Betænkning over lovforslag nr. 2020/1 BTL 76 af 19. november 2020

Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside

Den fulde tekst

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 18. november 2020

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge og lov om aktiv socialpolitik

(Forlængelse af dagpengeperioden og retten til sygedagpenge samt genindførelse af forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen)

[af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard)]:

1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2, om, at der skal gå 2 dage fra offentliggørelsen af betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling, og fra bestemmelsen i § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.

2. Ændringsforslag

Der er stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget. Beskæftigelsesministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, 2 og 5-7. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 3, 4 og 8.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (DF) vil hverken stemme for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de af ministeren stillede ændringsforslaget. Mindretallet vil hverken stemme for eller imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil hverken stemme for eller imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (NB) vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget og til de stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget noterer sig, at Danmark fortsat står i en alvorlig økonomisk situation. På kort tid er ledigheden vokset markant. Mange danskere har fra den ene dag til den anden mistet arbejdet, og antallet af private arbejdspladser er faldet. Der er brug for initiativer, der kan holde hånden under dansk økonomi.

V er med i en aftale om udvidelse af hjælpepakker, der er med til at holde hånden under danske arbejdspladser. Det er V, fordi vi mener, at der er brug for initiativer, der holder hånden under danske arbejdspladser og får danske virksomheder og lønmodtagere så sikkert gennem krisen som muligt.

Aftalen indeholder også initiativer som en genindførelse af en midlertidig suspension af 225-timersreglen og en forlænget dagpengeret til ledige, der opbruger deres dagpengeret frem til den 1. november 2021.

V noterer sig, at den socialdemokratiske regering tidligere har oplyst, at færre – som følge af den økonomiske situation, vi står i – vil kunne leve op til kravet om 225 timers arbejde, i forbindelse med at beskæftigelsen på en lang række arbejdspladser berøres heraf. Samtidig betyder den aktuelle økonomiske krise, at en gruppe danskere risikerer at ryge ud af dagpengesystemet.

For V er det vigtigt at understrege, at vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor de normale omstændigheder på arbejdsmarkedet er sat ud af spil.

For V er det helt afgørende, at 225-timersreglen virker efter hensigten. Den skal sikre, at flere kontanthjælpsmodtagere har et klart incitament til tage et arbejde ved siden af kontanthjælpen. Det forudsætter, at der er job at tage.

V har tidligere i coronakrisen støttet regeringens ønske om at suspendere 225-timersreglen midlertidigt, idet regeringen har oplyst, at der på grund af coronakrisen er adgang til færre småjob. Og derfor støtter Venstre også en forlængelse af perioden nu.

Som V har gjort det klart flere gange, er det vigtigt at understrege, at der er tale om en midlertidig suspendering.

V har netop stået i spidsen for at indføre 225-timersreglen med det formål at sikre, at flere kontanthjælpsmodtagere arbejder ved siden af ydelsen, hvis de kan. 225-timersreglen har – sammen med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen – bidraget til, at især flere ikkevestlige indvandrere er kommet i arbejde. Særlig flere ikkevestlige kvinder på kontanthjælp har fået job ved siden af kontanthjælpen, siden vi indførte 225-timersreglen. Det har bidraget til, at flere forsørger sig selv, og at flere bidrager til at finansiere vores fælles velfærd i Danmark.

For V er det helt afgørende, at vi – så snart det er muligt – kan fortsætte det succesfulde arbejde, vi igangsatte i sidste valgperiode, hvor flere skiftede kontanthjælpen ud med et arbejde, og hvor flere ikkevestlige indvandrere blev selvforsørgende. Derfor skal 225-timersreglen genindføres i sin normale form igen, så snart det er muligt.

