Betænkning over lovforslag nr. 2025/1 BTL 44 af 06. december 2025

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 2. december 2025

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love

(National planlægningskompetence for digitalisering og data i sundhedsvæsenet, nye regler for fælles digital infrastruktur, ændringer som følge af lov om Digital Sundhed Danmark og Statens Serum Instituts infrastrukturer, databaser m.v.)

[af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)]:

1. Ændringsforslag

Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet 10 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Radikale Venstre

Lovforslaget omhandler en række væsentlige elementer omkring digitalisering, data og digital infrastruktur på sundhedsområdet. Det er afgørende for at sikre et effektivt og moderne sundhedsvæsen til gavn for patienterne. Radikale Venstre bakker op om denne udvikling og noterer sig, at lovforslaget er udformet med respekt for borgernes rettigheder og i overensstemmelse med relevant EU-lovgivning m.v. på området. Det er nødvendigt for at kunne indfri det fulde potentiale ved anvendelsen af data og digitalisering. Radikale Venstre støtter lovforslaget.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 4 indsættes:

»01. I § 17, stk. 3, 3. pkt., og § 42 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, ændres »§ 42 a, stk. 5« til: »§ 42 a, stk. 6«.«

[Konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 6]

2) Nr. 8-10 udgår, og i stedet indsættes:

»8. Overskriften før § 157 og § 157 ophæves.

9. Overskriften før § 157 a og § 157 a ophæves.«

[Lovteknisk ændring]

3) Nr. 14 affattes således:

»14. I § 193 b, stk. 3, nr. 6, ændres »infrastruktur, og« til: »infrastruktur,«, og i nr. 7 ændres »kildesystemer.« til: »kildesystemer,«.«

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4]

4) Nr. 15 affattes således:

»15. I § 193 b, stk. 3, indsættes som nr. 8 og 9:

»8) opgaver, dataansvar og tilsyn m.v. for personoplysninger i den fælles digitale infrastruktur, og

9) at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.««

[Lovteknisk præcisering]

5) Nr. 20 affattes således:

»20. § 222, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger, herunder om formålsbegrænsning, indsamling af oplysninger, dataansvar og videregivelse af personoplysninger, herunder om udstilling af personoplysninger og deling af statistik m.v. Ministeren kan derudover fastsætte regler om drift og forvaltning af de i stk. 1 nævnte infrastrukturer, databaser m.v., herunder om indberetning af oplysninger til Statens Serum Institut.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.«

[Lovteknisk ændring]

6) Efter nr. 23 indsættes:

»02. I § 271, stk. 3, ændres »§ 42 a, stk. 6« til: »§ 42 a, stk. 7«.«

[Konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 6]

Til § 2

7) Efter nr. 4 indsættes:

»01. I § 34, stk. 3, ændres »§ 11, stk. 1, nr. 9« til: »§ 11, stk. 1, nr. 10«.

02. I § 38, stk. 1, 2. pkt., § 42, stk. 1, § 44, stk. 2, § 50 b, stk. 3, § 56 a, stk. 1, 3. pkt., og § 63 a, stk. 3, ændres »§ 11, stk. 1, nr. 11« til: »§ 11, stk. 1, nr. 12«.

03. I § 61 f ændres »§ 11, stk. 1, nr. 13« til: »§ 11, stk. 1, nr. 14«.

04. I § 71 b, stk. 1, 1. pkt., udgår », jf. sundhedslovens § 157«.«

[Konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 2, nr. 2, og den foreslåede ophævelse af sundhedslovens § 157]

Til § 3

8) Efter nr. 1 indsættes:

»01. I § 20, stk. 2, 1. pkt., ændres »Styrelsen for Patientsikkerhed« til: »Digital Sundhed Danmark«.«

[Konsekvensændring som følge af oprettelsen af Digital Sundhed Danmark]

Til § 8

9) I stk. 1 ændres »2026.« til: »2026, jf. dog stk. 2.«

[Lovteknisk ændring]

Til § 9

10) I stk. 2 ændres »nr. 5-7 og 17-22« til: »nr. 01, 5-7, 17-22 og 02«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1 og 6]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 6

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 6, at § 42 a, stk. 5 og 6 herefter bliver stk. 6 og 7.

Det foreslås med indsættelsen af nr. 01 i ændringsforslag nr. 1 at ændre i sundhedslovens §§ 17, stk. 3, 3. pkt., 42 b, stk. 1, 1. pkt., og 42 b, stk. 3, fra »§ 42 a, stk. 5« til »§ 42 a, stk. 6«.

Det foreslås desuden med indsættelsen af nr. 02 i ændringsforslag nr. 6 at ændre i sundhedslovens § 271, stk. 3, fra »§ 42 a, stk. 6« til »§ 42 a, stk. 7«.

Med ændringsforslagene er der tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 6. Der er således ikke tale om indholdsmæssig ændringer.

