Ændringslov nr. 2620 af 28. december 2021

Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om socialtilsyn og lov om social service

(Styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale tilbud)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 1377 af 21. september 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 2, ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 3, 4 og 6«.

2. I § 2, stk. 3, nr. 1-5, ændres »aftale med tilbuddet om køb af samtlige pladser« til: »driftsaftale med tilbuddet, jf. dog stk. 6«.

3. I § 2, stk. 3, indsættes som nr. 6:

»6) Private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, der indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner, jf. § 2 a, stk. 1, hører under socialtilsynet i den region, hvor koncernen eller den koncernlignende konstruktion har sin hovedadresse. Koncerner har hovedadresse, hvor moderselskabet har hjemsted, jf. selskabslovens § 5, nr. 13. Koncernlignende konstruktioner har hovedadresse, hvor det tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, der først har søgt om godkendelse, jf. § 5, har adresse.«

4. § 2, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Hvis et tilbud eller en plejefamilie, jf. § 4, stk. 1, skifter adresse eller en koncern eller koncernlignende konstruktion skifter hovedadresse og dette medfører, at tilbuddet, plejefamilien eller tilbud, der indgår i koncernen eller den koncernlignende konstruktion, bliver underlagt driftsorienteret tilsyn af et andet socialtilsyn, vil tilbuddet, plejefamilien eller tilbud, der indgår i koncernen eller den koncernlignende konstruktion, fortsat høre under det socialtilsyn, som det hidtil har været underlagt, jf. stk. 2, 3 eller 6, i 1 år fra det tidspunkt, hvor oplysningen om adresseændringen er tilgængelig for socialtilsynet.«

5. I § 2 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Social- og ældreministeren kan fastsætte regler om hel eller delvis fravigelse af stk. 2 og 3 og om ansvaret for varetagelsen af særlige opgaver.«

6. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Socialtilsynet, jf. § 2, stk. 3, nr. 6, træffer afgørelse om, hvorvidt private tilbud, jf. § 4, stk.1, nr. 2-4, indgår i koncernlignende konstruktioner. Der er tale om en koncernlignende konstruktion, hvis

1) der ikke er tale om en koncern i selskabsretlig forstand,

2) der mellem et eller flere private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, eller andre virksomheder sker en kontinuerlig og ikke ubetydelig samhandel, herunder køb, salg, leje og udleje af varer, ydelser, aktiver, fast ejendom m.v., og

3) der er en eller flere fysiske personer, der ejer eller på anden måde har økonomisk og driftsmæssig bestemmende indflydelse på tilbud og virksomheder nævnt i nr. 2, eller der er sammenfald i bestyrelses-, leder- eller ejerkreds i tilbud og virksomheder nævnt i nr. 2, herunder sammenfald ved nærtstående.

Stk. 2. Private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, skal give socialtilsynet de nødvendige oplysninger til brug for socialtilsynets vurdering af, om et tilbud indgår i en koncernlignende konstruktion, jf. stk. 1.«

7. I § 5, stk. 1 og 7, ændres »§§ 6 og 12-18« til: »§§ 6 og 11 a-18 og sundhedslovens § 141, stk. 6, 2. pkt«.

8. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 af tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, skal som minimum omfatte

1) tilbuddets adresse og fysiske rammer,

2) antal pladser,

3) målgruppe,

4) tilbudstype og

5) tilbuddets ydelser.

Stk. 3. Godkendelse efter stk. 1 af plejefamilier, jf. § 4, stk. 1, nr. 1, skal som minimum omfatte

1) plejefamiliens adresse og fysiske rammer,

2) antal pladser,

3) plejefamilietype og

4) plejefamiliens ydelser.«

Stk. 2-6 bliver herefter til stk. 4-8.

9. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »ikkegodkendte tilbud, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-3« til: »tilbud og plejefamilier, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1-3, som ikke er godkendt af socialtilsynet«, og som 2. pkt. indsættes: »Afgørelsen træffes på baggrund af en ansøgning fra den visiterende eller anbringende kommunalbestyrelse.«

10. § 5, stk. 5, der bliver stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Socialtilsynet kan i forbindelse med godkendelser efter stk. 1, 8 og 9 fastsætte vilkår, hvis opfyldelse er en betingelse for at bevare godkendelsen. Socialtilsynet kan knytte frister til opfyldelsen af vilkår.«

11. § 5, stk. 6, der bliver stk. 8, affattes således:

»Stk. 8. Socialtilsynet kan efter anmodning fra tilbuddet eller plejefamilien træffe afgørelse om, at den meddelte godkendelse og de meddelte vilkår for godkendelsen, jf. stk. 1 og 7, kan fraviges på nærmere bestemte betingelser eller inden for en nærmere bestemt periode. En afgørelse om fravigelse af godkendelse forudsætter ikke, at der forinden har været ansøgt om en væsentlig ændring af tilbuddets eller plejefamiliens godkendelse, jf. stk. 9. Afgørelsen om fravigelse, jf. 1. pkt., bortfalder, når betingelserne ikke længere er opfyldt eller den fastsatte periode er udløbet.«

12. I § 5 indsættes efter stk. 6, der bliver stk. 8, som nyt stykke:

»Stk. 9. Socialtilsynet kan træffe afgørelse om ændring af et tilbuds godkendelse, jf. stk. 1, når der er sket væsentlige ændringer i forhold til tilbuddets eksisterende godkendelse eller efter ansøgning fra tilbuddet.«

Stk. 7-9 bliver herefter stk. 10-12.

13. I § 5, stk. 7, der bliver stk. 10, ændres »kan træffe« til: »træffer«.

14. I § 5, stk. 8, der bliver stk. 11, indsættes som 2. pkt.:

»Godkendelsen bortfalder endvidere, hvis tilbuddet eller plejefamilien anmoder socialtilsynet herom.«

15. I § 5, stk. 9, der bliver stk. 12, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.

16. Efter § 5 a indsættes:

»Vurdering af kvaliteten«.

17. I § 6, stk. 2, nr. 5 og 7, ændres »stk. 4« til: »stk. 3«.

18. § 6, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

19. § 7, stk. 1, 2. og 3. pkt., ophæves.

20. I § 7 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Socialtilsynet skal føre kontrol med forholdene i tilbuddet og indgå i dialog med tilbuddet. Dialogen skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten i tilbuddet. Dialog skal indgå som led i det løbende driftsorienterede tilsyn, og i forbindelse med at der træffes afgørelser.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

21. I § 7, stk. 2, nr. 2, der bliver stk. 3, nr. 2, ændres »stk. 4,« til: »stk. 5,«.

22. § 7, stk. 2, nr. 4, der bliver stk. 3, nr. 4, affattes således:

»4) indhente oplysninger om tilbud, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, fra de kommuner, hvis borgere modtager behandling for alkoholmisbrug på behandlingsstedet i henhold til sundhedslovens § 141, stk. 1,«.

23. I § 7, stk. 2, nr. 5, der bliver stk. 3, nr. 5, ændres »nr. 6« til: »nr. 7«.

24. I § 7 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

»Stk. 5. Socialtilsynet udarbejder en tilsynsrapport efter hvert gennemført tilsyn.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

25. § 8, stk. 1, affattes således:

»Socialtilsynet træffer afgørelse om skærpet tilsyn, hvis konkrete forhold i et tilbud skaber bekymring for tilbuddets kvalitet, eller hvis socialtilsynet ud fra en samlet vurdering af tilbuddet, jf. § 6, finder, at tilbuddet ikke længere har den fornødne kvalitet. Afgørelse om skærpet tilsyn træffes for en periode på højst 6 måneder ad gangen og oplyses på Tilbudsportalen.«

26. I § 8, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:

»Fristen kan under særlige omstændigheder forlænges efter anmodning fra tilbuddet.«

