Ændringslov nr. 1787 af 29. december 2025

Den fulde tekst

Lov om ændring af færdselsloven, lov om luftfart, postloven og forskellige andre love

(Styrket beredskab på transportområdet m.v. og præcisering af politiets adgang til at neutralisere droner m.v.)

VI FREDERIK DEN TIENDE, af Guds Nåde Danmarks Konge, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 753 af 20. juni 2025, foretages følgende ændring:

1. Efter kapitel 19 a indsættes:

»Kapitel 19 b

Fravigelse af lovens regler, når det er nødvendigt af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål

§ 134 f. Transportministeren kan inden for sit ressortområde efter forhandling med henholdsvis forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab fastsætte regler, som helt eller delvis fraviger reglerne i kapitel 5 og 6, § 56, stk. 2-4 og 6, § 62, § 63, stk. 2-4, og § 66, stk. 1 og 3-5, og overtage beføjelser tillagt andre myndigheder i §§ 92 og 92 a, hvis en sådan fravigelse eller overtagelse af beføjelser er nødvendig af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål.«

§ 2

I lov om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 499 af 20. maj 2025, § 7 i lov nr. 560 af 27. maj 2025 og § 2 i lov nr. 753 af 20. juni 2025, foretages følgende ændring:

1. Efter § 129 indsættes før overskriften før § 130:

»Fravigelse af lovens regler, når det er nødvendigt af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål

§ 129 a. Transportministeren kan efter forhandling med henholdsvis forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab fastsætte regler, som fraviger reglerne i kapitel 9, hvis en sådan fravigelse er nødvendig af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål.

Stk. 2. Transportministeren kan efter forhandling med vedkommende minister og henholdsvis forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab bemyndige en anden statslig myndighed til at udøve de beføjelser, der er tillagt vejmyndigheden i §§ 87 og 92, hvis det er nødvendigt af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål.«

§ 3

I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024, som ændret ved § 3 i lov nr. 753 af 20. juni 2025, foretages følgende ændring:

1. Efter § 97 indsættes i kapitel 14:

»Fravigelse af lovens regler, når det er nødvendigt af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål

§ 97 a. Transportministeren kan efter forhandling med henholdsvis forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab fastsætte regler, som fraviger reglerne i kapitel 10, hvis en sådan fravigelse er nødvendig af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål.

Stk. 2. Transportministeren kan efter forhandling med vedkommende minister og henholdsvis forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab bemyndige en anden statslig myndighed til at udøve beføjelser, der er tillagt kommunalbestyrelsen i § 7, § 59 og § 61, stk. 2, hvis det er nødvendigt af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål.«

§ 4

I lov om havne, jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 24. januar 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Transportministeren kan efter forhandling med henholdsvis forsvarsministeren og ministeren for samfundssikkerhed og beredskab fastsætte regler om en konkret anvendelse af et konkret havneareal, hvis det er nødvendigt af hensyn til væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige nationale civile beredskabsformål. Transportministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om påbud til konkrete havne om anvendelsen af specifikke havnearealer og om overtagelse af disse til formål efter 1. pkt. mod fuldstændig erstatning, regler om aftaleindgåelse på markedsvilkår forud for meddelelse af påbud og nærmere regler om specifikke havnearealers anvendelse, herunder om hel eller delvis fravigelse af havnens ordensreglement.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

2. I § 6, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

§ 5

I postloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 8. februar 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Virksomheder med tilladelse til postbefordring efter stk. 1 skal udføre den nødvendige planlægning, som gør dem i stand til i en ekstraordinær situation med kort varsel at udbringe fysisk post for myndigheder og offentlige og private virksomheder og institutioner, der udfører samfundsvigtige funktioner.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

2. I § 8, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »fællesvej«: », jf. dog stk. 2«.

3. I § 8 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ejere af ejendomme beliggende i landzone kan undlade at placere brevkassen ved indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej, hvis de ikke har mulighed for det. Brevkassen skal i disse tilfælde placeres tættest muligt på indkørslen fra offentlig vej eller privat fællesvej eller ved indgangen til ejendommens parcel.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

4. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, ophæves 2.-5. pkt.

5. I § 14, stk. 2, indsættes efter »opgaver«: »eller dele af disse«.

6. I § 14, stk. 3, indsættes efter »opgaver«: »eller dele af disse«.

7. I § 14 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Transportministeren kan uddele midler til at understøtte varetagelsen af den opgave, der er nævnt i stk. 1, nr. 4.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

8. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 20:

»§ 17. Transportministeren kan efter forhandling med digitaliseringsministeren udpege en eller flere postvirksomheder til mod kompensation at varetage opgaven med at udbringe fysisk post under ekstraordinære omstændigheder, herunder ved utilgængelighed af offentlige digitale løsninger.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om sikring af udbringning af fysisk post efter stk. 1, herunder om udpegning af postvirksomheder efter stk. 1, og indgåelse af aftaler om udbringning forud for udpegning efter stk. 1.«

9. I § 28, stk. 1, ændres »§ 8, stk. 1-3« til: »§ 8, stk. 1, 3 og 4«.

§ 6

I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 570 af 19. maj 2025, som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december 1997 og lov nr. 1645 af 16. december 2025, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 126 a affattes således:

»Definitioner«.

