Receptbekendtgørelsen Kapitel 6

Denne konsoliderede version af receptbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om recepter og dosisdispensering af lægemidler

Bekendtgørelse nr. 827 af 24. juni 2024

Kapitel 6 Opbevaring af recepter og dokumentation
§ 84

Telefonrecepter på lægemidler skal opbevares på apoteket i 3 måneder.

§ 85

Ekspederede recepter på lægemidler til dyr eller en kopi af recepterne skal opbevares af apoteket eller hos indehaveren af den i § 1, stk. 1, nævnte tilladelse i 5 år.

§ 86

Apoteket skal kunne dokumentere, at

  • 1) apoteket har søgt at udbedre fejl og mangler, jf. § 71, stk. 1,

  • 2) udbedringen af mangler ved en recept er sket efter instruktion fra en anden receptudsteder, jf. § 71, stk. 2, og

  • 3) receptudstederen eller medicinbrugerens læge er underrettet, jf. § 71, stk. 5.

Stk. 2 Apoteket skal opbevare dokumentationen på apoteket i 2 år efter udleveringen af lægemidlet, dog i 5 år ved udlevering af lægemidler til dyr.

Stk. 3 Dokumentationspligten i stk. 1, nr. 1, gælder også for indehaveren af den i § 1, stk. 1, nævnte tilladelse.

Stk. 4 Indehaveren af den i § 1, stk. 1, nævnte tilladelse skal opbevare dokumentationen på virksomhedsadressen (hovedadressen) i 5 år.

§ 87

Dokumentation for apotekets underretning af medicinbrugerens læge, hvor apoteket i ganske særlige tilfælde af hensyn til medicinbrugerens helbred har udleveret et receptpligtigt lægemiddel, jf. § 72, skal opbevares på apoteket i 2 år, dog i 5 år ved udlevering af lægemidler til dyr, jf. § 85.

§ 88

Dokumentation for handlingsforløb og begrundelse for, at receptudstederen er blevet orienteret om ekspeditionen, hvor et apotek bliver opmærksom på, at flere receptudstedere anviser lægemidler til samme medicinbruger, og dette kan indebære helbredsmæssige risici for medicinbrugeren, jf. § 73, stk. 1 og 2, og § 79, skal af apoteket kunne dokumenteres i 1 år.

§ 89

Dokumentation i form af recepter, dosisdispenseringskort eller forskrift, hvorefter der er foretaget dosisdispensering, og som er forsynet med datoen for pakningen af lægemidlerne, samt navnet på det apotek eller sygehusapotek, som har foretaget dosisdispenseringen, skal opbevares på apoteket eller sygehusapoteket mindst 1 år efter udleveringen af de dosisdispenserede lægemidler.

§ 90

Dokumentation i form af notat skal opbevares på apoteket, når en medicinbruger er forhindret i at hente de dosisdispenserede lægemidler som normalt, og apoteket udvider udleveringsperioden i op til 4 uger, jf. § 81, stk. 3. Notatet indeholdende begrundelse for udvidelse af udleveringsperioden skal opbevares i 1 år.

§ 91

Dokumentation for, at den foretagne dosisdispensering er foretaget i overensstemmelse med oplysningerne i forskrift eller doseringskort, jf. § 108, skal opbevares på apoteket eller sygehusapoteket mindst 1 år efter den foretagne dosisdispensering.

§ 92

Dokumentation for, når apoteket eller sygehusapoteket har søgt en medicinrekvisition udbedret, der ikke er affattet i overensstemmelse i reglerne i § 60, § 61, stk. 3 og 4, og § 74, stk. 1, og dokumentation vedrørende apotekets eller sygehusapotekets ekspedition af medicinrekvisitionen, hvor det ikke har været muligt at få mangler afhjulpet eller tvivl afklaret, jf. § 98, stk. 2, skal opbevares på apoteket eller sygehusapoteket i 3 år.

§ 93

Ekspederede medicinrekvisitioner på lægemidler til skibsmedicinkister skal opbevares på apoteket i 2 år.