Bekendtgørelse om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. § 135

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2014,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 707 af 01. juni 2016, bekendtgørelse nr. 1043 af 05. september 2017, bekendtgørelse nr. 1441 af 03. december 2018, bekendtgørelse nr. 1593 af 09. november 2020 og bekendtgørelse nr. 116 af 27. januar 2023

§ 135

Virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land, skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2-8. Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. Har virksomheden ikke politikker for samfundsansvar, skal dette oplyses.

Stk. 2 Redegørelsen skal indeholde oplysning om:

  • 1) Virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender.

  • 2) Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling, herunder eventuelle systemer eller procedurer herfor.

  • 3) Virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, samt virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover.

Stk. 3 Hvis virksomheden har politikker for at respektere menneskerettighederne og for at reducere klimapåvirkningen af virksomhedens aktiviteter, skal redegørelsen efter stk. 1 udtrykkeligt indeholde oplysninger om disse politikker. Hvis virksomheden har sådanne politikker, finder stk. 2 tilsvarende anvendelse. Har virksomheden ikke sådanne politikker, skal dette oplyses i ledelsesberetningen.

Stk. 4 Redegørelsen skal gives i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give redegørelsen:

  • 1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 190 i lov om finansiel virksomhed, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, eller

  • 2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvise i ledelsesberetningen.

Stk. 5 Offentliggørelse af redegørelsen efter stk. 4, nr. 1 eller 2, forudsætter, at virksomheden opfylder kravene herfor som fastsat i Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse om offentliggørelse af en række redegørelser efter årsregnskabsloven med de fornødne tilpasninger. § 193, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på redegørelsen i de tilfælde, hvor redegørelsen offentliggøres andre steder end i ledelsesberetningen.

Stk. 6 For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningskravene efter stk. 1-3 gives for koncernen som helhed.

Stk. 7 En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin egen ledelsesberetning, hvis modervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1-3 for den samlede koncern.

Stk. 8 En virksomhed, der oplyser om samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder som fastlagt i Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse om redegørelse for samfundsansvar efter internationale retningslinjer eller standarder, kan undlade at give de oplysninger, som er anført i stk. 1-3 under de betingelser, som er fastlagt i den nævnte bekendtgørelse fra Erhvervsstyrelsen.