Kapitel 3 Introduktionskurser og brobygning
Kommunalbestyrelsen formidler og koordinerer udsendelse af elever i introduktions- og brobygningsforløb i kommunens geografiske dækningsområde.
Stk. 2 Såfremt der kan opnås enighed herom mellem flere kommunalbestyrelser, kan formidlingen og koordinationen, jf. stk. 1, udvides til at omfatte det geografiske område, som kommunerne tilsammen omfatter.
Kommunalbestyrelsen tager initiativ til at mødes med de skoler og institutioner, som afleverer eller modtager elever i forbindelse med introduktionskurser og brobygning i det geografiske dækningsområde for at drøfte og koordinere det lokale udbud af introduktions- og brobygningsforløb. Møderne afholdes efter behov. På møderne aftales forløbenes gang, herunder deres tidsmæssige placering, procedurer ved tilmelding, optagelse, elevfravær, tidsfrister, evaluering af den samlede proces samt andre forhold, der bidrager til introduktions- og brobygningsforløbenes gennemførelse, forberedelse og efterbehandling.
Stk. 2 Såfremt der ikke kan opnås enighed om, hvorvidt udbuddet af introduktions- og brobygningsforløb imødekommer et konstateret behov herfor, underrettes kommunalbestyrelsen herom. Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan tilvejebringe den nødvendige enighed mellem parterne, underretter kommunalbestyrelsen Børne- og Undervisningsministeriet herom bilagt udtalelser fra den eller de berørte institutioner, der udbyder ungdomsuddannelse. Børne- og Undervisningsministeriet træffer afgørelse om, hvorvidt en institution skal øge sit udbud af introduktions- og brobygningstilbud.
Skolens leder foretager i samarbejde med kommunalbestyrelsen en grundig forberedelse og efterbehandling af introduktionskurser og brobygningsforløb.
Stk. 2 Forberedelsen til introduktionskurser og brobygning sker i forbindelse med undervisning i emnet uddannelse og job. Forberedelsen omfatter viden om de uddannelser, eleven introduceres eller brobygger til samt en forventningsafstemning om forløbet, herunder elementer, der fokuserer på at udfordre og forberede elevernes valg af ungdomsuddannelse.
Stk. 3 Efterbehandling sker ligeledes i forbindelse med undervisning i emnet uddannelse og job. Efterbehandlingen omfatter en opsamling på forløbene og erfaringer herfra.
Introduktionskurser efter kapitel 2 a i lov om kommunal indsats for unge under 25 år skal i indhold og form afspejle undervisningen i den uddannelse, der indgår i introduktionsforløbet, og give eleven mulighed for at opleve miljøet i uddannelsen og uddannelsens praktiske og teoretiske elementer.
Brobygning er et vejlednings- og undervisningsforløb på en institution, der udbyder ungdomsuddannelse eller forberedende grunduddannelse. Brobygning udbydes af og gennemføres på de institutioner, der udbyder de nedenfor nævnte uddannelser. Der kan brobygges til:
-
1) erhvervsuddannelsernes grundforløb,
-
2) de indledende dele af uddannelsen til teknisk studentereksamen (htx),
-
3) de indledende dele af uddannelsen til merkantil studentereksamen (hhx),
-
4) de indledende dele af uddannelsen til almen studentereksamen (stx), og
-
5) de indledende dele af uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf) og
-
6) forberedende grunduddannelse (FGU).
For elever i 9. klasse fastsætter skolens leder omfanget af brobygningen i samarbejde med kommunalbestyrelsen ud fra den enkelte elevs behov, ønsker og forudsætninger i overensstemmelse med § 10 c i lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
For elever i 10. klasse skal brobygnings- og praktikforløb være en integreret del af 10. klasse og skal tilrettelægges i tilknytning til undervisningen.
Stk. 2 For elever i 10. klasse, der undervises efter bestemmelserne om muligheden for fastsættelse af særlige time- eller læseplaner i bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, kan kravet om obligatorisk brobygning fraviges, såfremt særlige forhold taler herfor. Fravigelsen kræver accept fra forældremyndighedens indehaver, hvis eleven er undergivet forældremyndighed.
Stk. 3 Elever i 10. klasse, der må antages at være i målgruppen for forberedende grunduddannelse, kan som en del af den yderligere brobygning tilbydes brobygning til forberedende grunduddannelse, jf. § 10 d, stk. 3, i lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Brobygning i 10. klasse på efterskoler tilrettelægges, så den så vidt muligt udløser merit, hvis den unge påbegynder et uddannelsesforløb på en erhvervsuddannelse, der har været brobygget til. Den meritgivende brobygning har en varighed af 5 uger, jf. § 23 a, stk. 4 i lov om efterskoler og frie fagskoler.
Stk. 2 Erhvervsuddannelsesinstitutionen har ansvaret for, at brobygningsforløbet efter stk. 1 har en sådan kvalitet, at eleven har mulighed for at gøre brug af meritten efterfølgende.
Stk. 3 Den obligatoriske brobygning på en uge ligger ud over den meritgivende brobygning, og kan ikke udløse tillægstaksten for efterskoler.
Der kan for unge, der har afsluttet 9. klasse og ikke går i 10. klasse, etableres brobygning til erhvervsuddannelser efter stk. 2-3, når den unge har behov for afklaring i forhold til valg af grundforløb til erhvervsuddannelse. Deltager den unge i uddannelsestilbud og kurser af mindst tre måneders varighed, der udbydes af efterskoler, ungdomshøjskoler og frie fagskoler, som modtager statstilskud, eller kommunale ungdomsskoler, som ikke omfatter 9. eller 10. klasse, kan der tillige etableres brobygning efter stk. 2-3.
Stk. 2 Brobygningen kan vare i alt 6 uger og placeres på grundforløbets første del for unge, der har afsluttet 9. eller 10. klasse under et år før brobygningens start og på grundforløbets anden del for unge, der har afsluttet 9. eller 10. klasse mere end et år før brobygningens start. Hvis den unges behov af særlige grunde taler for det, kan den unge deltage i brobygning til et grundforløb, som den unge tidligere har gennemført brobygning til. Brobygningen skal afsluttes senest ved udgangen af den måned, hvori den unge fylder 19 år.
Stk. 3 Som led i vejledningen kan kommunalbestyrelsen tilbyde unge brobygning til to grundforløb til erhvervsuddannelser.