviteter. Ansættelsesstedet afholder tillige eventuelle øvrige omkostninger forbundet med deltagelsen, herunder transportgodtgørelse, vikardækning m.v.