Vi skylder de mange tusinder, som har mistet deres arbejde, at gøre alt, hvad vi kan for at få genoprettet økonomien og skabt varig vækst og varige arbejdspladser. Derfor så Venstre gerne, at regeringen gjorde endnu mere – f.eks. at vi fik aftalt at få udbetalt de sidste ugers indefrosne feriepenge, som kunne være et godt værktøj til at få væksten i gang igen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af NB):

1) Titlen affattes således:

»Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik og lov om seniorjob

(Forlængelse af dagpengeperioden og retten til sygedagpenge, genindførelse af forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen og konsekvensrettelse i lov om seniorjob som følge af dagpengeperiodens forlængelse)«.

[Titlen omfatter ændring af lov om seniorjob]

Til § 1

2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 55 a, stk. 1, 3. pkt, ændres »§ 55, stk. 1 og 2« til: »§ 55, stk. 1, 2 og 8«.«

[Sikring af, at beskæftigelse i den foreslåede forlængede dagpengeperiode kan indgå på beskæftigelseskontoen]

Til § 2

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (ALT):

3) I den under nr. 1 foreslåede § 26 f affattes 2. pkt. således:

»Kommunen træffer ved sin afgørelse om, at sygedagpengene skal ophøre efter § 24, stk. 2, § 24 c, stk. 1, eller § 27, stk. 3, samtidig afgørelse om forlængelsen efter 1. pkt.«

[Ændring af bestemmelsen, så kommunen ikke skal træffe afgørelse om datoen for, hvornår den sygemeldte skal overgå til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse]

4) I den under nr. 1 foreslåede § 26 f indsættes som 3. pkt.:

»Inden udløbet af forlængelsen efter 1. pkt. træffer kommunen afgørelse om, hvorvidt udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges efter bestemmelserne i § 24 a, stk. 6, § 24 b, stk. 1, eller § 27, stk. 1, eller om personen skal overgå til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.«

[Indsættelse af nyt punktum, så kommunen skal træffe afgørelse om, hvorvidt udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges efter lovens almindelige regler inden eventuel overgang til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse]

Ny paragraf

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af NB):

5) Efter § 3 indsættes:

Ȥ 01

I lov om seniorjob, jf. lovbekendtgørelse nr. 1090 af 15. september 2015, som ændret ved § 10 i lov nr. 395 af 2. maj 2016, § 3 i lov nr. 624 af 8. juni 2016 og § 4 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 55, stk. 1 og 2« til: »§ 55, stk. 1, 2 og 8«.«

[Konsekvensændring som følge af forlængelse af dagpengeperioden, jf. lovforslagets § 1, nr. 1]

Til § 5

6) Henvisningen »§ 13 h, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik« ændres til: »§ 13 h, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 23. september 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 473 af 22. april 2020«, og »§ 13 g og § 26, stk. 5-8« ændres til: »§ 13 g og § 26, stk. 5-8, i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 23. november 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 473 af 22.

april 2020«.

[Sproglig præcisering]

Til § 6

7) I 1. pkt. ændres »§ 26 f« til: »§ 26 f i lov om sygedagpenge som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1«, og i 2. pkt. indsættes efter »§ 26 f i lov om sygedagpenge«: »som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1,«.

[Sproglig præcisering]

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (ALT):

8) 3. pkt. udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3 og 4]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med forslaget ændres lovforslagets titel således, at den nu også omfatter ændringen af lov om seniorjob.

Til nr. 2

Det fremgår af punkt 2.1.2. i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser til nr. 1, i L 76, at der ikke vil kunne gøres brug af muligheden for at forlænge dagpengeperioden til at forlænge den foreslåede forlængede dagpengeperiode ud over de 2 måneder. Eventuel beskæftigelse i den foreslåede forlængede dagpengeperiode vil blive registreret på personens beskæftigelseskonto, jf. § 55 a i loven, og vil dermed kunne indgå til at genoptjene dagpengeretten efter § 53, stk. 13, i loven. Den foreslåede forlængede dagpengeperiode vil ikke kunne forlænges yderligere ved brug af den fleksible forlængelse, jf. § 55, stk. 2, i loven.

