Skatteforvaltningsloven § 29

Denne konsoliderede version af skatteforvaltningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 427 af 6. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 20. september 2024,
som ændret ved lov nr. 683 af 11. juni 2024, lov nr. 1473 af 10. december 2024, lov nr. 1489 af 10. december 2024, lov nr. 1694 af 30. december 2024, lov nr. 369 af 9. april 2025, lov nr. 469 af 14. maj 2025, lov nr. 562 af 27. maj 2025 og lov nr. 750 af 20. juni 2025

Omgørelse af privatretlige dispositioner
§ 29

I det omfang en ansættelse af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift hviler på en privatretlig disposition, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for ansættelsen af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

  • 2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.

  • 3) Dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne.

  • 4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.

  • 5) Alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, skal tiltræde omgørelsesanmodningen.

Stk. 2 Skatterådet kan fastsætte nærmere regler for told- og skatteforvaltningens udøvelse af kompetencen efter stk. 1.

Stk. 3 For at få behandlet en anmodning om omgørelse skal der betales et gebyr på 2.100 kr. (2010-niveau). Gebyret skal betales samtidig med indgivelse af anmodningen om omgørelse. Gebyret reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyret tilbagebetales, hvis anmodningen trækkes tilbage.