Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. § 142

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 707 af 01. juni 2016, bekendtgørelse nr. 1043 af 05. september 2017, bekendtgørelse nr. 1441 af 03. december 2018, bekendtgørelse nr. 1593 af 09. november 2020 og bekendtgørelse nr. 116 af 27. januar 2023

§ 142

De af konsolideringen omfattede aktiver og passiver samt indtægter og omkostninger indregnes og måles efter ensartede metoder i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2 I koncernregnskabet anvendes så vidt muligt de samme metoder for indregning og grundlag for måling som i modervirksomhedens årsregnskab. Anvender konsoliderede dattervirksomheder andre metoder og grundlag i deres eget årsregnskab, udarbejdes et nyt regnskab med henblik på koncernregnskabet, hvori der indregnes og måles i overensstemmelse med de metoder og grundlag, der anvendes i koncernregnskabet. Anvender associerede og fælles kontrollerede virksomheder andre metoder og grundlag i deres eget årsregnskab, foretages de fornødne tilpasninger af de associerede og fælles kontrollerede virksomheders resultat og egenkapital, således at der indregnes og måles i overensstemmelse med de metoder og grundlag, der anvendes i koncernregnskabet.

Stk. 3 Associerede og fælles kontrollerede virksomheder indregnes og måles i koncernregnskabet efter indre værdis metode, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4 En fælles kontrolleret virksomhed kan indregnes i koncernregnskabet ved pro rata konsolidering. Posterne i den fælles kontrollerede virksomhed medtages i forhold til de konsoliderede virksomheders andel af virksomhedens egenkapital og resultat. En fælles kontrolleret virksomhed, som bliver en associeret virksomhed, indregnes og måles efter indre værdis metode, jf. stk. 3.

Stk. 5 Aktiver og forpligtelser i dattervirksomheder, associerede og fælles kontrollerede virksomheder, der kun er midlertidigt i virksomhedens besiddelse og afventer salg inden for kort tid, og hvor et salg er meget sandsynligt, jf. § 16, måles til laveste beløb af regnskabsmæssig værdi og dagsværdi fratrukket salgsomkostninger.

Stk. 6 Der foretages ikke afskrivninger på aktiver i dattervirksomheder, associerede og fælles kontrollerede virksomheder omfattet af stk. 5.