27. I § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres »årligt« til: »hvert andet år«.

28. § 10, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Hvis socialtilsynet bliver opmærksom på bekymrende forhold på et behandlingssted, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 4, skal socialtilsynet underrette de kommuner, hvis borgere modtager behandling for alkoholmisbrug på behandlingsstedet i henhold til sundhedslovens § 141, stk. 1.«

29. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Hvis socialtilsynet får oplysninger om bekymrende forhold i et tilbud, jf. § 4, stk. 1, som er nødvendige og relevante af hensyn til udførelse af en opgave, som henhører under en anden offentlig myndighed, skal socialtilsynet uden unødigt ophold videregive oplysningerne til denne anden myndighed, herunder oplysninger om, hvorvidt socialtilsynet har taget tilsynsmæssige skridt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

30. § 10, stk. 3, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Hvis socialtilsynet bliver opmærksom på uhensigtsmæssige forhold i forhold til den enkelte borger, der relaterer sig til den enkelte kommunes ansvar efter lov om social service, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan socialtilsynet orientere den pågældende kommune herom.«

31. § 11, stk. 1, affattes således:

»Socialtilsynet skal i hver region have en whistleblowerordning, hvortil et tilbuds personale, beboere, pårørende og andre kan henvende sig anonymt om bekymrende forhold i tilbuddet. Socialtilsynet skal oplyse beboere, ansatte m.fl. i det enkelte tilbud om muligheden for at rette henvendelse til socialtilsynet efter 1. pkt.«

32. I § 11 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Socialtilsynet kan uden samtykke fra den, der har henvendt sig, jf. stk. 1, videregive henvendelsens indhold til en anden offentlig myndighed, hvis indholdet er relevant og nødvendigt for den anden myndigheds opgavevaretagelse.«

33. Efter § 11 indsættes i kapitel 2:

ȯkonomisk tilsyn

§ 11 a. Ved vurderingen af, om et tilbud, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2-4, har den fornødne økonomiske kvalitet, jf. § 6, stk. 2, nr. 7, skal socialtilsynet tage stilling til følgende forhold:

1) Om tilbuddet er økonomisk bæredygtigt.

2) Om tilbuddets økonomi giver mulighed for den fornødne kvalitet i tilbuddet i forhold til prisen og i forhold til tilbuddets målgruppe.

3) Om der er gennemsigtighed i tilbuddets økonomi.

Stk. 2. Som led i vurderingen efter stk. 1 skal socialtilsynet sikre sig følgende:

1) At revisor ikke har anført forbehold eller væsentlige supplerende oplysninger til årsregnskabet.

2) At der ifølge tilbuddets årsbudget er et rimeligt forhold mellem den forventede omsætning og omkostningerne.

3) At tilbuddets årsbudget afspejler tilbuddets målgruppe og metoder og tilbuddets planer for faglig udvikling og større ændringer.

4) At det private tilbuds soliditetsgrad er rimelig set i forhold til tilbuddets alder og specialiseringsgrad.

Stk. 3. Socialtilsynet skal som led i vurderingen af, om et privat tilbud har den fornødne økonomiske kvalitet, jf. stk. 1 og 2, vurdere tilbuddets udgifter til løn til ledelsen. Denne vurdering skal offentliggøres på Tilbudsportalen.

Stk. 4. Socialtilsynet skal i sin vurdering af, om et tilbud har den fornødne økonomiske kvalitet, jf. § 6, stk. 2, nr. 7, tage udgangspunkt i de oplysninger, der fremgår af de økonomiske nøgletal, jf. § 12, stk. 5, årsbudgettet, jf. § 16, det private tilbuds årsregnskab, jf. § 17, og revisionspåtegningen, jf. § 18. Hvis disse oplysninger vurderes ikke at være tilstrækkelige, kan socialtilsynet efter en konkret vurdering indhente supplerende oplysninger hos tilbuddet, driftsherren og revisor.

