Bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet Kapitel 1

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om Konkurrenceankenævnet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 496 af 17. marts 2021

Kapitel 1 Konkurrenceankenævnets kompetence og organisation
§ 1

Konkurrenceankenævnet behandler klager over afgørelser, der er truffet af Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, i det omfang det er fastsat i konkurrenceloven.

Stk. 2 Konkurrenceankenævnet kan i øvrigt behandle klager over afgørelser, hvor der ved lov eller i henhold til lov er fastsat bestemmelser om klageadgang til nævnet.

§ 2

Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal være højesteretsdommer, og fire andre medlemmer, hvoraf to medlemmer skal have juridisk sagkundskab og to medlemmer økonomisk sagkundskab.

Stk. 2 Formanden og medlemmerne udpeges af erhvervsministeren. De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år. Formanden eller et medlem kan dog færdigbehandle sager, der ved ophøret af den pågældendes hverv er under behandling i ankenævnet.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan udpege en eller flere suppleanter for de juridisk og økonomisk sagkyndige medlemmer.

Stk. 4 Formanden kan i tilfælde af inhabilitet eller forfald bemyndige et af medlemmerne med juridisk sagkundskab til at træde i sit sted. Er et eller flere af de øvrige medlemmer inhabile eller i øvrigt forhindret i at deltage i behandlingen af en sag, kan formanden beslutte, at sagen behandles af de resterende medlemmer og eventuelle suppleanter, jf. stk. 3, idet der som minimum skal deltage to medlemmer foruden formanden i en afgørelse.

§ 3

Formanden tilrettelægger ankenævnets arbejde og leder forhandlingerne på nævnets møder.

§ 4

Ankenævnets sekretariatsopgaver varetages af Nævnenes Hus.

Stk. 2 Formanden kan delegere opgaver vedrørende sagernes forberedelse til sekretariatet.