Radiofrekvensloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af radiofrekvensloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om radiofrekvenser

Lov nr. 475 af 12. juni 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 17. september 2025,
som ændret ved lov nr. 1787 af 29. december 2025

Kapitel 7 1 Anvendelse af radiofrekvenser afsat til radio- eller tv-formål
§ 34

Reglerne i §§ 35-37 finder anvendelse på radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til radio- eller tv-formål.

§ 35

Digitaliseringsstyrelsen kan udstede tilladelser, jf. §§ 7 og 13, til at anvende radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til radio- eller tv-formål, til radio- eller tv-formål og til andre formål end radio eller tv.

Stk. 2 Ved udstedelse af tilladelser efter stk. 1 gives tilladelser til radio- eller tv-formål forrang frem for tilladelser til andre formål end radio eller tv.

§ 36

Udstedelse af en tilladelse til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, kan alene ske, hvis ansøgeren har adgang til at udøve programvirksomhed, eller hvis ansøgeren har adgang til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 Digitaliseringsstyrelsen kan kun udstede en tilladelse til radio- eller tv-formål efter § 35, stk. 1, hvis de sendere, som ønskes anvendt, er placeret inden for det geografiske område, hvor ansøgeren har adgang til at udøve programvirksomhed eller til at distribuere lyd- og billedprogrammer.

Stk. 3 Er de ansøgte radiofrekvenser udmeldt af Radio- og tv-nævnet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør heraf til brug i et bestemt område, skal de sendere, som ønskes anvendt, være placeret inden for dette område.

Stk. 4 Tilladelser til radio- eller tv-formål udstedt efter § 35, stk. 1, bortfalder, hvis adgangen til at udøve programvirksomhed eller adgangen til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed bortfalder eller tilbagekaldes tidsubegrænset.

Stk. 5 Efter forhandling mellem ministeren for digitalisering og kulturministeren kan Digitaliseringsstyrelsen ved udstedelse af tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, ud over vilkår fastsat i medfør af § 14 fastsætte vilkår begrundet i mediepolitiske hensyn.

§ 37

Efter forhandling mellem ministeren for digitalisering og kulturministeren kan Digitaliseringsstyrelsen med 1 års varsel tilbagekalde tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.

Stk. 2 Efter forhandling mellem ministeren for digitalisering og kulturministeren kan Digitaliseringsstyrelsen med 6 måneders varsel tilbagekalde tilladelser til andre formål end radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at varetage mediepolitiske hensyn.

§ 38

Der må ikke anvendes radiofrekvenser til udsendelse af radio- eller tv-programmer på det åbne hav eller i luftrummet derover.