Selskabsskatteloven § 11A

Denne konsoliderede version af selskabsskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 255 af 11. juni 1960,
jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 13. marts 2025,
som ændret ved lov nr. 562 af 27. maj 2025 og lov nr. 750 af 20. juni 2025

§ 11A

Forsikringspræmier fra et selskab eller en forening m.v., som ikke er et forsikringsselskab, til et koncernforbundet selskab m.v., jf. ligningslovens § 2, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre forsikringsselskabet i ikke uvæsentligt omfang tegner tilsvarende forsikringer for uafhængige parter. Forsikringspræmier betalt til et uafhængigt forsikringsselskab anses for omfattet af 1. pkt., i det omfang risikoen genforsikres hos et selskab m.v., der er koncernforbundet, jf. ligningslovens § 2, med det selskab m.v., der betaler præmierne. Uanset 1. og 2. pkt. kan præmierne trækkes fra, i det omfang det godtgøres, at risikoen genforsikres hos et uafhængigt selskab eller forening m.v.

Stk. 2 Forsikringspræmierne til forsikringsselskabet medregnes ikke i dets skattepligtige indkomst, i det omfang koncernselskabet ikke har haft fradragsret for præmieindbetalingerne efter stk. 1. Der kan ikke foretages fradrag for hensættelser eller genforsikringer hos koncernforbundne selskaber vedrørende forsikringer, i det omfang præmieindbetalingerne er omfattet af 1. pkt. Der kan ikke foretages fradrag for forsikringsudbetalinger, som tilfalder et koncernforbundet selskab, og udbetalingerne medregnes ikke ved opgørelsen af det modtagende selskabs skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke har været fradragsret for præmieindbetalingerne efter stk. 1.