Socialtilsynsbekendtgørelsen § 29

Denne konsoliderede version af socialtilsynsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om socialtilsyn

Bekendtgørelse nr. 1559 af 5. december 2025

§ 29

Socialtilsynets omkostninger til varetagelse af øvrige opgaver som led i funktionen som socialtilsyn fordeles på og indregnes i henholdsvis takster og objektive finansieringsandele i forhold til de to finansieringskilders andel af summen af disse finansieringskilder i det samlede budget.

Stk. 2 Socialtilsynets omkostninger til lokaler og administration samt øvrige overheadomkostninger fordeles på de objektive finansieringsandele, taksterne og betalingen for varetagelse af andre opgaver, end dem der fremgår af § 2 i lov om socialtilsyn og af § 1 i denne bekendtgørelse, i forhold til disses andel af det samlede budget.

Stk. 3 Hvis det ved afslutning af socialtilsynets regnskab for et kalenderår konstateres, at socialtilsynet har oparbejdet et over- eller underskud i forhold til de budgetterede omkostninger, skal over- eller underskuddet indregnes i takster og objektiv finansiering senest efter to år.