Ændringslov nr. 1636 af 16. december 2025
Lov om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed, lov om forsikringsvirksomhed og lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter1)
(Udskydelse af virksomheders pligt til rapportering om bæredygtighed og afregistrering af revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering)VI FREDERIK DEN TIENDE, af Guds Nåde Danmarks Konge, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1057 af 23. september 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 480 af 22. maj 2024, § 17 i lov nr. 1602 af 17. december 2024, § 2 i lov nr. 1668 af 30. december 2024 og § 68 i lov nr. 52 af 28. januar 2025, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2023/2775 af 17. oktober 2023 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU for så vidt angår justeringer af størrelseskriterierne for mikrovirksomheder, små, mellemstore og store virksomheder eller koncerner, EU-Tidende, L af 21. december 2023« til: »dele af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2023/2775 af 17. oktober 2023 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU for så vidt angår justeringer af størrelseskriterierne for mikrovirksomheder, små, mellemstore og store virksomheder eller koncerner, EU-Tidende, L af 21. december 2023, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2025/794 af 14. april 2025 om ændring af direktiv (EU) 2022/2464 og (EU) 2024/1760 for så vidt angår de datoer, fra hvilke medlemsstaterne skal anvende visse krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering og due diligence, EU-Tidende, L af 16. april 2025«.
2. I § 99 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »en bæredygtighedsrapportering«: », jf. dog stk. 14«.
3. I § 99 a indsættes som stk. 14 og 15:
»Stk. 14. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse for virksomheder, for så vidt angår regnskabsår, der er påbegyndt mellem den 1. januar 2025 og den 31. december 2026, og om anvendelse af § 99 a som affattet ved lov nr. 1716 af 27. december 2018 og regler udstedt i medfør af stk. 9 og 10 i denne bestemmelse for disse virksomheder. Disse regler kan kun omfatte virksomheder, som efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer fra den 1. januar 2027 ikke er omfattet af krav om bæredygtighedsrapportering.
Stk. 15. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at for virksomheder, der undtages fra stk. 1, 1. pkt., og som før tidspunktet for ikrafttrædelse af stk. 14 har valgt en eller flere revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, jf. § 149 a, stk. 1, i selskabsloven, § 11, stk. 1, i erhvervsvirksomhedsloven eller § 75 a, 1. og 2. pkt., i lov om erhvervsdrivende fonde, til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, kræver afregistrering af den eller de valgte revisorer eller den eller de valgte uafhængige erklæringsudbydere ikke særskilt vedtagelse.«
4. Efter § 99 a indsættes:
»§ 99 b. For store virksomheder, jf. § 7, stk. 2, nr. 3, der er i regnskabsklasse C, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, har § 99, stk. 2, og § 99 a først virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller senere. Det samme gælder for store virksomheder, jf. § 7, stk. 2, nr. 3, der er i regnskabsklasse D, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, og som på balancetidspunktet havde et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret på 500 eller mindre. For regnskabsår, der er påbegyndt før den 1. januar 2027, finder § 99 a og regler udstedt i medfør af § 99 a, stk. 9 og 10, som affattet ved lov nr. 1716 af 27. december 2018 anvendelse.
Stk. 2. For små og mellemstore virksomheder, jf. § 7, stk. 2, nr. 1 og 2, der er i regnskabsklasse D, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, har § 99, stk. 2, og § 99 a først virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2028 eller senere. For regnskabsår, der er påbegyndt før den 1. januar 2028, finder § 99 a og regler udstedt i medfør af § 99 a, stk. 9 og 10, som affattet ved lov nr. 1716 af 27. december 2018 anvendelse.
Stk. 3. Uanset stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., kan virksomheder, der er omfattet af stk. 1 og 2, for regnskabsår, der begynder før den 1. januar 2028, vælge at udarbejde deres bæredygtighedsrapportering efter § 99 a.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på modervirksomheder, som aflægger koncernregnskab. Ved opgørelse af antal heltidsbeskæftigede, jf. stk. 1, 2. pkt., anvendes antallet af heltidsbeskæftigede i koncernen som helhed.
