Spilleloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af spilleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om spil

Lov nr. 848 af 1. juli 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1182 af 22. september 2025

Kapitel 1 1 Lovens formål og anvendelsesområde
§ 1

Lovens formål er

  • 1) at holde forbruget af spil om penge på et moderat niveau,

  • 2) at beskytte unge eller andre udsatte personer mod at blive udnyttet gennem spil eller udvikle afhængighed af spil,

  • 3) at beskytte spillere ved at sikre, at spil udbydes på en rimelig, ansvarlig og gennemsigtig måde, og

  • 4) at sikre offentlig orden og forhindre, at spil tjener som støtte til kriminalitet.

§ 2

Loven finder anvendelse på spil, der udbydes eller arrangeres, jf. dog stk. 3, her i landet, herunder fartøjer, der befinder sig på dansk territorium. Loven finder endvidere anvendelse på danske fartøjer og udenlandske fartøjer, der opereres i henhold til dansk driftstilladelse, uanset om fartøjet befinder sig uden for dansk territorium.

Stk. 2 Uanset stk. 1 finder loven ikke anvendelse på fartøjer, der ikke anløber dansk havn eller ikke flyver til dansk lufthavn.

Stk. 3 Loven omfatter ikke landbaseret turneringsbackgammon, gevinstopsparinger, præmieobligationer, væddemål om den fremtidige værdi af finansielle aktiver eller spil under private former for mindre beløb.

§ 3

Udbud eller arrangering af spil kræver tilladelse, medmindre andet følger af denne lov eller anden lovgivning.

Stk. 2 Udbud eller arrangering af spil, hvor der for deltagelse ikke betales en indsats, kræver ikke tilladelse. Betaling i en gættekonkurrence i en radio- eller en tv-udsendelse, hvor afholdelse af gættekonkurrencen ikke udgør hovedindholdet, anses ikke for indsats, såfremt betalingen sker via en informations- og indholdstjeneste med integreret taksering eller en mobil betalingstjeneste og ikke overstiger en tillægstaksering på 5 kr. pr. telefonnummer pr. døgn.

Stk. 3 Afholdelse af landbaseret lotteri, hvor den samlede årlige salgssum er under 15.000 kr., kræver ikke tilladelse, men tilladelse kan gives, jf. § 10.

§ 4

Tilladelse efter denne lov gives af spillemyndigheden, medmindre andet fremgår af lovens enkelte bestemmelser. Skatteministeren, eller den ministeren bemyndiger hertil, er spillemyndighed.