Bekendtgørelse om forsøg med mere ansvar til arbejdsløshedskasser § 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1370 af 18. september 2020,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1388 af 24. september 2020, bekendtgørelse nr. 1533 af 01. juli 2021 og bekendtgørelse nr. 305 af 20. marts 2023

Medlemmer i forsøget
§ 2

For medlemmer, som er omfattet af forsøget, varetager arbejdsløshedskassen som udgangspunkt kontaktforløbet i de første 3 måneder af ledighedsforløbet, jf. § 9, for medlemmer, der indplaceres i en dagpengeperiode.

Stk. 2 Arbejdsløshedskassen skal hurtigst muligt og senest 2 uger efter tilmelding tage stilling til, om et medlem, der skal indplaceres, er omfattet af forsøget.

Stk. 3 Følgende medlemmer skal overgå til et kontaktforløb i jobcenteret:

  • 1) Medlemmer, som efter arbejdsløshedskassens vurdering har behov for et tidligt kontaktforløb i jobcenteret.

  • 2) Medlemmer under 25 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som ikke har forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn, og derfor er i målgruppen for et uddannelsespålæg.

Stk. 4 Ansvaret for kontaktforløbet overgår til jobcenteret, når der ved offentlige myndigheders kontrolaktion er rejst tvivl om et medlems generelle rådighed, jf. § 38 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 5 Når kontaktforløbet overgår til jobcenteret, skal arbejdsløshedskassen straks give jobcenteret besked herom.

Stk. 6 Til brug for vurdering af, om et medlem efter stk. 3, nr. 1, er i risiko for langtidsledighed, kan arbejdsløshedskasserne i forsøgsperioden anvende et profilafklaringsværktøj, som de selv har udviklet. Resultatet af profilafklaringen bruges i arbejdsløshedskassens vurdering af hvilken indsats, arbejdsløshedskassen skal gennemføre i forsøgsperioden og om medlemmet skal overgå til et tidligt kontaktforløb i jobcentret. Profilafklaringsværktøjet er frivilligt for medlemmet.