Stk. 5. Hvis socialtilsynet i forbindelse med sin stillingtagen efter stk. 1, nr. 2, vurderer, at et tilbud er uforholdsmæssigt dyrt sammenholdt med tilbuddets kvalitet, skal socialtilsynet bemærke dette i tilsynsrapporten, jf. § 7, stk. 5, og på Tilbudsportalen, jf. § 22, stk. 2.

§ 11 b. Socialtilsynet godkender tilbuddets årsbudget, jf. § 16, stk. 1, som led i godkendelsen af tilbuddet, jf. § 5, stk. 1, og det driftsorienterede tilsyn, jf. § 7, stk. 1, hvis følgende forhold er opfyldt:

1) Årsbudgettet sikrer den nødvendige sammenhæng mellem den faglige indsats og de afsatte økonomiske ressourcer.

2) Årsbudgettet indeholder ikke udgifter uvedkommende for tilbuddets virksomhed.

3) Årsbudgettet giver mulighed for ansvarlig forvaltning af offentlige midler.

Stk. 2. Som led i godkendelsen af årsbudgettet skal socialtilsynet påse følgende forhold:

1) At udgifter til leje af fast ejendom ikke overstiger, hvad der anses for normale lejeudgifter for tilsvarende ejendom, der anvendes til tilsvarende formål (markedslejen).

2) At vederlag til bestyrelsesmedlemmer ikke overstiger, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.

3) At goodwill ikke medregnes.

4) At transaktioner mellem enkelte enheder i en koncern eller en koncernlignende konstruktion sker på markedsvilkår, i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var sket mellem uafhængige parter.

Stk. 3. Socialtilsynet kan til brug for vurderingen af, om tilbuddets udgifter til leje af den faste ejendom, jf. stk. 2, nr. 1, overstiger markedslejen, indhente uafhængige valuarvurderinger, som betales af tilbuddet.

Stk. 4. Socialtilsynet godkender tilbuddets årsbudget i sin helhed og kan afvise at godkende årsbudgettet, med henvisning til at årsbudgettet på baggrund af enkelte poster ikke opfylder kravene i stk. 1.

§ 11 c. Ved vurderingen af, om de plejefamilier, som er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1, har den fornødne økonomiske kvalitet, jf. § 6, stk. 2, nr. 7, skal socialtilsynet foretage en overordnet vurdering af, om plejefamiliens økonomi giver grundlag for en stabil anbringelse.«

34. I § 12, stk. 1, indsættes efter »Tilbud«: »og plejefamilier, jf. § 4, stk. 1«, og efter »godkendelse« indsættes: »eller er godkendt«.

35. I § 12, stk. 2, indsættes efter »tilbud«: »og plejefamilier«.

36. I § 12, stk. 2, nr. 1, indsættes efter »egen drift«: »straks«, og », der lå til grund for godkendelsen, jf. § 5, stk. 1« ændres til: »til godkendelsen, jf. § 5, stk. 2 og 3«.

37. § 12, stk. 2, nr. 3, affattes således:

»3) efter anmodning give socialtilsynet oplysninger om, hvilke kommuner der i henhold til sundhedslovens § 141, stk. 1, har borgere, som modtager behandling på behandlingsstedet,«.

38. I § 12, stk. 2, nr. 4, ændres »tilsyn.« til: »tilsyn,«.

39. I § 12, stk. 2, indsættes som nr. 5 og 6:

»5) af egen drift og uden unødigt ophold give socialtilsynet oplysninger om bekymrende forhold og hændelser i tilbuddet og om, hvorvidt andre tilsynsyndigheder har foretaget tilsynsmæssige skridt over for tilbuddet, og

6) af egen drift og uden unødigt ophold give den kommune med ansvar for den enkelte borger efter lov om social service, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, oplysninger om bekymrende forhold og hændelser i tilbuddet og om, hvorvidt andre tilsynsyndigheder har foretaget tilsynsmæssige skridt over for tilbuddet.«

