Ægtefællepensionsloven § 1

Denne konsoliderede version af ægtefællepensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse

Lov nr. 484 af 7. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 7. august 2019,
som ændret ved lov nr. 469 af 14. maj 2025

Betingelser m.v.
§ 1

En frasepareret eller fraskilt ægtefælle bevarer sin ret til ægtefællepension efter sin tidligere ægtefælle, hvis

  • 1) den tidligere ægtefælle er bidragspligtig over for den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle på separations- eller skilsmissetidspunktet,

  • 2) parternes ægteskab inden separationen eller skilsmissen uden forudgående separation har bestået i mindst 5 år og

  • 3) den tidligere ægtefælle har en pensionsordning, der

    • a) er led i eller oprettet som led i et ansættelsesforhold eller i ATP og

    • b) indeholder en kollektivt beregnet ægtefællepensionsordning.

Stk. 2 Følger bidragspligten som nævnt i stk. 1, nr. 1, af en aftale mellem ægtefællerne om gensidig bidragspligt, bevares retten til ægtefællepension dog kun, hvis

  • 1) der har været fastsat bidrag i bidragsperioden og

  • 2) den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle modtog ægtefællebidrag ved den tidligere ægtefælles død.

Stk. 3 Har ægtefællerne indgået aftale om ægtefællebidragets størrelse, bevares retten til ægtefællepension dog kun, hvis det på separations- eller skilsmissetidspunktet aftalte bidrag for hele bidragsperioden udgør et årligt grundbeløb, der mindst svarer til det på dette tidspunkt gældende normalbidrag, jf. § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

Stk. 4 Følger det af pensionsregulativer el.lign., at retten til ægtefællepension bevares i separationstiden, berører separationen ikke retten til ægtefællepension uanset bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 2.