Spilleloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af spilleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om spil

Lov nr. 848 af 1. juli 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1182 af 22. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1780 af 29. december 2025

Kapitel 5 1 Oplysningspligt, salg og markedsføring
§ 33

Tilladelsesindehaveren skal gøre alle relevante oplysninger om spillet, herunder spilleregler, lettilgængelige for spilleren og myndighederne.

§ 34

Modtagelse af indsatser til spil fra personer under 18 år og anden formidling af sådanne personers deltagelse i spil er ikke tilladt, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for udbud af et almennyttigt lotteri, jf. § 10.

Stk. 3 For landbaseret lotteri og klasselotteri, jf. § 6 og § 8, er modtagelse af indsats fra personer over 16 år og anden formidling af sådanne personers deltagelse i lotteriet tilladt.

§ 34a

Til brug for spillemyndighedens tilsyn med, at alderskravene i §§ 10 b, 22 og 34 overholdes, kan spillemyndighedens repræsentanter mod legitimation og uden retskendelse kræve at få meddelt alle nødvendige oplysninger fra personer i en spillehal og i lokaler eller lokaliteter, hvor der afholdes landbaseret bingo, og fra købere af spil, der kan fastslå de pågældendes alder.

§ 35

Tilladelsesindehaveren må ikke yde spilleren kredit for deltagelse i spil.

§ 36

Markedsføring af spil

  • 1) skal fremstille gevinstchancen på en korrekt og balanceret måde således, at der ikke skabes et indtryk af, at gevinstchancen er større, end den i realiteten er,

  • 2) skal fremstille spil som et underholdningstilbud,

  • 3) må hverken i kommunikationsudformning eller medievalg målrettes mod børn og unge under 18 år,

  • 4) må ikke ved brug af kendte personligheder i strid med sandheden antyde, at deltagelse i spil har bidraget til den kendtes succes, og

  • 5) må ikke have et indhold, der giver indtryk af, at deltagelse i spil fremmer en løsning på finansielle problemer eller giver spilleren social accept.

Stk. 2 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om markedsføringen af spil. Bekendtgørelse om onlinekasino