Udbetaling Danmark-loven § 21

Denne konsoliderede version af udbetaling Danmark-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Udbetaling Danmark

Lov nr. 324 af 11. april 2012,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1034 af 2. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1456 af 10. december 2024, lov nr. 1655 af 30. december 2024, lov nr. 1703 af 30. december 2024 og lov nr. 469 af 14. maj 2025

§ 21

Årsregnskabet for Udbetaling Danmark skal revideres af en statsautoriseret revisor. Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik og regler fastsat i medfør af § 21 a, stk. 1. Revisionen omfatter ikke eventuelle supplerende beretninger, som indgår i årsregnskabet. Revisor skal afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen og eventuelle supplerende beretninger er i overensstemmelse med årsregnskabet.

Stk. 2 Bestyrelsen for Udbetaling Danmark udnævner en revisor.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som den revisor, der er udnævnt af bestyrelsen.

Stk. 4 Bestyrelsen kan bestemme, at der skal oprettes en intern revision, der ledes af en revisionschef.

Stk. 5 Ved revisorskift skal såvel bestyrelsen for Udbetaling Danmark som revisor orientere beskæftigelsesministeren om årsagen til skiftet.

Stk. 6 Efter revision af årsregnskabet forsyner revisionen det med en påtegning om, at det er revideret.

Stk. 7 Revisorerne har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revision eller aflæggelse af årsregnskabet.

Stk. 8 Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.