Bekendtgørelse om etablering af friplejeboliger § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 611 af 27. maj 2025

§ 6

Hvis boligerne skal etableres ved nybyggeri eller gennemgribende ombygning af eksisterende ejendomme med offentlig støtte efter lovens § 11 a, indberetter friplejeboligleverandøren støtteansøgning (ansøgningsskema A) til Social- og Boligstyrelsens informations- og forvaltningssystem BOSSINF efter modtagelse af styrelsens foreløbige tilsagn om støtte efter lovens § 11 a. Styrelsen oplyser ved meddelelse af foreløbigt tilsagn friplejeboligleverandøren om projektets BOSSID (identitetsnummer). Friplejeboligleverandørens indberetning af skema A skal ske senest samtidig med friplejeboligleverandørens indsendelse af dokumenter til støtteansøgningen, jf. § 14. Social- og Boligstyrelsen meddeler på baggrund heraf endeligt tilsagn om offentlig støtte til etablering af friplejeboliger og tilsagn om tilskud til etablering af serviceareal i tilknytning til boligerne. Tilsagn meddeles ved styrelsens godkendelse af friplejeboligleverandørens indberetning af skema A i BOSSINF.

Stk. 2 Social- og Boligstyrelsen foretager indberetning til BOSSINF af:

  • 1) Godkendelse af etablering af friplejeboliger uden offentlig støtte ved nybyggeri eller ombygning af eksisterende ejendomme samt godkendelse af etablering af serviceareal i tilknytning til boligerne.

  • 2) Godkendelse af etablering af friplejeboliger uden offentlig støtte ved omdannelse af eksisterende ejendomme, der bebos af personer med plejebehov, og som ejes og drives af private.

  • 3) Godkendelse af etablering af friplejeboliger med fortsat offentlig støtte ved omdannelse af eksisterende ejendomme, der bebos af personer med plejebehov, og som ejes og drives af private.

  • 4) Godkendelse af etablering af friplejeboliger ved køb af egnede ejendomme med eller uden fortsat støtte.

  • 5) Godkendelse af etablering af friplejeboliger i lejede ejendomme.

Stk. 3 Ved godkendelse af ibrugtagning som friplejeboliger af de ejendomme, der er nævnt i stk. 2, underretter Social- og Boligstyrelsen friplejeboligleverandøren om ejendommens identitetsnummer i BOSSINF.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at foretage øvrige indberetninger til BOSSINF efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse. De nærmere bestemmelser om kommunalbestyrelsens indberetning til BOSSINF i forbindelse med tilsagn nævnt i stk. 1, 3. pkt., er fastsat i kapitel 8 (byggeriets påbegyndelse), kapitel 9 (byggeriets afslutning) og kapitel 10 (støtteudbetaling). Herudover er der fastlagt særlige bestemmelser for indberetning ved etablering af servicearealer i kapitel 6.