Abortnævnet består af 1 formand, et antal næstformænd og øvrige medlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter antallet af næstformænd og øvrige medlemmer.
Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker Abortnævnets formand og næstformænd, som skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker nævnets øvrige medlemmer med henholdsvis lægefaglige og socialfaglige kompetencer. Nævnets lægefaglige medlemmer skal være speciallæger i gynækologi og obstetrik eller psykiatri og beskikkes efter indstilling fra Lægeforeningen. Nævnets socialfaglige medlemmer beskikkes efter indstilling fra Dansk Psykolog Forening og Dansk Socialrådgiverforening. Der beskikkes mindst 1 medlem efter indstilling fra hver forening.
Stk. 4 Formanden, næstformændene og de øvrige medlemmer beskikkes for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted. Udtræder formanden, en næstformand eller et øvrigt medlem i perioden, sker beskikkelse af et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 5 Abortnævnet er beslutningsdygtigt, når det er sammensat af formanden eller 1 næstformand og 2 øvrige medlemmer. Sekretariatet for Abortnævnet beslutter, hvilke medlemmer der skal deltage i nævnets afgørelse af den enkelte sag.
Stk. 6 Afgørelse i Abortnævnet træffes ved stemmeflertal. Ved dissens skal afgørelsen indeholde en tilkendegivelse af mindretallets vurdering.