Til nr. 2

Det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 9, at overskriften før § 157 a i sundhedsloven ophæves. Det fremgår derudover af lovforslagets § 1, nr. 10, at sundhedslovens §§ 157 og 157 a ophæves.

Det foreslås med ændringsforslaget, at nr. 8-10 udgår, og at der i stedet indsættes nyt nr. 8 og 9.

Ændringsforslaget er foranlediget af, at ophævelsen af paragrafferne og overskrifterne til paragrafferne sker i den korrekte rækkefølge. Der er således ikke tale om en indholdsmæssig ændring, men en lovteknisk ændring.

Til nr. 3

Det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 14, at i § 193 b, stk. 3, nr. 6, ændres »infrastruktur, og« til »infrastruktur,«, og at der i nr. 7 ændres fra »kildesystemer.« til »kildesystemer, og«.

Det foreslås med ændringsforslaget at affatte nr. 14 således: »I § 193 b, stk. 3, nr. 6, ændres »infrastruktur, og« til: »infrastruktur,«, og i nr. 7 ændres fra »kildesystemer.« til: »kildesystemer,«.«

Med ændringsforslaget er der tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 4. Der er således ikke tale om en indholdsmæssig ændring.

Til nr. 4

I lovforslagets § 8, stk. 3, vil regler udstedt i medfør af §§ 157 og 157 a i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 om sundhedsloven, som ændret ved § 1 i lov nr. 717 af 20. juni 2025, forblive i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 193 b, stk. 3, i sundhedsloven.

Det fremgår bl.a. af lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 13, at det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at man med hjemmel i § 193 b, stk. 3, vil kunne fastsætte regler om påmindelser om vaccination, da de gældende regler, der er udstedt i medfør af §§ 157 og 157 a, ophæves. Dette vil også indebære, at reglerne i medfør af den gældende § 157 a, stk. 11, om Statens Serum Instituts adgang til at udsende påmindelser om vaccination med vacciner, der indgår i de danske vaccinationsprogrammer, eller som tilbydes personer ved individuelt behov. Regler om Statens Serum Instituts udsendelse af påmindelser vil kunne udstedes i medfør af § 193 b, stk. 3.

I lovforslagets § 1, nr. 10, ophæves sundhedslovens §§ 157 og 157 a, og som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, vurderer Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at der fremover vil kunne udstedes regler i medfør af § 193 b, stk. 3.

Det foreslås med ændringsforslaget at affatte § 1, nr. 15, således:

»15. I § 193 b, stk. 3, indsættes som nr. 8 og 9:

8) opgaver, dataansvar og tilsyn m.v. for personoplysninger i den fælles digitale infrastruktur, og

9) at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.«

Formålet med indsættelsen af nr. 9 i oplistningen i § 193 b, stk. 3, er at præcisere, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, at der uanset stk. 2 kan videregives eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver.

Ændringsforslaget vil indebære, at Digital Sundhed Danmark eller en anden aktør, der er udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren, uanset formålsbegrænsningen i stk. 2, der begrænser adgang til helbredsoplysningerne m.v. til alene at kunne tilgås, når patienten er i aktuel patientbehandling, kan videregive eller give adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur til centrale sundhedsmyndigheder til brug for varetagelsen af deres opgaver. De centrale sundhedsmyndigheder, som kan få videregivet eller gives adgang til hele eller dele af den fælles digitale infrastruktur, vil f.eks. være Lægemiddelstyrelsen, der både får videregivet data fra Det Fælles Medicinkort og Det Danske Vaccinationsregister og har adgang til oplysninger i registrene, når det er nødvendigt til brug for styrelsens behandling af bivirkningsindberetninger, jf. kapitel 5 i lov om lægemidler. Et andet eksempel er, at Styrelsen for Patientsikkerhed får videregivet data fra Det Fælles Medicinkort til brug for deres opgave med at føre tilsyn med læger og tandlægers ordination af lægemidler.

Der er således tale om en lovteknisk præcisering, idet Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurderer, at den fælles digitale infrastruktur kan anvendes til at understøtte de centrale sundhedsmyndigheder med varetagelsen af deres opgaver.

