En offentlig myndighed kan indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.
Stk. 2 Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med, at offentlige myndigheders aftaler, jf. stk. 1, er indgået på markedsvilkår, og at offentlige myndigheder overholder regler fastsat i medfør af stk. 6. Digitaliseringsstyrelsen kan som led i tilsynet træffe afgørelser, herunder fastsætte vilkår om pris m.v.
Stk. 3 Digitaliseringsstyrelsen kan af en part i en tilsynssag i medfør af stk. 2 opkræve et beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet.
Stk. 4 Digitaliseringsstyrelsen kan af offentlige myndigheder kræve alle oplysninger og alt materiale, som Digitaliseringsstyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 2.
Stk. 5 Digitaliseringsstyrelsen kan fastsætte regler om tilsynet, jf. stk. 2, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Digitaliseringsstyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet, om opkrævning af beløb til dækning af styrelsens ekstraordinære omkostninger i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 3, og om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for tilsynet.
Stk. 6 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler i henhold til stk. 1, regler, der er nødvendige for implementeringen og anvendelsen af metoderne, regler om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale, der skønnes relevant for udviklingen, implementeringen og anvendelsen af metoderne, m.v.