Voksenansvarsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af voksenansvarsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge

Lov nr. 619 af 8. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1006 af 30. august 2024,
som ændret ved lov nr. 469 af 14. maj 2025

Kapitel 4 1 Særlige bestemmelser for unge anbragt i varetægtssurrogat som led i afsoning eller ungdomssanktion
Særligt om besøgs-, brev-, telefonkontrol m.v. for unge i varetægtssurrogat
§ 18

For unge, der efter § 765 i retsplejeloven er anbragt på sikrede døgninstitutioner efter § 43, stk. 1, nr. 6, i barnets lov, gælder § 771 og § 772, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven tilsvarende.

Stk. 2 Social- og boligministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om besøg, brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation. Voksenansvarsbekendtgørelsen

Indgreb i den anbragtes adgang til internet og telefon
§ 19

Kommunalbestyrelsen kan uden retskendelse træffe afgørelse om, at personalet på anbringelsessteder efter § 43, stk. 1, nr. 6, i barnets lov kan foretage indgreb efter stk. 2 og 3 over for unge over og under 18 år, hvis de pågældende er anbragt på et anbringelsessted i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse.

Stk. 2 Der kan træffes afgørelse om, at den anbragtes brug af telefon og internet i et konkret tilfælde skal påhøres eller overvåges, når dette skønnes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet.

Stk. 3 Der kan træffes afgørelse om, at den anbragtes adgang til at benytte telefon og internet afbrydes eller forhindres, hvis det er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet.

Stk. 4 Stk. 2 og 3 omfatter ikke den anbragtes kommunikation med offentlige myndigheder, advokater, værger eller bistandsværger.

Stk. 5 Stk. 1 omfatter ikke unge over og under 18 år, som bliver boende på anbringelsesstedet, efter den strafferetlige foranstaltning er ophævet.

Foreløbige afgørelser
§ 20

Lederen af anbringelsesstedet og lederens stedfortræder kan træffe foreløbige afgørelser om indgreb, jf. § 19, i tilfælde, hvor iværksættelse af indgrebet er uopsætteligt og ikke kan afvente, at sagen færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 En foreløbig afgørelse, jf. stk. 1, skal snarest muligt forelægges til godkendelse hos kommunalbestyrelsen, jf. § 19, stk. 1.