40. I § 12 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Tilbud efter § 4, stk. 2-4, revisorer og driftsherrer skal

1) af egen drift give socialtilsynet de relevante og nødvendige oplysninger om tilbuds og koncerners og koncernlignende konstruktioners økonomiske forhold og

2) efter anmodning give socialtilsynet supplerende økonomioplysninger for tilbud og koncerner og koncernlignende konstruktioner, hvis socialtilsynet vurderer, at de indberettede oplysninger ikke er fyldestgørende, eller er i tvivl om, hvorvidt oplysningerne er i overensstemmelse med de faktiske forhold.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.

41. I § 12, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »virksomhed«: », som bl.a. skal indeholde økonomiske nøgletal fra tilbuddets seneste årsregnskab«.

42. I § 12, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1-5 og om tilbuddenes årlige rapport om tilbuddets virksomhed efter stk. 5«.

43. Efter § 12 a indsættes før overskriften før § 13:

»Krav til virksomhedsform

§ 12 b. Det er en betingelse for godkendelse af private tilbud som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2-4, at tilbuddet er oprettet som selvejende institution, forening, aktieselskab, anpartsselskab, partnerselskab eller virksomhed med begrænset ansvar omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

§ 12 c. Private tilbud, jf. § 12 b, skal på Tilbudsportalen oplyse om ejerforholdene i tilbuddet, herunder om tilbuddet er helt eller delvis ejet fra udlandet. 1. pkt. gælder dog ikke for tilbud, der drives som selvejende institutioner eller foreninger.«

44. I § 13, stk. 1, indsættes efter »tilbud,«: »jf. § 12 b,«, og »som ikke er organiseret som enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber,« udgår.

45. § 14 affattes således:

»§ 14. Private tilbud, jf. § 12 b, skal have en bestyrelse, der opfylder betingelserne i stk. 2-4.

Stk. 2. Flertallet af bestyrelsens medlemmer skal være uafhængige af tilbuddets leder.

Stk. 3. Følgende personer må ikke tilsammen udgøre flertallet i bestyrelsen:

1) Personer, der udlejer ejendomme, andre større aktiver eller personale til tilbuddet.

2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme, andre større aktiver eller personale til tilbuddet, eller personer med bestemmende indflydelse i disse fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder.

3) Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

4) Ansatte i ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1, eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

Stk. 4. Tilbuddets medarbejdere skal være repræsenteret med mindst 1 medlem i bestyrelsen, som vælges af og blandt tilbuddets medarbejdere. Dette bestyrelsesmedlem er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis tilbuddets medarbejdere har valgt medarbejderrepræsentanter i henhold til selskabsloven og regler udstedt i medfør heraf om medarbejderrepræsentation.

Stk. 5. Tilbuddets leder må ikke have stemmeret i bestyrelsen.«

46. Efter § 14 indsættes før overskriften før § 15:

»§ 14 a. Socialtilsynet kan i forbindelse med en afgørelse om ophør af et tilbuds godkendelse, jf. § 5, stk. 10, træffe afgørelse om, at personer, der var ansat som leder af tilbuddet på tidspunktet for afgørelsen om ophør, i en periode på 5 år fra afgørelsen ikke må ansættes som leder af eller udpeges til bestyrelsen for tilbud, som er godkendt eller som søger om godkendelse af socialtilsynet. En sådan afgørelse kan træffes, hvis en person var ansat som leder af tilbuddet på tidspunktet for afgørelsen om ophør, og hvis den pågældende har forårsaget eller medvirket til de forhold, der dannede grundlag for afgørelsen om ophør af godkendelse.«

47. I § 15, stk. 6, ændres »§§ 7-11 og 16-18« til: »§§ 7-10, 11 a og 11 b, § 12 a, stk. 2 og 3, og §§ 16-18 og sundhedslovens § 141, stk. 6, 2. pkt.,«.