Ved en fejl er § 55 a stk. 1, 3. pkt., i gældende lov ikke blevet konsekvensrettet i overensstemmelse hermed.

Det foreslås derfor, at § 55 a, stk. 1, 3. pkt., ændres således, at der vil blive henvist til den foreslåede § 55, stk. 8, jf. § 1, nr. 1, i L 76. Ændringsforslaget sikrer således, at eventuel beskæftigelse i den foreslåede forlængede dagpengeperiode vil blive registreret på personens beskæftigelseskonto, med henblik på at denne vil kunne indgå i genoptjeningen af dagpengeretten.

Til nr. 3

Ændringsforslaget vil medføre, at kommunen ikke ved sin afgørelse om den midlertidige forlængelse efter § 26 f i lov om sygedagpenge som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, skal træffe afgørelse om datoen for, hvornår den sygemeldte skal overgå til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Det betyder, at hvis udbetalingen af sygedagpenge ikke kan forlænges efter de almindelige regler og personen dermed efter den foreslåede § 26 f får ret til fortsat at få udbetalt sygedagpenge i 3 måneder, skal kommunen ved sin afgørelse om, at sygedagpengene skal ophøre efter § 24, stk. 2, § 24 c, stk. 1, eller § 27, stk. 3, i loven, kun træffe afgørelse om forlængelsen, herunder hvornår den udløber, men ikke om en dato for, hvornår den sygemeldte vil skulle overgå til jobafklaringsforløbet med ressourceforløbsydelse.

Til nr. 4

Ændringsforslaget vil medføre, at kommunen inden udløbet af den midlertidige forlængelse efter § 26 f i lov om sygedagpenge som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, skal træffe afgørelse om, hvorvidt udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges efter lovens almindelige regler, inden den sygemeldte eventuelt skal overgå til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

F.eks. for en person, der har fået forlænget sygedagpengeperioden efter § 27 i loven, og hvor personen den 15. december 2020 når til udløbet af den forlængelsesperiode, der er fastsat i § 27, stk. 1, nr. 2 eller 3, i loven, eller ikke længere opfylder betingelserne for at være omfattet af den regel, sygedagpengene er forlænget efter, skal kommunen først tage stilling til, om sygedagpengeudbetalingen kan forlænges efter en af de øvrige muligheder i § 27, stk. 1, i loven. Er dette ikke tilfældet, skulle personen overgå til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, jf. § 27, stk. 3, i loven, men personen vil i stedet efter den foreslåede § 26 f få ret til at få forlænget sin sygedagpengeudbetaling med 3 måneder fra den dato, hvor personen skulle overgå til jobafklaringsforløbet, dvs. til og med den 15. marts 2021.

Ændringsforslaget betyder, at kommunen inden den 15. marts 2021 skal tage stilling til, om personen nu opfylder betingelserne for at kunne få forlænget udbetalingen af sygedagpenge i lovens almindelige forlængelsesregler i § 27, stk. 1. Er dette ikke tilfældet, vil personen skulle overgå til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, jf. § 27, stk. 3, i loven.

For personer, der var i jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, men som har en livstruende, alvorlig sygdom og derfor har fået udbetalt sygedagpenge efter § 24 b med midlertidig forlængelse efter reglerne i lovens kapitel 8 a, skal der tages stilling til, om der er ret til fortsat udbetaling af sygedagpenge efter § 24 b, inden personen eventuelt skal overgå til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse efter § 24 c. Tilsvarende gælder for personer, der har fået ret til sygedagpenge efter § 24 a, stk. 6.

