Professionshøjskolens øverste daglige ledelse varetages af rektor inden for de rammer, som bestyrelsen har fastsat. Professionshøjskolens rektor deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Rektor eller den, som rektor anmoder herom, kan endvidere efter behov deltage i møder i andre kollektivt sammensatte organer i professionshøjskolen, der er nedsat af bestyrelsen.
Stk. 2 Rektor indstiller til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af institutionens øverste ledelse.
Stk. 3 Rektor eller den, som rektor bemyndiger hertil, ansætter og afskediger det øvrige personale.
Stk. 4 Rektor indstiller budget til bestyrelsen og underskriver regnskabet.
Stk. 5 Rektor har over for bestyrelsen ansvar for, at
- 
    1) uddannelserne og andre opgaver gennemføres i overensstemmelse med den lovgivning, der regulerer uddannelserne eller opgaverne, og de givne bevillinger, 
- 
    2) det af bestyrelsen godkendte budget overholdes og 
- 
    3) institutionens virksomhed i øvrigt er i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger og retningslinjer. 
Stk. 6 Rektor tegner professionshøjskolen med undtagelse af dispositioner over fast ejendom.