48. I § 16, stk. 1, indsættes efter »nr. 2-4,«: »med undtagelse af tilbud efter § 66, stk. 1, nr. 8, i lov om social service,«, efter »godkendt« indsættes: »af socialtilsynet«, og efter »socialtilsynet« indsættes: », jf. § 11 b«.

49. I § 16 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Årsbudgettet, jf. stk. 1, udarbejdes med udgangspunkt i grundlaget for beregning af tilbuddets takster, jf. regler fastsat i medfør af § 174, stk. 3, i lov om social service, og de indtægts- og omkostningstyper, der fremgår af beregningsgrundlaget. Årsbudgettet skal desuden indeholde oplysninger om andre indtægter.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

50. § 16, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. For koncerner og koncernlignende konstruktioner, jf. § 2 a, skal der ud over årsbudget for de enkelte tilbud, jf. stk. 1, udarbejdes en koncernnote med udgangspunkt i de enkelte enheders budgetter, hvoraf bl.a. pengestrømmene mellem koncernens eller den koncernlignende konstruktions enkelte enheder skal fremgå.«

51. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:

»§ 16 a. Private tilbud skal inden iværksættelsen af større vedligeholdelsesarbejder og forbedringer af tilbuddets fysiske rammer forelægge disse til socialtilsynets godkendelse.«

52. I § 17 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. For koncerner og koncernlignende konstruktioner, jf. § 2 a, stk. 1, skal der med udgangspunkt i årsregnskaberne for koncernens eller den koncernlignende konstruktions enkelte enheder, jf. stk. 1, udarbejdes en koncernnote, hvoraf bl.a. pengestrømmene mellem koncernens eller den koncernlignende konstruktions enkelte enheder skal fremgå.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

53. I § 18 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Ved den afsluttende revision af regnskaber, jf. stk. 1, skal revisor bl.a. påse følgende:

1) At regnskabet er opstillet i overensstemmelse med gældende regler.

2) At regnskabet ikke afviger væsentligt fra det af socialtilsynet godkendte budget.

3) At regnskabet ikke indeholder udgifter uvedkommende for tilbuddets virksomhed.

4) At regnskabet ikke indeholder væsentlige fejl eller mangler.

5) At de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter og med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.

6) At de økonomiske nøgletal oplyst af tilbuddet i tilbuddets årsrapport, jf. § 12, stk. 5, er i overensstemmelse med tilbuddets regnskab.

7) At udgifter til leje af fast ejendom ikke overstiger, hvad der anses for normale lejeudgifter for tilsvarende ejendom, der anvendes til tilsvarende formål (markedslejen).

8) At vederlag til bestyrelsesmedlemmer ikke overstiger, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang.

9) At der ikke i regnskabet er medregnet goodwill.

10) At transaktioner mellem enkelte enheder i en koncern eller en koncernlignende konstruktion sker på markedsvilkår i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var sket mellem uafhængige parter.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

54. I § 18 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

»Stk. 5. Revisor skal efter anmodning give socialtilsynet supplerende oplysninger og vurderinger.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

55. I § 18 indsættes efter stk. 4, der bliver stk. 6, som nye stykker.

»Stk. 7. Socialtilsynet kan træffe afgørelse om, at tilbuddet skal udpege en anden revisor, hvis revisor gentagne gange ikke har opfyldt kravene i gældende regler og standarder, eller hvis socialtilsynet af andre årsager generelt vurderer, at revisionspåtegningerne ikke kan lægges til grund for socialtilsynets vurdering af tilbuddets økonomi.

Stk. 8. Kommunale og regionale driftsherrer indsender den kommunale eller regionale revisionsberetning om revisionen af kommunens eller regionens regnskab til socialtilsynet.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 9.

56. I § 18, stk. 5, der bliver stk. 9, indsættes efter »indhold«: », herunder om revisors pligt til at afgive en erklæring om opfyldelsen af stk. 3 på et særskilt skema, som skal indgå i revisionsprotokollen og fremsendes til socialtilsynet«.