Stk. 5. For virksomheder, der er omfattet af stk. 1, som før den 31. december 2025 har valgt en eller flere revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, jf. § 149 a, stk. 1, i selskabsloven, § 11, stk. 1, i erhvervsvirksomhedsloven eller § 75 a, 1. og 2. pkt., i lov om erhvervsdrivende fonde, til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, kræver afregistrering af den eller de valgte revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere ikke særskilt vedtagelse.
Stk. 6. Ved afregistrering efter stk. 5 finder § 149 a, stk. 2 og 3, i selskabsloven, § 11, stk. 2, og § 19 i erhvervsvirksomhedsloven og § 75 a, 3. pkt., i lov om erhvervsdrivende fonde, ikke anvendelse.
Stk. 7. Afregistrering efter stk. 5 kan ikke foretages efter førstkommende ordinære generalforsamling eller lignende møde i et tilsvarende godkendelsesorgan, som er afholdt den 31. december 2025 eller senere.«
5. I § 102, stk. 7, 1. pkt., ændres »§ 99, stk. 3« til: »§ 99, stk. 2«.
§ 2
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1390 af 18. november 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 712 af 20. juni 2025 og § 4 i lov nr. 1322 af 20. november 2025, foretages følgende ændring:
1. Efter § 193 a indsættes:
»§ 193 b. For virksomheder, der er omfattet af § 193 a, stk. 1, som før den 31. december 2025 har valgt en eller flere revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, jf. selskabslovens § 149 a, stk. 1, til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, kræver afregistrering af den eller de valgte revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere ikke særskilt vedtagelse.
Stk. 2. Ved afregistrering efter stk. 1 finder selskabslovens § 149 a, stk. 2 og 3, ikke anvendelse.
Stk. 3. Afregistrering efter stk. 1 kan ikke foretages efter førstkommende ordinære generalforsamling eller lignende møde i et tilsvarende godkendelsesorgan, som er afholdt den 31. december 2025 eller senere.«
§ 3
I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 169 af 16. februar 2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 711 af 20. juni 2025, foretages følgende ændring:
1. Efter § 187 a indsættes før overskriften før § 188:
»§ 187 b. For virksomheder, der er omfattet af § 187 a, stk. 1, som før den 31. december 2025 har valgt en eller flere revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, jf. selskabslovens § 149 a, stk. 1, til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, kræver afregistrering af den eller de valgte revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere ikke særskilt vedtagelse.
Stk. 2. Ved afregistrering efter stk. 1 finder selskabslovens § 149 a, stk. 2 og 3, ikke anvendelse.
Stk. 3. Afregistrering efter stk. 1 kan ikke foretages efter førstkommende ordinære generalforsamling eller lignende møde i et tilsvarende godkendelsesorgan, som er afholdt den 31. december 2025 eller senere.«
§ 4
I lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, jf. lovbekendtgørelse nr. 232 af 1. marts 2024, som ændret bl.a. ved § 10 i lov nr. 480 af 22. maj 2024 og § 75 i lov nr. 52 af 28. januar 2025 og senest ved § 5 i lov nr. 712 af 20. juni 2025, foretages følgende ændring:
1. Efter § 154 a indsættes før overskriften før § 155:
»§ 154 b. For virksomheder, der er omfattet af § 154 a, stk. 1, som før den 31. december 2025 har valgt en eller flere revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere, jf. selskabslovens § 149 a, stk. 1, til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering, kræver afregistrering af den eller de valgte revisorer eller uafhængige erklæringsudbydere ikke særskilt vedtagelse.
Stk. 2. Ved afregistrering efter stk. 1 finder selskabslovens § 149 a, stk. 2 og 3, ikke anvendelse.
Stk. 3. Afregistrering efter stk. 1 kan ikke foretages efter førstkommende ordinære generalforsamling eller lignende møde i et tilsvarende godkendelsesorgan, som er afholdt den 31. december 2025 eller senere.«
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 31. december 2025, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1, nr. 3.
§ 6
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 2. §§ 2 og 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 16. december 2025
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
FREDERIK R.
/ Morten Bødskov
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2025/794 af 14. april 2025 om ændring af direktiv (EU) 2022/2464 og (EU) 2024/1760 for så vidt angår de datoer, fra hvilke medlemsstaterne skal anvende visse krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering og due diligence, EU-Tidende, L af 16. april 2025.