Ud over indsættelsen af et nyt nr. 9 er nyaffattelsen af nr. 15 foretaget af lovtekniske grunde og indebærer ikke øvrige indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 5

Det følger af lovforslaget § 1, nr. 20, at § 222, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger, herunder om formålsbegrænsning, indsamling af oplysninger, dataansvar og videregivelse af personoplysninger, herunder om udstilling af personoplysninger og deling af statistik m.v., og om drift og forvaltning af de i stk. 1 nævnte infrastrukturer, databaser m.v., herunder om indberetning af oplysninger til Statens Serum Institut.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.«

Det foreslås med ændringsforslaget at affatte § 1, nr. 20, således:

»20. § 222, stk. 2 og 3, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om Statens Serum Instituts behandling af personoplysninger, herunder om formålsbegrænsning, indsamling af oplysninger, dataansvar og videregivelse af personoplysninger, herunder om udstilling af personoplysninger og deling af statistik m.v. Ministeren kan derudover fastsætte regler om drift og forvaltning af de i stk. 1 nævnte infrastrukturer, databaser m.v., herunder om indberetning af oplysninger til Statens Serum Institut.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.«

Nyaffattelsen af § 1, nr. 20, er foretaget af lovtekniske grunde og indebærer ikke øvrige indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 7

Det følger af lovforslagets § 2, nr. 2, at der med indsættelsen af § 11, stk. 1, nr. 9, sker en rykning af nr. 9-15, der herefter bliver nr. 10-16.

Det foreslås med indsættelsen af nr. 01 i ændringsforslaget at ændre i lov om apoteksvirksomheds § 34, stk. 3, fra »§ 11, stk. 1, nr. 9« til »§ 11, stk. 1, nr. 10«.

Med ændringsforslaget er der tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2. Der er således ikke tale om en indholdsmæssig ændring.

Det foreslås med indsættelsen af nr. 02 i ændringsforslaget at ændre i lov om apoteksvirksomheds §§ 38, stk. 1, 2. pkt., 42, stk. 1, 44, stk. 2, 50 b, stk. 3, 56 a, stk. 1, 3. pkt., og 63 a, stk. 3, fra »§ 11, stk. 1, nr. 11« til »§ 11, stk. 1, nr. 12«.

Med ændringsforslaget er der tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2. Der er således ikke tale om en indholdsmæssig ændring.

Det foreslås med indsættelsen af nr. 03 i ændringsforslaget at ændre i lov om apoteksvirksomheds § 61 f fra »§ 11, stk. 1, nr. 13« til »§ 11, stk. 1, nr. 14«.

Med ændringsforslaget er der tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2. Der er således ikke tale om en indholdsmæssig ændring.

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 10, at sundhedslovens § 157 ophæves.

Det foreslås med ændringsforslagets nr. 04, at der i § 71 b, stk. 1, 1. pkt., udgår »jf. sundhedslovens § 157«.

Med ændringsforslaget er der tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 10, som affattet ved ændringsforslag § 1, nr. 2. Der er således ikke tale om en indholdsmæssig ændring.

Til nr. 8

Efter den gældende psykiatrilovs § 20, stk. 2, 1. pkt., fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om tvangsprotokoller og om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er blevet opmærksomt på, at det ved en fejl fremgår, at indberetning af tvang sker til Styrelsen for Patientsikkerhed, da det i dag er Sundhedsdatastyrelsen, som er rette myndighed til at registrere indberetninger af tvang.

Det foreslås med ændringsforslag nr. 8 at ændre i § 20, stk. 2, 1. pkt., fra »Styrelsen for Patientsikkerhed« til »Digital Sundhed Danmark«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om tvangsprotokoller og om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Digital Sundhed Danmark.

Der er tale om en konsekvensændring som skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til lov om Digital Sundhed Danmark, som, hvis det vedtages, vil betyde, at Digital Sundhed Danmark vil overtage opgaverne fra Sundhedsdatastyrelsen.

Til nr. 9

Ændringsforslaget er en lovteknisk ændring.

Til nr. 10

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1 og 6.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 9. oktober 2025 og var til 1. behandling den 6. november 2025. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 4. juni 2025 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del – bilag 301 (folketingsåret 2024-25). Den 9. oktober 2025 sendte indenrigs- og sundhedsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 12 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Lea Wermelin (S) Birgitte Vind (S) Camilla Fabricius (S) Flemming Møller Mortensen (S) Tanja Larsson (S) Maria Durhuus (S) Matilde Powers (S) Rasmus Horn Langhoff (S) nfmd. Sara Emil Baaring (S) Christoffer Aagaard Melson (V) Erik Veje Rasmussen (V) Heidi Bank (V) Rosa Eriksen (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Rasmus Lund-Nielsen (M) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) Marlene Harpsøe (DD) Louise Brown (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Per Larsen (KF) Lise Bertelsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Peter Kofod (DF) Kirsten Normann Andersen (SF) Charlotte Broman Mølbæk (SF) Halime Oguz (SF) Peder Hvelplund (EL) Stinus Lindgreen (RV) Karin Liltorp (ALT)

Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S) 50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 23
Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg (DD) 16
Socialistisk Folkeparti (SF) 15
Liberal Alliance (LA) 15
Moderaterne (M) 12
Det Konservative Folkeparti (KF) 10
Enhedslisten (EL) 9
Dansk Folkeparti (DF) 7
Radikale Venstre (RV) 6
Alternativet (ALT) 6
Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen (BP) 1
Naleraq (N) 1
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 5