57. I § 18 c, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 18 g, stk. 1 og 2,« til: »§ 18 g, stk. 1 og 4,«.

58. Overskriften før § 18 g affattes således:

»Økonomisk tilsyn«.

59. I § 18 g indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Socialtilsynet skal godkende foreningens eller den private virksomheds årsbudget, hvis budgettet

1) ikke indeholder poster uvedkommende for foreningens eller den private virksomheds varetagelse af funktionen som arbejdsgiver i ordninger efter §§ 95 og 96 i lov om social service og

2) budgettet giver mulighed for ansvarlig forvaltning af de overførte tilskud til varetagelse af arbejdsgiverfunktionerne.

Stk. 3. Som led i godkendelsen af årsbudgettet skal socialtilsynet påse,

1) at vederlag til bestyrelsesmedlemmer ikke overstiger, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, og

2) at goodwill ikke medregnes.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

60. § 18 g, stk. 2, der bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Foreninger og private virksomheder, der er godkendt efter § 18 b, stk. 1, skal indsende deres reviderede årsregnskaber til socialtilsynet til orientering umiddelbart efter revisionens afslutning.«

61. I § 19, stk. 1, indsættes efter »de«: »personer,«.

62. I § 19, stk. 2, ændres »stk. 7« til: »stk. 10«.

63. Efter § 21 indsættes før overskriften før § 22:

»§ 21 a. Socialtilsynet skal i relevant omfang samarbejde med andre myndigheder og tilsyn med henblik på koordinering af tilsynet med tilbuddene, jf. § 4, stk. 1.«

64. § 23, stk. 1, ophæves.

Stk. 2-8 bliver herefter stk. 1-7.

65. I § 23, stk. 2, der bliver stk. 1, udgår »generelt godkendte plejefamilier og kommunale«.

66. I § 23, stk. 5, der bliver stk. 4, indsættes efter »aftale«: », jf. dog stk. 5«.

67. I § 23, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 2« til: »stk. 1«.

68. I § 23, stk. 8, der bliver stk. 7, ændres »stk. 7« til: »stk. 6«.

69. § 24 affattes således:

»§ 24. Socialstyrelsen understøtter løbende socialtilsynene i udførelsen af opgaven med at godkende og føre driftsorienteret tilsyn. Socialstyrelsen følger derudover løbende socialtilsynenes praksis for at sikre, at socialtilsynene opfylder lovens formål, jf. § 1, så det sikres, at godkendelses- og tilsynsopgaven varetages på en systematisk, ensartet, uvildig og fagligt kompetent måde.

Stk. 2. Socialtilsynene skal efter beslutning fra Socialstyrelsen deltage i de aktiviteter, som Socialstyrelsen iværksætter for at sikre, at socialtilsynene opfylder lovens formål, jf. § 1.

Stk. 3. Socialtilsynene skal tilvejebringe og indsende de oplysninger, som Socialstyrelsen anmoder om.

Stk. 4. Socialstyrelsen offentliggør hvert år en rapport om socialtilsynenes virksomhed. Årsrapporten skal bl.a. indeholde en status på de fem socialtilsyns virksomhed i det seneste år og vise udviklingen i socialtilsynenes opgave med at godkende og føre tilsyn med tilbud, jf. § 4, stk. 1. Årsrapporten skal særlig fokusere på, om det enkelte socialtilsyns praksis opfylder lovens formål, jf. § 1, og om der er områder, hvor socialtilsynene har en uensartet praksis.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen, jf. § 2, stk. 2, behandler Socialstyrelsens årlige rapport om socialtilsynenes virksomhed, jf. stk. 4, på et møde, senest 3 måneder efter at rapporten er offentliggjort.