2. I § 126 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved en ikkesamarbejdsvillig drone forstås en drone, der opereres af en droneoperatør, som

1) opererer dronen ulovligt eller med et ulovligt formål og

2) ikke kan identificeres eller ikke følger anvisninger fra offentlige myndigheder eller infrastrukturforvaltere.«

3. Overskriften før § 126 c affattes således:

»Ansvarsforsikring, erstatningsansvar m.v.«

4. I § 126 c indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om erstatningsansvar som følge af neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner, jf. § 126 i, herunder om ejerens ansvar efter § 127 og den offentlige myndigheds og infrastrukturforvalters erstatningsansvar, og regler om regreskrav og ansvarsfordeling.

Stk. 4. Droner neutraliseret efter § 126 i, som er i offentlige myndigheders eller infrastrukturforvalteres varetægt, skal overdrages til politiet eller forsvaret eller til ejeren af dronen.«

5. Efter § 126 g indsættes i kapitel 9 a:

»Anmeldelse af flyveplaner for droneoperationer

§ 126 h. Transportministeren kan fastsætte regler om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger for droneoperationer, herunder krav til flyveplanen, tidspunkt for anmeldelse af en flyveplan og kontaktoplysninger for en droneoperation. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om afmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger og betingelser herfor, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Ministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter stk. 1 fastsætte regler om tilgængeliggørelse og videregivelse af flyveplan og kontaktoplysninger.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at regler udstedt i medfør af stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for følgende:

1) Privatpersoner, der flyver med en drone, som opfylder kravene, der følger af lov om produkter og markedsovervågning.

2) Operationer med droner, der vejer under 250 g, og som ikke er udstyret med en sensor.

3) Forsvaret, politiet, redningsberedskabet og andre offentlige myndigheder, der som led i deres opgavevaretagelse opererer droner efter lovens §§ 126 f, 154 eller 155.

4) Operationer med certificerede droner og droner, der opereres i luftrum tilknyttet en modelflyveklub.

Neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner

§ 126 i. Transportministeren kan efter forudgående høring af politiet indgå aftale med visse offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere om, at de kan neutralisere ikkesamarbejdsvillige droner. Ministeren kan fastsætte regler om vilkår for at forestå neutraliseringen af ikkesamarbejdsvillige droner.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner efter stk. 1, herunder regler om, i hvilke områder og med hvilke metoder neutralisering af en ikkesamarbejdsvillig drone kan ske. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om orientering af relevante aktører i forbindelse med neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner ved brug af elektromagnetiske modforanstaltninger, herunder om undtagelse fra kravet om orientering af hensyn til statens sikkerhed.

Stk. 3. Transportministeren fastsætter regler om indberetning af en offentlig myndigheds eller infrastrukturforvalters forsøg på eller gennemførte neutralisering af en drone efter stk. 1, 1. pkt. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om inddragelse af politiet.

§ 126 j. Offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere skal forevise legitimation eller på anden vis legitimere sig ved henvendelse til en droneoperatør i forbindelse med neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«

§ 7

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 734 af 20. juni 2025, foretages følgende ændring:

1. Efter § 13 indsættes i kapitel 3:

»Særlige indgreb

§ 13 a. Politiet kan neutralisere droner og andre ubemandede genstande, der opereres autonomt eller bliver fjernstyret, når det er nødvendigt for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed samt for at bringe strafbar virksomhed til ophør.

Stk. 2. Politiet kan i øvelses- og uddannelsesøjemed neutralisere droner og andre genstande nævnt i stk. 1 efter samtykke fra droneejeren, operatøren eller ejeren af genstanden.«

§ 8

I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 22. juni 2022, som ændret ved § 1 i lov nr. 1555 af 12. december 2023 og § 21 i lov nr. 698 af 20. juni 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, indsættes efter »retsplejelovens § 791 c«: »eller lov om politiets virksomhed«.

2. I § 1 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på offentlige myndigheders og infrastrukturforvalteres aktiviteter omfattet af § 126 i, stk. 1, 1. pkt., i lov om luftfart.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.

3. I § 1, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres »stk. 6 og 7« til: »stk. 7 og 8«.

§ 9

I lov om radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1109 af 17. september 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på offentlige myndigheders og infrastrukturforvalteres aktiviteter omfattet af § 126 i, stk. 1, 1. pkt., i lov om luftfart.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

2. I § 6, stk. 5, indsættes efter »§ 791 c i lov om rettens pleje«: »eller lov om politiets virksomhed«.

§ 10

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2. § 134 f i færdselsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, § 129 a i lov om offentlige veje som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, og § 97 a i lov om private fællesveje som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, ophæves den 31. december 2028.

Stk. 3. § 3, stk. 5, i postloven som affattet ved denne lovs § 5, nr. 1, har virkning fra den 1. marts 2026.

Stk. 4. Regler og tilladelser udstedt i medfør af postlovens § 3, stk. 5, og § 8, stk. 4-6, jf. lovbekendtgørelse nr. 151 af 8. februar 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af denne lov.

§ 11

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 6 og 7 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger. §§ 6 og 7 kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3. § 9 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 29. december 2025

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

FREDERIK R.

/ Thomas Danielsen