Universitetsloven § 21a

Denne konsoliderede version af universitetsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om universiteter

Lov nr. 403 af 28. maj 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 10. april 2024,
som ændret ved lov nr. 1697 af 30. december 2024 og lov nr. 754 af 20. juni 2025

§ 21a

Universitetet kan erhverve kapitalandele i kapitalselskaber eller selskaber med en tilsvarende retsform, når selskaberne oprettes som led i EU-forsknings- og -innovationssamarbejder.

Stk. 2 Universitetets samlede erhvervelse af kapitalandele i selskaber efter stk. 1 må på intet tidspunkt overstige 5,0 mio. kr. eller 3 pct. af universitetets basisforskningsmidler, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Universitetet kan afholde udgifter til drift og administration i forbindelse med deltagelse i de EU-forsknings- og -innovationssamarbejder, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 4 Ministeren kan i særlige tilfælde fravige stk. 2.