Stk. 6. Social- og ældreministeren kan efter inddragelse af Socialstyrelsen fastsætte nærmere regler for socialtilsynets udførelse af opgaven med at godkende og føre tilsyn med tilbud, jf. § 4, stk. 1, herunder om formen og tilrettelæggelsen af denne, for at sikre, at socialtilsynene opfylder lovens formål, jf. § 1, og har en systematisk, ensartet, uvildig og fagligt kompetent godkendelses- og tilsynspraksis.«

§ 2

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1548 af 1. juli 2021, som ændret ved § 27 i lov nr. 2055 af 16. november 2021 og § 2 i lov nr. 2394 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »orienteres«: »straks«, og »ikkegodkendte tilbud« ændres til: »tilbud, som ikke er godkendt af socialtilsynet,«.

2. I § 5, stk. 8, ændres »generel aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn« til: »driftsaftale«.

3. I § 14, stk. 4, indsættes før nr. 1 som nyt nummer:

»1) at tilbud og plejefamilier, som skal være registreret i Tilbudsportalen, jf. stk. 2, har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til,«.

Nr. 1 og 2 bliver herefter nr. 2 og 3.

4. I § 14, stk. 5, indsættes før nr. 1 som nyt nummer:

»1) tilbuddet eller plejefamilien ikke har indberettet de oplysninger, som de er forpligtet til,«.

Nr. 1 og 2 bliver herefter nr. 2 og 3.

5. I § 66, stk. 3, ændres »aftale« til: »driftsaftale«.

6. I § 148 a, stk. 2, ændres »aftale om anvendelse af samtlige pladser i tilbuddet og om tilsyn« til: »driftsaftale med tilbuddet«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2022, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 4, træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 3. For private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, i lov om socialtilsyn, som er godkendt af socialtilsynet efter § 5 i lov om socialtilsyn før lovens ikrafttræden, og som ikke opfylder kravet i lovens § 12 b som affattet ved denne lovs § 1, nr. 43, senest den 31. december 2024, bortfalder godkendelsen efter § 5 i lov om socialtilsyn den 1. januar 2025, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. For private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, i lov om socialtilsyn, som er godkendt af socialtilsynet efter § 5 i lov om socialtilsyn før lovens ikrafttræden, som ikke opfylder kravet i § 12 b i lov om socialtilsyn som affattet ved denne lovs § 1, nr. 43, senest den 31. december 2024, og som inden lovens ikrafttræden har indgået aftale med en kommune, der ikke kan opsiges til ophør inden den 31. december 2024, træffer socialtilsynet efter ansøgning afgørelse om forlængelse af fristen i stk. 3 til det tidspunkt, hvor den konkrete aftale kan opsiges til ophør. Socialtilsynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. § 1, nr. 44, finder ikke anvendelse for private tilbud, der er organiseret som enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber. For disse private tilbud finder de hidtil gældende regler i § 13 i lov om socialtilsyn anvendelse.

Stk. 6. § 1, nr. 45, finder anvendelse for udpegning af medlemmer til bestyrelsen for private tilbud omfattet af § 12 b i lov om socialtilsyn som affattet ved denne lovs § 1, nr. 43, som foretages efter lovens ikrafttræden. Fra den 1. januar 2025 skal den samlede bestyrelse i alle private tilbud omfattet af § 12 b i lov om socialtilsyn som affattet ved denne lovs § 1, nr. 43, opfylde kravene i § 14 i lov om socialtilsyn som affattet ved denne lovs § 1, nr. 45.

Stk. 7. § 1, nr. 46, finder anvendelse for ansættelse af ledere i eller udpegning af medlemmer til bestyrelsen, som foretages fra og med lovens ikrafttræden.

Stk. 8. § 17, stk. 2, i lov om socialtilsyn som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, og § 18, stk. 3, nr. 2, i lov om socialtilsyn som affattet ved denne lovs § 1, nr. 53, finder anvendelse fra og med regnskabsåret 2022.

Givet på Marselisborg Slot, den 28. december 2021

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Astrid Krag