Til nr. 5

I lovforslagets § 1, nr. 1, som det blev fremsat den 10. november 2020, er det bl.a. foreslået, at der i § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. bliver indsat et nyt stk. 8. Heri fastsættes det, at uanset stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, har et medlem i umiddelbar forlængelse af udløbet af dagpengeperioden i stk. 1, 1. pkt., og eventuel forlænget dagpengeperiode efter stk. 2 i perioden fra og med den 1. november 2020 til og med den 31. oktober 2021 ret til dagpenge inden for en periode på 2 måneder svarende til højst 320,66 timer. § 55, stk. 2 og 5, finder ikke anvendelse efter udløbet af perioden med dagpenge i 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at dagpengeperioden for dagpengemodtagere, som ville have opbrugt deres dagpengeperiode mellem den 1. november 2020 og den 31. oktober 2021, forlænges 2 måneder.

Den foreslåede forlængelse af dagpengeperioden har for nogle borgere betydning for samspillet med seniorjobordningen, men ved en fejl er lov om seniorjob ikke foreslået konsekvensrettet.

Af den gældende § 1 i lov om seniorjob fremgår det, at et ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, hvis dagpengeperiode, jf. § 55, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., udløber tidligst 5 år før efterlønsalderen, jf. § 74 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., har ret til ansættelse i et seniorjob, når dagpengeperioden udløber. Det er en betingelse for retten til seniorjob, at medlemmet ved fortsat medlemskab af og indbetaling af efterlønsbidrag til en arbejdsløshedskasse vil kunne opfylde anciennitetskravet for efterløn, når medlemmet når efterlønsalderen.

Det foreslås derfor, at der konsekvensrettes i § 1 i lov om seniorjob, så den forlængede dagpengeperiode, som er foreslået i lovforslagets § 1, nr. 1, også indgår i § 1 i lov om seniorjob. Der indsættes således en henvisning til § 55, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det betyder, at tidspunktet for, hvornår det ledige medlem kan få seniorjob efter § 1 i lov om seniorjob, beregnes i forhold til udløbet af den forlængede dagpengeperiode for de medlemmer, som får den forlænget.

Der kan derfor være nogle ledige medlemmer, hvis dagpengeperiode forlænges, som kan få en kortere periode, hvor de kan have et seniorjob. Disse personer vil til gengæld få en længere periode med dagpenge.

Det betyder endvidere, at der kan være nogle ledige medlemmer, som ellers efter gældende regler ikke ville kunne få et seniorjob som nu, men hvor dagpengeperioden forlænges, vil kunne få et seniorjob, fordi deres dagpengeperiode nu udløber tidligst 5 år før efterlønsalderen. Det er forudsat, at de øvrige betingelser for at få ret til et seniorjob er opfyldt.

Merudgifter ved konsekvensrettelse af lov om seniorjob

De afledte økonomiske konsekvenser for seniorjobordningen er indeholdt i lovforslagets samlede økonomiske konsekvenser, hvor der forventes at være begrænsede mindreudgifter til seniorjob som følge af den forlængede dagpengeret til ledige, der opbruger deres dagpengeret frem til den 1. november 2021.

Til nr. 6

Der er tale om to sproglige præciseringer, der ikke medfører indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 7

Der er tale om sproglig præcisering af, at det er den i lovforslaget foreslåede § 26 f i sygedagpengeloven, der henvises til. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 3 og 4.

6. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 10. november 2020 og var til 1. behandling den 12. november 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høring

Et udkast til lovforslaget er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring. Under hensyn til at lovforslaget hastebehandles, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) fmd. Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) Ellen Trane Nørby (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S) 48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 42
Dansk Folkeparti (DF) 16
Radikale Venstre (RV) 16
Socialistisk Folkeparti (SF) 15
Enhedslisten (EL) 13
Det Konservative Folkeparti (KF) 13
Nye Borgerlige (NB) 4
Liberal Alliance (LA) 3
Alternativet (ALT) 1
Inuit Ataqatigiit (IA) 1
Siumut (SIU) 1
Sambandsflokkurin (SP) 1
Javnaðarflokkurin (JF) 1
Uden for folketingsgrupperne (UFG) 4