Bekendtgørelse om produkter til anvendelse i en potentielt eksplosiv atmosfære Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 811 af 03. juni 2022

Kapitel 4 Produkters overensstemmelse
Tilgængeliggørelse på markedet og ibrugtagning
§ 28

Produkter må kun gøres tilgængelige på markedet og tages i brug, når de overholder denne bekendtgørelse, når de installeres og vedligeholdes på passende vis og bruges i overensstemmelse med deres beregnede anvendelse.

Stk. 2 Produkter skal opfylde de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, der er anført i bilag 2, og som er gældende for dem under hensynstagen til deres beregnede anvendelse.

Overensstemmelsesvurderingsprocedurer
§ 29

Overensstemmelsen af materiel, herunder i nødvendigt omfang de i § 1, nr. 2, omhandlede anordninger, vurderes efter følgende procedure:

  • 1) For materielgruppe I og II, materielkategori M1 og 1, anvendes modul B i bilag 3 sammen med enten modul D i bilag 4 eller modul F i bilag 5.

  • 2) For materielgruppe I og II, materielkategori M2 og 2 anvendes følgende:

    • a) For forbrændingsmotorer og materiel anvendes modul B i bilag 3 sammen med enten modul C1 i bilag 6 eller modul E i bilag 7.

    • b) For øvrigt materiel, der ikke omfattes af litra a, anvendes modul A i bilag 8. Den tekniske dokumentation i punkt 2 i bilag 8 fremsendes til et bemyndiget organ, som hurtigst muligt bekræfter modtagelsen af dokumentationen og derefter opbevarer den.

  • 3) For materielgruppe II, materielkategori 3 anvendes modul A i bilag 8.

  • 4) For materiel gruppe I og II, ud over procedurerne i nr. 1-3, kan overensstemmelse på grundlag af modul G i bilag 9 også anvendes.

Stk. 2 For sikringssystemer skal overensstemmelsen konstateres i overensstemmelse med proceduren i stk. 1, nr. 1, eller stk. 1, nr. 4.

Stk. 3 For så vidt angår de sikkerhedsmæssige aspekter, der er omhandlet i bilag 2, punkt 1.2.7, kan proceduren i bilag 8 også anvendes som supplement til overensstemmelsesvurderingsprocedurerne i stk. 1 og 2.

Stk. 4 Uanset stk. 1-3 kan Sikkerhedsstyrelsen på behørigt begrundet anmodning give tilladelse til, at produkter, som ikke er komponenter, for hvilke procedurerne i stk. 1-3 ikke er anvendt, og som benyttes i sikkerhedsøjemed, bringes i omsætning og tages i brug i Danmark.

§ 30

For komponenter finder procedurerne i § 29, stk. 1, anvendelse med undtagelse af kravene om at anbringe af CE-mærke og udfærdige EU-overensstemmelseserklæringen.

Stk. 2 Fabrikanten attesterer skriftligt, at de pågældende komponenter er i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i denne bekendtgørelse og anfører komponenternes karakteristika og betingelserne for indbygning i materiel eller sikringssystemer, så de sundheds- og sikkerhedskrav i bilag 2, der gælder for færdigfremstillet materiel eller sikringssystemer, overholdes.

§ 31

Dokumenter og korrespondance vedrørende de i § 29, stk. 1-3, og § 30 omhandlede overensstemmelsesvurderingsprocedurer, skal udfærdiges på dansk eller engelsk.

EU-overensstemmelseserklæring
§ 32

Det skal af EU-overensstemmelseserklæringen fremgå, at det er blevet dokumenteret, at de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i bilag 2 er opfyldt.

Stk. 2 EU-overensstemmelseserklæringen skal:

  • 1) Følge modellen i bilag 10.

  • 2) Indeholde de elementer, der er anført i de relevante overensstemmelsesvurderingsprocedurer i bilag 3-9.

  • 3) Løbende ajourføres.

  • 4) Oversættes til dansk eller engelsk, hvis produktet bringes i omsætning eller gøres tilgængeligt på markedet i Danmark.

Stk. 3 Er et produkt omfattet af mere end én EU-retsakt, der kræver en EU-overensstemmelseserklæring, udfærdiges der en enkelt EU-overensstemmelseserklæring for alle sådanne EU-retsakter. Det skal af erklæringen fremgå, hvilke EU-retsakter den vedrører, herunder hvor disse er offentliggjort.

Stk. 4 Ved at udfærdige EU-overensstemmelseserklæringen står fabrikanten inde for, at produktet opfylder kravene i denne bekendtgørelse.

CE-mærkning
§ 33

CE-mærkningen skal anbringes, før produktet bringes i omsætning.

Stk. 2 CE-mærkningen er underkastet de generelle principper i artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2008/765/EF.

§ 34

CE-mærkningen anbringes synligt, letlæseligt og på en måde, så den ikke kan slettes, på produktet eller på mærkepladen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Hvis produktet er af en sådan art, at dette ikke er muligt eller berettiget, anbringes den på emballagen og på de ledsagende dokumenter.

Stk. 3 Efter CE-mærkningen anføres identifikationsnummer på det bemyndigede organ, hvis et sådant organ deltager i produktionskontrolfasen. Det bemyndigede organs identifikationsnummer anbringes af organet selv eller efter dettes anvisninger af fabrikanten eller dennes bemyndigede repræsentant.

Stk. 4 Efter CE-mærkningen og de mærker, symboler og information, der er omhandlet i stk. 3, og eventuelt det bemyndigede organs identifikationsnummer, kan der anbringes en anden form for angivelse vedrørende særlig risiko eller anvendelse.

Stk. 5 CE-mærkningen og eventuelt det bemyndigede organs identifikationsnummer skal efterfølges af:

  • 1) Det særlige eksplosionssikringsmærke, jf. bilag 11.

  • 2) Symbolerne for materielgruppen- og kategorien.

  • 3) Hvor det er relevant, den øvrige mærkning og information, som er omhandlet i bilag 2, punkt 1.0.5.

§ 35

Produkter, der er konstrueret til specifikke eksplosive atmosfærer, skal mærkes, så dette klart fremgår.